H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Chr. Høegh-Guldberg til H.C. Andersen 13. september 1826

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 13. september 1826
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 13 September 1826

Saa ubeskrivelig knap tilskaaren end min Tid er mig, skal jeg skjænke Dem det Svar, De ønsker, min kjære Andersen; men om De vil føle Dem synderligen opbygget derved, er en anden Sag. Jeg maa i al Deres Kvide ikke komme med nogen Trøst, ei drage til Minde gamle, forslidte Ideer, kun søge at skaffe dem bort, o.s.v., o.s.v. Religionen, den, De i Almindelighed har god Karakteer for, er da kun et Slags Videnskab, der bør brilleres med; med Hovedet har den at bestille, ikke i mindste Maade med Hjertet. De vil elske og ære Deres Gud, naar han er saa galant at gjøre, hvad De vil, og som De vil. De behøver ingen Opdragelse og finder den Evige Opdragelse Dem dog høist fornøden, vil De løbe bort - og De kan tage det væmmelige, usle Ord i Munden og Pennen: Jeg kunde dræbe mig selv! Fy, Fy! Lad mig kunne beholde Agtelse for Dem"

Hvorledes er Deres, hvorledes hver Dødeligs Lod her paa Jorden:

Hiinsides en rivende, uhyre bred Flod ligge de skjønneste, de meest indbydende Egne, som Enhver betragter med den Eiendommelighed, hans Øine fik, enten med Forstørelses- eller Formindskelses-Briller. Did kunne Alle komme; men Beherskeren af baade denne og hiin Side af Floden, der ingen Fartøier skjænker til Farten, ei heller nogen Bro, hvorad man ret i Magelighed kunde slæbe sig derhen, har givet Vandreren Midlerne i Hænde; hvor han nemlig kommer paa Bredden, ere der Svømmelærere, af hvem han kan lære den eneste Maade, hiint Land naaes paa. Imidlertid er Vandet koldt, Oplæringen forbunden med mangen ubehagelig Følelse, Lærerne alvorlige o.s.v.

De staaer A. ved Bredden. Troer De virkelig der gjøres nogen Undtagelse fra Reglen for Deres Skyld? Vil De over uden at kunne svømme? Prøv det! Forsøget vorder Dem Spot af hele Verden; prøv det for Alvor, og De drukner.

Tak heller Herskeren, der aabnede Deres Øie for at see hiin Breds Herlighed, der rækkede Dem den faderligste Haand, nogen Dødelig fik! Tak ham, vær ikke Jordens usleste Skabning: en Utaknemlig mod ham! Taknemlighed mod ham kan kun De, kun jeg, hvert Menneske vise, ikke i smukke Ord, som kun for ham, den evig Høie, er noget flaut Klingklang, nei i ubetinget Lydighed og Overgivelse i hans Tilskikkelse, hvilken denne saa er. See, er dette gammelt Sniksnak, forslidte Ord, tusind Gange bedre sagt før? Sandhed er det og skal evindelig lyde, om saa det Øre sprang, der ei gad høre derpaa. Thi frem, frem med Kraft og Værdighed, underkast Dem Opdragerens Haand!

Dette er Alt, hvad jeg kan svare paa Deres Klynkerier i de to sidste Breve. Er det da saa forfærdeligt, saa uudholdeligt, saa forskrækkeligt at faae - nogle Skjænd, om disse endog ere ufortjente? Troer De da ikke, at Mængden af Menneskene har langt større Byrder at bære? Jeg maa hartad lee, kunde jeg det, ved en Utaknemlighed til den gode Gud som Deres.

Hvi gaaer De ikke en simpel Vei: den at forlade Deres Forfatning, gjøre hvert Forsøg derpaa? Først og sidst: bed Gud om Kraft til at bære den usle Byrde, han lagde paa Deres Skuldre, som De med Deres Forstørrelsesglas paa Næsen gør af en - Luus til en Elefant! Dernæst: inderlig ærbødigt gaae ligefrem til Meisling, skildre ham Deres Sjælekvide, den Mistro, De slides af, til Dem selv, og bed ham sønligt lette Deres tunge Byrde! Gjør det med al den Følelse, De har, besværg ham Flid; hold det, og end med at trygle ham om, han ei slaaer Haanden af Dem, men hjælper og tilgiver! Manden er god; hvad der kommer fra Hjertet vil da og gaae til Hjertet.

Da har De handlet Dem værdigt og har ikke ladet usselt Mismod og al for megen Tiltro til Andres Dom løbe løbsk med Dem. De skal da ei komme til at døe - det Jammerligste af Alt - fremmed i Deres egen Sjæl.

Nu velsigne Gud og bevare Dem! Hold Dem til ham med Aanden og ikke med Læben, og Styrken skal komme ovenfra, men og kun da. Amen!

Deres trofaste

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost