H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Ferdinand Emil Hundrup 14. september 1826

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. september 1826
Fra: H.C. Andersen   Til: Ferdinand Emil Hundrup
Sprog: dansk.

Helsingør 14, Sept. 1826.

Kjære EMIL.

Hermed Digtene til Jomfru SNITKJÆR; mit seneste, og i en Evighed eneste Digt følger med: det døende Barn; læs det og sig mig din Mening om det; du maa endelig læse det, husk kun paa hvad Goethe siger, og saa vil du undskylde mig; thi den store Digter selv har det sikkert af egen Erfaring:

Am schwersten zu bergen ist ein Gedicht,

Man stellt es untern Scheffel nicht.

Hat es der Dichter frisch gesungen,

So ist er ganz davon durchdrungen,

Hat er es zierlich nett geschrieben,

Will er, die ganze Welt soll's lieben,

Er liest es Jedem froh und laut,

Ob es uns qvalt, ob es erbaut.

Jeg har ikke afskrevet alle de smaa Digte, som hun skulde have, men forrige Postdag sendte jeg efter Løfte nogle til Jomfru LANGE; hos hende vil hun kunne faae en Afskrift. Brevet blev for tykt, skrev jeg flere af; desuden er der intet som kjeder mig mere end at skrive mine egne Digte flere Gange. Hils den gode Pige ret hjertelig fra mig, jeg tænker ret ofte paa hende og de behagelige Timer jeg nød i hendes Forældres Huus; maaskee tænke de dog stundom paa mig, og alene Tanken om at vide hist og her en Kreds af gode Mennesker tænke paa mig kan gjøre mig glad og forsone mig med al det Mørke her i Verden. - Examen gik over Forventning godt. I disse faa Feriedage har jeg! vel været herhjemme, men deels har jeg faaet endeel at skrive for Meisling, deels har jeg spadseret; thi paa een Maade maatte jeg erstatte Tabet at være fra Kjøbenhavn. Nu er jeg ellers i bedre Lune igjen, men Gud veed hvorlænge det varer; jeg kan ærgre mig selv over min barnagtige svage Charakteer, men, det kan jo nu ej være anderledes. Snart glæder jeg mig over ingen Ting, snart græder jeg; det er min Phantasi som udmaler mig alt med de stærkeste Farver, som hæver mig til en Himmel eller gjør mig ganske fortvivlet; men Guds Villie skee, han kan ikke forlade mig nu, det var Synd, det var altfor haardt. Tak for dit varme inderlige Venskab. Om Examen inde i Byen har du vel hørt, derfor vil jeg ikke skrive derom. Jeg har subscriberet paa Goethes Værker; Jeg er syg i disse Dage, men det er kun Forkjølelse, og saa let slipper jeg vel ikke ud af Verden. Hils alle fra din tro Ven

Andersen

Indlagt Seddel:

»Munkens Klage« kunde jeg ikke faae ind paa det første Stykke Papiir, og da der saa blev Plads nok, skrev jeg »Sjælen« med. Det lille Digt »Tillid til Gud« er jeg ikke tilfreds med, dog vil jeg skrive det af her, hvis hun lider det.

I Jesu Navn skee hvad der maa,

Guds Haand jeg ei vil slippe

Mit Haab til Herren fast skal staae,

Han er jo Livets Klippe.

Lad storme kun den barske Vind,

Lad Livets Bølger bruse,

Til Herren staaer min Sjæl, mit Sind,

Dem kan ei Verdner knuse.

Du seer nok det ligner meget »Ynglingens Klage«, som da alle Digtene fra det Tidspunkt gjøre, og som Fru WULFF meget rigtig siger: alle ere de kun een eneste Elegi, kun skrevet paa forskjellig Tid. -

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

Helsingør den 14 September 1826.

Kjære gode Emil

Du skulde alt forrige postdag have havd Brev fra mig, men jeg blev forsildig færdig, altsaa faaer du nu først i Dag; og med dette Digtene til Jomfru Snitkjær; mit seneste, og i en Evighed, eneste Digt følger med,: det døende Barn; læs det, og siig mig din Mening om det; - du maa endelig læse det, husk kun paa hvad Göthe siger, og saa vil du undskylde mig, thi den store Digter selv, har det sikkert af egen Erfaring.

Am schwersten zu bergen ist ein Gedicht;

Man stellt es untern Scheffel nicht.

Hat es der Dichter frisch gesungen,

So ist er ganz davon durchdrungen,

Hat er es zierlich nett geschrieben,

Will er, die ganze Welt soll's lieben,

Er liest es Jedem froh und laut,

Ob es uns qvalt, ob es erbaut.

Jeg har ikke afskrevet alle de smaa Digte, som hun skulde have, men forrige Postdag sendte jeg efter Løfte, nogle til Jomfru Lange, hos hende vil hun kunne faae en Afskrift, dersom de interessere hende, ligesom jeg beder Jomfru Snitkjær at lade Thea Lange see disse, hvis hun vil skrive dem af, Brevet vilde blive for tykt skrev jeg flere af, desuden er der intet som kjeder mig mere end at skrive mine egne Digte flere Gange. Hils den gode Pige ret hjertelig fra mig, jeg tænker ret ofte paa hende, det var mig sandelig meget behagelige Timer jeg nød i hendes Selskab, bed hende hilse sine og Forældre og Søskende, maaskee tænke de dog stundom stundom paa mig og alene Tanken om at vide hist og her en Kreds af gode Mennesker tænke paa mig kan gjøre mig glad og forsone mig med al det Mørke her i Verden, men det halve Papier er alt opskrevet og jeg har endnu ikke talt et hjerteligt Ord med dig, tak for det sidste venskabelige Brev, alene det havde fortient at / jeg før nu strax skrev dig til, men Examen var; da jeg modtog det, i fuld Gang - denne gik over Forventning godt, kun i Græsk var det svært, men for Latin fik jeg megetgodt og baade i Geometri og Arithmetik Ug som du kan fortælle Hr Andresen. I disse faa Ferie Dage har jeg vel været her hjemme, men deels har jeg havdt en Deel at skrive for M., deels har jeg spadseret, thi paa een Maade maatte jeg erstatte Tabet at være fra Kjøbenhavn. - Nu er jeg ellers i bedre Lune igjen, men Gud veed hvorlænge det varer; jeg kan ærgre mig selv over min barnagtige svage Characteer, men det kan jo nu ei være anderledes, snart glæder jeg mig over ingen Ting, snart græder jeg; det er min Phantasi som udmaler mig alt med de stærkeste Farver, som hæver mig til en Himmel eller gjør mig ganske fortvivlet; men Guds Villie skee, han kan ikke forlade mig nu, det var Synd, det var altfor haardt. Tak for dit varme inderlige Venskab, glæd mig ofte med et Brev; Gud veed, naar og hvorledes vi mødes igjen, dog jeg vil drømme det bedste. Jeg ønsker ret, at vi havde dig hernede, Egnen er skjøn, selv i Efteraaret og nu mylrede det ret af Skibe, det seer ud som et heelt Venedig saaledes flokke Skibene sig. - Søen begynder nu ogsaa at røre sig og det har ret været mig en sand Glæde i disse Dage at gaae langs med Sundet og næsten blive overstænket af Bølgerne som vælte ind paa Kysten. - Om Examen inde i Byen har du vel hørt, altsaa vil jeg ikke skrive derom. (Ljeutenant Borneman fik vist non for L Stiil) siger man). Jeg har suopscriberet paa Göthes Værker (Rectoren og Fruen med Børnene være ikke, i disse Dage i Byen. Næstegang skal du faae et længere Brev, dennegang tør jeg for Digtenes Skyld ei gjøre det større, hils Dem alle hjemme fra din tro Ven

Andersen

[langs kanten:] Jeg er syg i disse Dage; men det er kun Forkjølelse, og saalet slipper jeg vel ikke ud af Verden. -

Kjære Emil

Munkens Klage kunde jeg ikke faae ind paa det første Stykke Papir, og da der saa blev Plads nok, skrev jeg : Sjælen med; Holmsteds Vers skal ikke den gamle Hr Snitkjær tale om til Holmsted, han var ellers i stand til at snakke om det naar han skriver Dem til her nede. – Skriv snart, og skriv meget, hvorledes I leve hjemme, hvorledes Snitkjærs leve, hvorledes det gaaer paa Skolen, hvorledes Komedierne, jeg mener Selskabets gaae, vore ere ikke begyndt endnu men vil i næste Uge, dog faaer jeg ingen at see, thi kun Medlemmer / af Selskabet kan komme der. – Det lille Digt Tillid til Gud, som jeg lovede blev der ei Plads til, jeg er heller ikke tilfreds med det og altsaa kan det være det samme. Dog vil jeg skrive det af her, hvis hun lider det. –

#

I Jesu Navn skee hvad der maa

Guds Haand jeg ei vil slippe

Mit Haab til Herren fast skal staae

Han er jo Livets Klippe. –

#

Lad storme kun den barske Vind,

Lad Livets Bølger Bruse,

Til Herren staaer min Sjæl mit Sind

Dem kan ei Verdner knuse.

-----

Du seer nok, det ligner meget Ynglingens Klage, som da alle Digtene fra den Tidspunkt gjøre og som Fru Wulff meget rigtig siger. Alle ere de kun én eneste Elegi kun skrevet paa forskjellig Tid.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 13, 1023-24, 1031-32)