Dato: 4. januar 1827
Fra: Henriette Wullf d.æ.   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Søcadet-Academiet den 4. Januar 1827

Gode Andersen!

Tak for Deres Linier efter Deres Hjemkomst; men det gjør mig hjertelig ondt, aat De havde en saa vaad Tour, naar den kun ikke vil bringe Dem Forkjølelse derefter, som skal hindre Dem i at kunne freqventere Skolen; thi det vilde jo være meget slemt; dog jeg vil haabe, Deres gode og stærke Natur og Deres Ungdom vil uden Følger kunne taale en saadan Dravat. Det gaaer Dem, gode Andersen, ligesom andre Børn, naar de i Ferierne have havt Frihed, været hjemme blandt Deres Venner og Frænder, saa falder det dem lidt suurt at gaae tilbage igjen i det fremmede hus -hvor Mange, som De, ikke har det godt - og til Skolen, hvor de skal sidde tvungne og læse den tørre, baade døde og levende, Grammatik. Naar De vaar Barn, gode Andersen, saa troer jeg virkelig, jeg tog Bladet reent fra Munden og sagde Dem Egenskaber, som De bestemt maa aflægge, til jeg seer Dem igjen. Jeg har 1000 Gange forsøgt paa ved Vink at give Dem disse at forstaae; men det er endnu ikke lykkedes mig, og De bliver nu for gammel til at beholde disse længere, thi - maan leer ad Dem for disse - og dertil er De nu for gammel; de maa hæve Dem op til at erhverve Agtelse og ikke alene Deeltagelse. Deres Poesi er som Deres Prosa - eensformig og klynkende; vær Menneske med Kraft i Sjælen og Kraft i Legemet! Tænk ikke idelig paa Dem selv; thi det svækker begge, og frem for Alt, gode Andersen, tal ikke saa meget om Dem selv, træd ikke saa meget syngende eller declamerende frem, moderer Deres Expression i Alt; tillad mig at sige Dem, at De læser daarlig Tydsk, men endnu daarligere Dansk, at De læser som declamerer saa affecteert, idet De troer at give Udtrykog Følelse, at jeg maa være saa grusom at sige: Alle lee ad Dem, og De mærker det ikke. Men det er mig umuligt længere at tie dermed, for at gjøre Dem opmærksom paa, gode Andersen, hvor nødvendigt det er for Dem at forandre disse Deres ydre Egenskaber; Deres ædle Hierte er for godt til ikke bedre at bevogtes for Andres Satiere; jeg var saa ofte nær ved at sige Dem det, medens De var her; men jeg kunde dog ikke bekvemme mig dertil. Jeg troede ogsaa, det vilde embarrassere Dem mere, naar jeg sagde Dem det, end naar jeg skrev det, og jeg har, gode Andersen, ofte, baade mundtlig og skriftlig, givet Dem Vink; men De er saa indtaget i Deres eget Jeg, som i Alt, hvad De selv gjør, at De ikke har kunnet fatte det; men, som sagt, gode Andersen, for Deres egen Skyld bryder jeg over tvært; thi De kan vist nok indsee, det ikke er behageligt at sige Andre Ubehageligheder og at bedrøve Mennesker, man har Venskb og Godhed for; men jeg har opoffret disse Convenientser for Deres Vel; Vaagn for Guds Skyld op, kjære Andersen, og drøm ikke om at blive udødelig; thi endnu vilde det vist kun blive til Latter; drøm ikke om Digterkrone, ikke om at komme til at sidde blandt de store Mænd i det store Huus, endnu langt uværdigere end den ædle, men lille Ingemann. Tak Gud, at der bliver sørget for, at De kan lære Noget, at Deres Forstand kan blive dannet, at De kan lære at kjende, om ikke bedømme, hvad der er skjønt og stort i Liveet, og lad den første Virkning af mine Formaninger være, at De med Rolighed fatter Dem og ikke farer op, slaaer Dem for Panden og udbryder i Ak og Vee over ikke at naae det store Maal, hvortil De tragter. Husk, hvad Ingemann siger i sit Brev til Dem: "Det Vigtigste er, at man bliver Det tilgavns, som man bliver"; og visselig, det er sandt. Og nu haaber jeg, om med Gevalt, dog at have aabnet Deres Øine, haaber ogsaa, De snart vil kunne skjelne imellen, naar man hører Dem med ærlig Velvillie, og naar man hrøer paa Dem for at kunne have den Fornøielse at lee ad Dem; følg disse Advarsler, og jeg vil haabe, De vil faae, hvad jeg ønsker Dem af Hjertet, et glædeligt Nytaar, som mange paafølgende - og jeg skal ikke forsømme at tilkjendegive Dem mit Bifald, som jeg her har yttret mit Mishag - og husk paa, at jeg derfor lige høit agter Deres ædle, rene, skyldfrie Hjerte, lige som jeg erkjender Guds Godhed i Deres Evner, dem, De ikke maa misbruge, men erindre, der kommer en Dag, da vi Alle skal gjøre Regnskab for det os Betroede.

Deres oprigtig hengivne

Henriette Wulff.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost