Dato: 15. marts 1827
Fra: Jens Hviid   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbh. d 15de Martz 1827.

Kjære Ven!

Først og fremmest takker jeg Dig fordi Du var saa hurtig med at sende Tibul. - - Du beder mig at kjøbe den Bog til Dig; men det var ei mueligt at finde Manden i Grønne Gade, som Du har skrevet, Du har vist taget Fejl. Du skal min Salighed betale mig et Par Støvler, som jeg har slidt op paa den forbandede Stenebroe. Tid og Umage; ja det vil jeg skænke Dig; thi det er saa sjeldent man faaer det betalt.

Men nu ærlig talt angaaende dine Charakterer, saa synes jeg ikke at de vare saa meget daarlige, undtagen din sædvanlige Skødesynd: Latin, Græsk og Lat. Stiil. Du skal ikke bryde Dig om hvad jeg siger; vi kjende jo hinanden; men i halvanden Aar kan der jo gjøres meget; Du skal heller ikke være alt for mismodig; det gaaer altid bedre end man formoder. Naar Du blot vilde lade være med Dine forbandede Drømmerier; thi jeg kjender Dig godt; snar drømmer Du, at Du er i Feverdenen i et stort Hav af Lyksalighed, og snart drømmer Du igjen, at Du er det største Fæ paa Guds Jord; men medio titissimus ibis, det vil sige: naar du gaaer en Middelvej, saa kunde Du maaske komme Sandheden nærmest, og, naar Du endelig vil drømme, saa drøm ingen Yderlighed, men gaa midt ad Vejen, saa falder Du ikke i Grøften. Jeg skal give Dig et godt Raad: naar Du drømmer igjen, saa tag en Kæp og prygl Dit arme Skind med, indtil Drømmen gaaer bort; men ikke for haardt, for saa gjør det ondt.

Mennær hvade jeg glemet at fortælle Dig det Bedste, forleden Aften var jeg i et lystigt Gilde med nogle andre Studentere; dog jeg blev ei ganske Comlet, men alligevel godt 3/4. Paa Vejen skulde jeg synge en Vise for de Andre, men derved vaagnede jeg Vægteren, som, fordi han blev forstyrret i sin Luur, nær havde faret løs paa mig. Endelig kom jeg da hjem; men da kom jeg i Klammerie med mine Trapper og - o! vee! mit Hoved. Jeg bandede paa at jeg aldrig skulde drikke meer, men da de Andre fortalte mig det om Morgenen, bandede jeg igjen paa at det var Løgn. Men min Hjerne blev ganske forskrumplet; det komemr jo da ogsaa ret tilpas; thi nu har jeg jo da en god Grudn, ifald Examen skulde gaae skidt. -

Vi sidder just nu og leer over Tibull; thi han udmaler adskillige Ting saa skjønt, at selv den alvorlige Madvig maa trække paa Smiletøjet.

Naar jeg igjen kommer til H. skal jeg nok opmuntre Dig; thi glæde mig med de Glade, det kan jeg; græde med de Grædendek an jeg rigtignok ikke, men jeg kan noget, der er ligesaa godt; jeg kan gjøre de Grædende glade. - Du maa ikke blive vred over, at mit Brev ikke svarer til Dit; thi moraliserende Breve eller melancholske Brevekan jeg ikke skrive, det veed Du nok; lidt muntert maa jeg interpolere, og saa bagefter siger jeg, lee me Hans, og vær i det mindste munter i dette Øieblik.

Nu raaber Vægteren 10; nu er det paa de Tide man føier sig til (seng), altsaa, godnat! Sov vel! Hav behagelige Drømme! HIls Rectoren og Fruen og Bentine, og Ludvig og min Krigskammerat Jess og vær selv hilset mange Gange fra Din Ven

J. Hviid.

Jeg takker Dig nok engang for din Tibull, jeg skal nok conservere den; hils Rektoren, jeg venter snart Brev fra ham.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost