H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Carl Bagger til H.C. Andersen 31. oktober 1827

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. oktober 1827
Fra: Carl Bagger   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø, Onsdag Aften den 31. October 1827

I Sandhed, kjære Andersen, De har ret Aarsag til at være vred paa mig; gjerne tilstaaer jeg det, min sædvanlige Afsky for at begynde paa et brev har ved denne Leilighed opsvunget sig til et uundskyldeligt Despoti over mit bedre Selv og over mine velpræparerede Penne. Og virkelig begriber jeg ikke, hvorfor Fremtagningsactus af et halvt Ark Papir kan være mig saa overstadig modbydelig, da jeg dog med mig selv veed, at jeg naar først Pennekniven har gjort sit, med Fornøielse lader Haanden stryge en klækkelig Portion Linier fra sig. Nok engang: Tilgivelse, bedste Andersen! Hos mig maa De i det Hele ikke ville maale min virkelige Kjærlighed til Dem efter Brevenes Antal. Min Magelighed besværger Dem i denne Henseende, at De vil tilegne Dem et høiere Civilisationspunkt, og at De maa have Dem over de gemene Synsmaader.

Af Hjertet takker jeg Dem (Skam at tale om: nu først) for det mig forlængst tilsendte; dersom De skulde vilde spørge Bagger om hans Mening, da troer jeg vist, at han omtrent gav "Ingenting og Noget", hvor lidet end det i extenso Størrelse befindtes at være, et stort Fortrin for "Jydepotten". Jeg siger: jeg troer det: thi Manden har ikke villet komme ud med sine Hjertensmeninger desangaaende. Høist fortræffeligt finder jeg i "Flyveposten", Pottemagerens korte, saa at sige bag Coulisserne forefaldende, fyndige Replik til Skarnager og Skarnsælger Beeken. I "Kjøbenhavnsposten" saae Bagger forleden Deres "døende Barn"; at det var meget mat, kunde jo ikke være andet; alene Tilværelse i hiint Blad maa være en rædsom Kamp mellem Liv og Død; desforuden var det jo sygt. Ved samme Leilighed sagde ellers Bagger mig, at det var, at det var ham en forunderlig Opdagelse, at see Dobbeltængeriet overflyttet fra Menneske til Digte; han haabede imidlertid fuldt og fast, at det blot var en forbigaaende Parorysmus hos enkelte af de meest nervesvage, litetrære Smaaprodukter. - Han har nu i det Hele megen utidig Fordom, den kjære Ven, især mod det Rørende, det Senimentaliske osv.

Iøvrigt, Kjæreste Andersen, glæder jeg mig inderlig til i Kjøbenhavn til Foraaret, om Nornen vil det, hyppigt og med Hjertelighed at tale med Dem. Denne lille Stad, som De, Velbaarenhed, behager at pryde med Tilnavn af "Stereoptypudgave af Lagomaggiore-Egnen", forekommer mig - De veed, man ei kan kjøre gjennem Byen, men bestandig maa vende tilbage ad den Vei, hvorad man kom ind - som en hartad modbydelig Blindtarm, hvori jeg selv, et uskyldigt, rødmusset Æble eller noget lignende, er nedsvælget, for der paa en passende Maade at fordøies til et nyttigt Excrement. O Jammer, O Rædsel, i sit eet og tyvende Flammeaar, med alle sine høitflyvende Længsler og Planer, som Figurer udviser, levende at nedputtes i en veltiltoldet Tranflaske; her er Gymnastiken og Voltigen aldeles til ingen Nytte:

Jeg saae en deilig Qvinde staae,

hun hviskte rødmende: "Du maa!"

Jeg tøved blot et Øieblik,

Og Skjønhedsfylden brat bortgik.

Da græd jeg, græd jeg Barnet liig,

Thi, favre Ungdom, det var Dig!

En stor Fornøielse, kjære Ven, et stærkt Solskin ind i Tranflasken, kunde De forskaffe mig ved jevnligen at sende mig Et og Andet af de Smaating, De vel af og til udgyder Dem i. Jeg veed nok, at jeg nu har tabt al Ret til at kræve sligt, men fremtidig Brevflid fra min Side maa kunne rense mig i Deres Øine.

Den 15. November

Efter fjorten Dages forløb tager jeg atter fat paa mit Brev. Hvad vil De tænke? Jeg kunde have megen Lyst til at sønderive det hele og atter i Fjorten Dage opsætte at skrive til Dem, men dennegang idetmindste skal Ladheden overvindes.

Ved at gjennemlæse det, jeg den 31. October skrev til Dem, ser jeg, at jeg i Slutningsverket forfaldt i en elegisk Tone. Tro mig, kjære Andersen, det maa have været, fordi det ar den sidste i Maanden, og ved slige Tider veed De, hvorledes de pecuniære Omstændigheder som oftest befindes at være. I Søndags gjorde jeg en Reise til Skjelskøregnen og sae der af en Hændelse hos en mig sare dyrebar Familie et Nummer af "Flyveposten"; hvor der stod et Stykke af Dem til Maanen; kjære Ven, det staaer langt tilbage for de foregaaende.

Man troer næsten overalt, at h-* er Heiberg; jeg har erklæret, at det var Dem; man har undret sig over, at De har vendt Dem til det Gemytlige med saa meget Held. Jeg gratulerer Dem af Hjertet, kjæreste Andersen; det er altid godt, naar de første Toner gaae til Folkets Hjerte. Dyrk De indtil videre det satiriske eller muntre Fag; mig træffer Omverdenen enten studerende Ariost i Grundsproget, eller grublende over Hegel, hvem jeg først ved "Flyveposten" har lært at kjende, og Byron - det er broget Selskab. De skal see,naar De har sprunget over Artiumsgjærdet ind i Philosophiens Karousselplads - De gi'er kanskee for det første Digteriet Døden og Dævelen.

Lad mig see, kjære Andersen, at De ei er vred paa mig; jeg skal i Fremtiden være flinkere. Hils Hundrop og Dem selv ret hjertlig fra

Deres trofaste Ven

Carl Bagger

Skriv, skriv mig snart til! Sorø er en Ravnekrog.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter