H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Chr. Høegh-Guldberg til H.C. Andersen 28. juli 1828

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 28. juli 1828
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 28. Juli 1828

For Deres venskabelige Linier takker jeg Dem, kjæreste Andersen, om de end i mange Henseender ei have glædet mig, det, jeg nærmere skal sige Dem: hvorfor, efter dog først at have bedet Dem, pro 1mo ei antage min Taushed for Lunkenhed mod Dem; bliv først Embedsmand, staa fast paa at gjøre Deres Pligt, og De vil see, hvorledes Tiden immer bliver mindre, ligesom Pligten voxer En hartad over Hovedet, saa at udenoms Sager kun kan vinde Øieblikke, der næsten maae stjæles. Pro 2do maa jeg een Gang for alle bede Dem ei troe mit Sind forandret mod Dem. Troer De ikke, at min længere Erfaring har lært mig, at Mennesker kunne være meget gode og elskelige, om de end i Meget ei ere, hvad vi antage, de burde være? Nei, i Meget, i Meget er De ikke, hvde jeg vilde, De skulde være, men derfor sandeligen: Forandring findes og skal De ei finde hos mig, saalænge jeg føler, De selv veier, maaler og vrager Deres Tænke- og Handlemaade og oprigtigt stræber efter at forsvare disse for Samvittighedens Domstol.

Vi To ere splitterpine forskjellige i vore Anskuelser af Livet. Følelse og Phantasie spiller hos Dem Hovedrollen; hos mig træder en tredie Hovedperson op, og det er Fornuften; den er for mig ligesaa vigtig og indvirkende som de øvrige. Haand i Haand maae Fornuft og Følelse følges ad; gjøre de det ei, seer jeg mig om til Siden og frygter, jeg er paa en Afvei; thi altid tager jeg dem med paa hver en Vandring, ogsaa har jeg altdi fundet, at i disses Selskab vovede saamangt andet Uvæsen ei at nærme sig mig, idetmindste ikke nær, ei altfor nær. Forfængeligheden blev da i nogen Frastand og kunde aldrig paatrængende blive eneste Veiviser; - der det er den ogsaa saa maadeligt, at den forvirrer Forstanden og tager Baglasten fra Livsfartøiet.; - Roes, Ære, Glimmer, Bram stod da ikke som eneste Mand for Seiladsen, Pligten fik ogsaa sin Ret; thi bag den, vidste jeg, den sande Ære laae!

Hvad denne Stund er Pligt for Dem, kjæreste Andersen, veed De ligesaa godt som jeg. De er i Kamp med den frygtelige Fjende Forfængelighed, der slaaer Dem med knyttede Næver, og som jeg (troer De ikke at burde kæmpe med den?) seer, vil tage sine Consorter: Misundelses- og Middelmaadigheds-Djævelen i Ledtog med, for aldeles at ovevælde Dem.

Nu burde Tiden anvendes til Indsamlen af det Forraad, Digteraanden siden skulde næres ved; skeer det ei nu, monne det da skee sildigere? Phantasien skal da spille Hovedrollen; men hvad er den uden gediegne Kundskaber og skjærpet Indicium? Hvorlænge holder og den ud? Hvor ofte har den og egentlig kun eet Klædebon, som Kundskaber og Judicium ene kunne variere. Phantasiearbeider alene blive dog til Sltuning - idetmindste for mig og mange Andre - mildest talt trættende. I alle dens Skikkelser seer jeg saa ofte kun en trættende Eensformighed, naar Philosophie og gediegen Videnskab ei stempler den til noget gehaltfuldere. Derfor, kjæreste Andersen, gjør det mig onddt for Dem. Gud har givet Dem, jeg troer det, megen digterisk Opfatningsevne; men med den skal Deres Digterhæder høstes. Dog, da Mennesket, enten han er Digter eller ei, i sit Ansigts Sveed skal æde sit Brød, skal og Deres aandige Brød: Digterkrandsen vindes i Ansigtets Sveed. Vor aandige og legemlige Natur og Væsen staaer dog under een Kategorie. Søg ei at høste, førend De har faet fuldvægtigt, modent, godt, gediegent Sædekorn, eller De vænner Dem til at tage tiltakke med en slet Høst og middelmaadigt Korn, sværgende paa, at det er ligesaa godt som det bedste af Naboens, fordi det ikke skjærpede Judicium og Øie ei kan skjelne det Bedre fra det Maadelige, og Misundelsen fuldbyrder da Forblindelsen til en absolut Blindhed!

Det er skarpt, siger De; men De vil see mig oprigtig, og jeg vil ogsaa være det! At jeg forresten elsker Dem, - det veed den Gud, der lærte mig at kjende Dem og saamangen god Egenskab hos Dem, at jeg selv beder, ja trygler Dem om: Værn om Deres eget Jeg: nedgrav og forvansk ei det store Pund, Gud gav Dem, ved paa en uklog Maade allerede nu at ødsle med det! Dog - lede Gud Dem! Trofast og Deres oprigtige Ven

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost