Dato: 21. januar 1829
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 21. Januar 1829

Tak, min kjære, elskede Andersen, for de venlige Linier, De sendte mig med Exemplarerne af "Fodreisen". Deres gamle Moder fik Pengene. Naar Deres Vaudeville [Kjærlighed paa Nicolai Taarn] er kommen ud, saa send mig endelig strax 2 Exemplarer af den, som jeg naturligviis betaler. De troer ei, hvormeget jeg længes efter den, enten den nu staaer høit, kommer til at gjøre glimrende, theatralsk Lykke, eller ikke og hvorfor er jeg saa gridsk paa den? Fordi jeg har læst "Fodreisen"; læst den en, to tre Gange, gjennem og gjennem, læst den høit for et Selskab og været glad, lykkelig ved den. De har debuteret som en Mand, der kan staae paa egne Been. Den er aldeles original, den er smagfuld, Sproget let, den læser sig selv. Her er ingen Smudsigheder, ingen Kind rødmer end et Øieblik ved at læse den; en herlig religieus Aand gaer tvertigjennem den. Den menneskelige Natur er mangesidet betragtet. Herlige, ophøiede Tanker findes overalt, gediegen Vittighed træder uden Bram frem. Til Lykkem in Andersen, til Lykke! De staaer nu stemplet, saa De skal sees!

Ingen Dedication havde Deres Bog. Det er ret; Saadant og Leilighedsvers er under Dem! Bevare Himmlen Dem derfra fremdeles! Vaudevillerne vilde jge ogsaa øsnket Dem fra, min Ven. Ja jeg taler reent ud! Et stort, comisk Værk - Evner har D enok af - have jeg nu saa gjerne seet Dem med den ungdommelige Phantasie tage fat paa. Theatereffect fordre alle dramatiske Arbeider, og hvilken Kapsun er det ikke paa en levende Phantasie, der skyer og maa skye saadanne Lænker, om de end ere af Blomster, og om disse Blomster, finder man dem smukke, end give nok saa god en Lugt. Vaudevillerne ville nu maaskee - optages Deres Stykke med Klap paa Klap - klappe Dem, min elskede Andersen, ned i et snævert Theaterfængsel, Dem, der herligt veed at flagre om overalt i Guds frie Natur. O, elsk ikke Fuglen i Buret, den er langt skjønnere, hvor den er fri og uhindret bruger sine Vinger til Flugten fra det Lave til det Høie, gjennem hele Universet op til Gud i Himlen! Verden, det store Hele, skal De gjøre til Deres Theater; paa Naturens store Orgel skal De slaae Accorder an, og ikke indenfor de lave Vægge og Fyrrebrædderne. Gjør ikke sel ven Liigkiste til Dem selv, om De endog finder den skjøn og luun, og om end hele Verden bander paa, at behageligere kan man ei komme til at ligge, og at De tager Dem herligt ud i den! Nei, Andersen, altid sagde jeg, thi jeg kjendte Dem: Vær De ved friskt Mod! Aand og Kraft har De, og De skal nok vide at svinge Dem til Veirs! Menneske! En herlig Flugt har De jgort; lad nu den ungdommelige Champagne, der flyder i Deres Aarer, ei bortdunste ved noget Smaaligt! op skal De, op! Vingerne ere store nok; De skal nok, den være nok saa glat, kunne entre Dem op ad den deilige, herlige Regnbue, uden at" Fik jeg Dig der, Sønneke!" skal klingre i Deres Øren, min inderligt elskede!" Gid jeg var hos Dem, med Dem, den faderlige Stemme vilde inderligen bede Dem, og skulde vist nok kunne trænge til Hjertet. Dog - Guds Fred for den herlige Begyndelse; den har været mig et herligt Balsam.

Hvor det er ilde, jeg nu atter reiser til Udlandet, hvor gjerne vilde jeg i Sommer havt Dem til mig. Jeg har saa meget, jeg gad pldure mig ud med Dem over, mange Ideeer med Hensyn paa Dem. Dog - - - Guds Fred, min elskede Andersen! Evindelig er jeg Deres gamle trofaste, faderlige Ven

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost