Dato: 31. januar 1830
Fra: Lucie Marie Ingemann, f. Mandix   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.
I Bille'Bøgh offentliggjort med dateringen 1830 - det er iflg. Kirsten Dreyer er en del af Brev

Ret megen Tak for Deres Digte, de har i det Heele taget, fornøjet mig meget, og siden De har ytret, at det vilde være Dem kiert, at vide hvad Indtryk de har giort paa mig, saa vil jeg nu tale lidt med Dem om, hvad der især har interesseret mig og de enkelte Ting, som vare mig imod. Blandt de spøgende Digte, holder jeg slet ikke af Ingenting og Noget og Cometen troer jeg, der er noget Forkeert i; thi den Sorg Konen føler ved sin Mands Død, er en saa naturlig Følelse, at den aldrig kan blive comisk, indbefattede han end i sig Qvintessentsen af al muelig Skrædderagtighed, og idet hun gienkiender hans Spænde og Ring, kommer der noget virkelig Tragisk, som contrasterer, paa en for mig ubehagelig Maade, med heele Charactairen i Stykket og med den spasende Maade hvori det bliver fortalt. Derimod finder jeg Recensionen meget morsom og træffende og i Morten Lange, den heele pudseerlige Begivenhed, særdeles godt udviklet. Phantasien i Dykkerklokken har interesseret mig meget og jeg finder Fiskelivet, med dets Forvandlinger, meget conseqvent forklaret. De smaae beskrivende Digte, har i det Heele taget interesseret mig meget, især da jeg anden Gang læste dem; thi første Gang ventede jeg en Begivenhed, som fex: i Tyvekn[æ]gten, eller Soldaten, et af de Digte, som jeg holder særdeles meget af. Fastelavn synes mig rigtignok er for ubetydelig; i Aftenen er mig den bestandige og forsætlige Faldenud-af-Tonen forstyrrende og fordærver mig ganske det Maleriske i Digtet. Blandt de alvorlige af de lyriske Digte, finder jeg Siælen og Dødsøjeblikket meget smukke, i Phantasistykket varierer Udtrykkene i det første Vers, mig alt for meget, mellem ædle og uædle, de to andre Vers holder jeg særdeles meget af, og Kunstnerlivet og Phantasie og Vanvid er mig inderlig kiære Digte, jeg finder dem fulde af Følelse og Begejs[t]ring, og har glædet mig meget ved dem. Begyndelsen af Fortællingen finder jeg meget heldig, Naturbeskrivelserne synes mig sande, man kommer strax til at interessere sig for Johannes, og den heele Situation ved Faderens Lig og siden paa Kirkegaarden, er der noget meget sandt i og Afskeden med den lille Nisse finder jeg særdeles naiv; men den varslende Drøm (skiønt den staaer meget godt i Forbindelse med Begyndelsen) synes mig vækker tragiske Forventninger, som da de ikke blive opfyldte, efterlader en Slaphed. Ideen at Johannes opofrer al sin Ejendom, for at en fremmed Mands Lig skal hvile roelig i Graven, er i sig selv meget smuk; men Scenen i Vaabenhuuset troer jeg aldeles ej er udført som den burde, der er Materialier nok til at giøre den rædselfuld; men den er i mine Tanker slet ikke bleven det, derfra og til Enden synes det mig, at De selv er bleven kied af Fortællingen og har været uvis om hvad De vilde giøre med den, kun hvor de smaae Alfer komme frem, er den trohiertige Tone bevaret, som er angiven i Begyndelsen. De smaae Barndoms-Alfer synes ogsaa i det Heele, at være Deres gode Genier og hvor de leve i Phantasie og Hierte, der troer jeg ej der er nogen Fare for, at Forstanden skal fortabe sig i det glimrende Steenrige, Smaae-Alferne vil nok viise den rette Vej giennem den klare blaae Luft. Gud give Dem sin Velsignelse til et sandt og rigt Digterliv!

L.M. Ingemann født Mandix.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost