H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Signe Læssøe til H.C. Andersen Oktober 1830

Hop forbi menu og nyheder

Dato: Oktober 1830
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Jeg har et par eenlige Øieblikke, lad mig, gode, kjere Andersen, bruge dem til at tale med Dem - Gud! hvor har Deres elskelige Brev bedrøvet mig, skjøndt det overraskede mig ikke - just dette tænkte jeg mig (men i høiere Grad) for at see Dem, som det gode Menneske, som den gode Søn, kunde jeg ikke tænke mig det anderledes - o Gud, kjere Andersen! vær ikke saa ulykkelig derover, det er jo kun i ringe Grad, hun er saa eene, har saa faae Kilder til Adspredelse, lidt til at vederkvæge sig paa - o Gud, o Gud jeg kan neppe for Graad see hvad jeg skriver - nærm Dem hende ret tidt, ret barnlig, det vil kvæge hende meer end alt andet - Gjør hendes Dage saa blide som mueligt, hun har vel ikke saa mange, og er hun først borte, da vil hver Bebreidelse De maa gjøre Dem hvile tungt paa Deres hele kommende Liv - en Moders Kjerlighed lønner De dog aldrig, gjør idetmindste hvad De kan! husk paa i en bedre Verden bliver kun Hjertet paaskjønnet, paaskjøn allerede her hendes gode, ømme Hjerte, tak ær, hædre hende alt her fordi, maaskee af hende De har det fromme Hjerte der vinder Dem alle Godes Yndest - tænk om hun havde været ond, arrig, uanstændig, uredelig da havde De havt Ret til at sørge gruelig; til aldrig at være glad - men dette - ingen Gode, Kloge ville ringeagte hende for det - og hvad der glæder mig eller rettere trøster mig (thi Glæde er her ikke tale om) er at hendes Kreds paa ingen Maade er Deres Kreds, de enkelte der lægge Mærke til hende har ingen Sammenstød med Dem - altsaa berolige Dem min Sjels udvalgte Søn, Gud give De var min Hermans Tvillingbroder, dog det havde vist ikke været godt for Dem! - Det Synlige af Deres Brev er brændt, det ængstede mig selv at have det i mit Gjemme det maatte ikke sees af Nogen, vær overbeviist om hos mig hviler det som i Graven, mange gode, ædle Mennesker værdige mig deres Tiltroe, men var jeg det værdt hvis jeg skulde dele den atter, nei mit arme Bryst inde slutter mine egne Lidelser og saa mange Kjeres med, o Du gode Gud vredes ikke paa Dit Barn naar hun ikke finder denne Verden god - Vi skulle vist ikke finde sand Lykke her - vore skjønneste Haab blive ikke opfyldte og blive de opfyldte da see vi tidt med Gru at de dog ikke vare de Rette -

Hvorfor lærte jeg ikke at kjende Riborg medens hun var her, jeg havde dengang mange fantastiske Ideer hvordan jeg vilde besøge hende, saadan har jeg nu om at skrive hende til - men det er jo ogsaa ugjørligt - Den Stakkel trænger dog vist til en Veilederinde - hun kan i mange Dele staae over mig - i tung Erfaring - ikke - for ikke at blive ueens med sig selv og sin Gud, maa man jo elske den man ægter - et Fruentimmer overgiver jo Alt til den Mand hun vælger, hun har hverken Lov at være klogere eller bedre end han vil det, hun er Tjenerinde i Ordets egentligste Forstand og Tjenerinde for hele Livet - blive saadant et Baand knyttet af Overilelse, Vane, Hensyn til andre Mennesker saa Gud være dem begge naadige, og allermeest de arme Børn der udvikle sig af saadan Forening, og som blive, just ved disse Forhold, langtfra ikke det de kunde være blevne til - dog dette ville jeg jo ikke sige til Dem, til Riborg vilde jeg sige det medens det endnu var Tid. -

Bedrøv mig dog ikke saa uendelig ved saa inderlig at ønske Døden, o Gud, jeg kan ikke ønske det for Dem, imorges foldede jeg mine Hænder og i det jeg tænkte: Er der ingen Lykke for ham her paa Jorden Gud saa: men saa kunde jeg ikke fremføre mere. Min Moder bad mig ogsaa saa tidt at jeg vilde bede til Gud for hende om Døden - o jeg kunde det ikke,jeg kunde det ikke - derpaa mærker jeg dog ret hvor jeg elsker mig selv, og tager Hensyn til min egen Sorg - jeg har mistet saa græsselig meget ved at miste Moder, skulde jeg ogsaa miste Dem, min dyrebare Ven, der paa nogle Aar hør saadan til min Velværen, at jeg slet ikke kan begribe hvor jeg, før jeg kj endte Dem, har kunnet undvære Dem, nei, nei De maa blive lykkelig og lykkelig leve iblandt os!

Og nu Farvel, jeg skrev saa gjerne tidt, naar jeg vidste at min inderlige Deeltagelse trøstede Dem lidt, og at De rev strax mine Breve istykker at de ikke faldt i andres end Deres Hænder; Gud veed om De kan læse denne Skrift, jeg har saa tidt havt Taarerne i Øinene medens jeg skrev, at jeg ikke ret selv har kunnet see -

Hvorfor kan jeg ikke trøste Dem med Deres Musa - hun trøster vist i mange Øieblikke, men jeg føler, Mennesket i virkelige Lidelser forlanger meere - dog føl høi Glæde over at være af de Udvalgte.

Deres altid moderlige

Signe Læssøe

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter