Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 23. juli 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Odense den 23 Juli 1830

Kjære, gode Fru Lessøe,

Med hvilken Glæde modtog jeg ikke Deres hjertelige, venlige Linier. Gid at der bare havde været dobbelt saa meget! Mit Digt om Vesterhavet behager Dem altsaa. Der skal ikke staae to Gange Masser i Begyndelsen, det maa være en Skrivefeil, kun i den første Linie, siden skal der læses Dynger. Fru Guldberg, der gjør usigelig meget af Digtet, har bemærket mig det samme som De, at Slutningen var altfor barnlig, men omendskjøndt nu ogsaa De siger det samme, kan jeg dog ikke indsee at det er en Feil; jeg synes at denne Overgang er naturlig, at just Beskuelsen af det uendelige Store, maa gjøre Gemyttet barnlig. Ideen om det Uendelig er slet ikke kommen fra Mikroskopet paa Hoffmanns Gave, thi da Digtet blev skrevet havde jeg endnu ikke været der. Hvorledes kan De finde Tittelen: poetisk Jydepotte saa fatal? Det er neppe fordi det er indlandsk; og herregud, der kan jo være gode Ting i en Potte, ja maaskee een af mine bedste Bouketter. I Grunden er Tittelbladet det mindste, og De vil faae at see, at denne Tittel trækker. Om Operaen er der slet intet afgjort endnu, da Manthey ikke vil sige sin Mening før han faaer en Medhjælper; De veed nok at naar man sætter, selv kun en Streg ved et Nul, bliver det dog alletider til 10; dog dette er et Indfald, som her, i det mindste paa den ene Side ikke kan gjælde. Rumohrs Maanskinsstykke synes jeg er hans bedste Stykke, jeg troer han altid bør holde sig i denne Belysning; hans Selvmorder har jeg intet hørt om / hvorledes er det med den, han lever vel dog endnu? - Men jeg snakker saa meget; Bestemmelsen var at De skulde have bare Digte; altsaa kun dette, at jeg er frisk og vel, lever ganske herligt og flagre daglig i den fri Natur; hveranden Dag kommer jeg sædvanlig viis til Byen, og besøger da min Moder; skade at hun aldeles ikke vel kan fatte hvor lykkelig i Grunden min Stilling er; mundtligt lidt mere, det er noget der forstemmer mig. - Glæd mig endnu [en] Gang med et lille Brev, og siig mig da Deres Mening om Havfruen paa Samsøe samt disse medfølgende, der alle skal i Jydepotten.

Nu lev vel og inderlig Tak for Deres moderlige Interesse for mig, Deres inderlig hengivne

Andersen.

-----

1) Den jydske Hede i Regnveir.

#

Ak! Himlen staaer med Graat i Graat,
Og Regnen rusker nu saa smaat;
See, Heden hist og her sig høiner,
Men Lyng, og Lyng og Lyng man øiner.
Hver grønlig Plet gjør Hjertet glad,
Skjøndt Græsset ligner Andemad.

#

Saa tungt i Sandet Vognen gaaer,
Og Lyngen ind mod Hjulet slaaer;
To Smaae-Børn vogte Faar ved Veien;
Hør, Drengen blæser paa Skalmeien,
Imedens fromt hans Søsterlil,
En Psalme synger os dertil.

#

Hun ogsaa andre Viser veed,

Selv den, om "Roat som faldt ned -"
Men tys hvem er det, som sig nærmer? /
Det er Nomade-Folk, som sværmer;
Zigeunere de er paa tydsk,
Men kaldes Kjeltringer paa jydsk.

#

See, Konen her er ikke styg!
Hun bærer Vuggen paa sin Ryg;
Den Lille sover der og drømmer,
Skjøndt Regnen over Vuggen strømmer;
De andre Unger ved Siden gaae,
De tradske godt, skjøndt de er smaae.

#

Hvem veed - selv Tanken gjør saa godt!
Maaskee jeg her, skjøndt Alt er graat,
Skal deres Preciosa møde,
Den fine, lune, søde, bløde!
Hvor er hiin Sol fra Hedens Nat?
Mon hun er alt i Hullet sat?

----------

N 2) Bøgetræet.

Hist staaer et Bøgetræ paa Høien ene,
Afhugget har man jo dets bedste Grene;
Sært ryster Toppen paa den stakkels Fyr,
Han vist fortæller gamle Eventyr,
Om Elskende og andet saadant noget;
Hør kun - forstod man bare Sproget!
"Høi og stolt jeg Kronen bar!
Ægte jo min Stamme var!
Mine Børn, de stolte Grene,
Havde alting paa det Rene,
Fik ei Skjænd, og fik ei Huk,
Drak kun Sol og Morgen-Dug!
Alt har jeg som Fader gjort.
De maae blive noget stort, /
Tænkte jeg, - det kan ei feile!
Som en Skibsmast hver skal seile
Lystig over salten Vande,
See og sees i fjerne Lande!
Men af tretten jeg har havt,
Een blev kun et Kosteskaft,
Gjærdestave blev' de tre,
Men de ni, o bittre Vee!
De fik dog den værste Ende!
De blev kun til Pindebrænde!"

----

- Brudstykke af Reisen -

- Ja, hvor jeg paa min Vandring drog,
Man som en Konge mig modtog!
Det Hele røbet noget stort,
Smukt Skoven stod, som Æreport;
Saa grøn og frisk var hver en Green,
Jeg følte mig en fornem een!
Vel var ei Borgerskabet der,
Men Skovens Fugle sang mig her,
De spillede i Mol og Dur,
Som om det Hele var Natur!
Alt var saa smukt hvorhen jeg saae,
Og Himlen i mit Hjerte laae,
Det vilde gjennem Vest og Frak,
For selv at sige: "mange Tak!"

-----

Hermed følger Brev til Deres Mand, hvori findes endnu et Digt, jeg skrev iaftes, og som ogsaa De skal læse. -

Tekst fra: Solveig Brunholm