Dato: 4. september 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Kirstine Marie Iversen
Sprog: dansk.

Velædle

Madam K. M. Iversen

Enke efter Hr Boghandler Iversen

i Odense

frit

Kjære Mad. Iversen!

Nu begynde vi da paa den gamle Maneer, at tale gjennem en Brev-Lap, hu, hvor det er kjedeligt! det er ret som man gjorte Vesit med tilbundne Øine, men det er dog alletider noget; - Jeg savner Dem alles ammen herhjemme, skjøndt jeg endnu ikke har været ene paa mit Værelse med mine Beskjæftigelser, men flagret om fra Vesit til Vesit. Jeg var nu bleven saa hjemme hos Dem, og jeg savner i Grunden et virkelig Hjem, det vil derfor vare længe før jeg ret bliver hjemme paa mit Værelse, i Byen selv er jeg det alt, det var kun den første Dag den pirrede mig for meget. Men nu maa der snakkes lidt om Reisen. Først Kl. 6 kom vi med Posten fra Odense, og jeg tog da et Skuur over mig med Mikkelsen og slap saaledes for al Regn. Kl: 10 kom vi til Nyborg og først henimod 12 gik vi om Bord. Naturligviis fik vi nu Storm, thi den skal jeg nu altid have, og det taassede Dampskib her, staar endnu daarligere paa sine Been end end Dania. Gud bevares hvor det gik! Søen gik mig over Hovedet, saa den løb ned under Halstørklædet; jeg lovede ikke at tage til Norge næste Sommer (men nu troer jeg dog, jeg gjør det). Alle Damerne vare søsyge, men jeg slap dog, skjøndt det var et stort Under, men havde vi blevne, blot et Qvarteer længer paa Søen, saa havde jeg nok kommen til at offre i Neptuni Sparebøsse. - I Slagelse skildtes jeg fra Mikkelsen, men beholdt min Kalesce lige til Roeskilde, men heller ikke længer, thi Veien var allerede begyndt at blive saa slem, at jeg var næsten slaaet reent i Stykker, det var en hed Tortur; Roeskilde-Veien var saa unaturlig, at Posthestene kun kunde slæbe os den halve Vei; vi maatte faae nye Heste i Roskilde-Kro, og æltede saa først til Kjøbenhavn henimod KI: 12. Nu bleve vi opholdt en hed Time paa Posthuset, saa at det ikke var Tid til at komme til nogen Mennesker, hvorfor jeg tilligemed en Præst Brummer fra Odense-Kanten begave os hen paa et Hotel hvor vi bankede Folkene op, der ikke vilde lade os slippe ind i Huset, før vi havde viist dem vore Pas, da de troede vi vare nogle Sviregaster. Næste Morgen Kl: 8 tog jeg mig en Droske, kjørte hen paa Posthuset og fik mit Tøi op i Vognen og rullede saaledes gjennem Østergade og hjem. De kan ellers troe, at det i det hele taget, var en kjedelig Reise, jeg morede mig derfor med, at tænke paa, om nu alle Børnene vare med - (om Forladelse jeg mener de store Pigebørn) - hvad de vilde sige til dette og dette, jeg kjørte forbi. der kunde godt have været Plads i Vognen til Caroline eller Luise, havde de bare været med! - Fru Lessøe, synes saa godt om Jette, thi jeg har beskrevet hende for hende. Jeg fortalte ogsaa ved Chocolade-Vesitten, den Længsel alle Jomf: Hanekerne havde efter Byen, og deres poetiske Idee om den, og hun syntes da, at de nu havde det bedste, da kun her var de snevre Gader og himmelhøie-Huse, der syntes at ville udelukke os fra hele den deilige Natur. - Min Opera er da nu fuldkommen antagen til Opførelse, og Manthey roser den meget! -::- par djable! - Hos Lessøes synes de bedst om »(af mine nye Digte)«: det første og det sidste. Etatsraad Ørsted derimod mest om Moderen og Drengen paa Heden, men Collins om Havblik; - Moelbech skal være særdeles interesseret for. mig siger Collin, og det vil vist være mig meget gavnligt. - Lad dem endelig alles ammen læse mit Brev, dersom det kan more dem, thi jeg bilder mig ind, medens jeg skriver det, at jeg sidder midt imellem dem, og passiarer ret af Hjertens Lyst. der ere dog ingen vrede for de grusomme Lignelser, hverken Pølsen med Sommerfugle-Vingerne eller Venus i Kjøkkenet? thi de to ere jeg mest bange for !Bare de dog kom her til Byen; men de maa jo kunde komme; lille Gusta har vel sagtens saamegen Plads paa sin Sky, at hun kan seile over med dem, og naar de tage en stor Sky, kan de jo have Proviant med og saa er Reisen og Opholdet her en 8te Dage jo ikke saa dyrt. Alverden har læst Elmquists Anmældelse om mit Ophold i Aarhuus og Heiberg sagde idag at han selv kunde have Lyst at komJ;lle derover for at modtages som en Rottschild. - Jette Wulff sidder, maaske, i dette Øieblik paa Bloksbjerg, thi hun er nu i Hartz-Egnen. I Løverdags, da jeg forlod Odense, blev Mad: Wexschall skildt fra sin Mand, hun skal nu i en Maaned være fritagen for at spille, og er desuden syg, (Betændelse i Halsen), Wexschall siger man har faae t Tilladelse til at reise Udenlands i nogen Tid. Jomfru Zrza skal ikke have gjordt Lykke i Doberan hvor hun har opholdt sig. Mad: Liebe har faaet sin Afsked fra Theatret. Witt-Dørring, siger man, vil nedsætte sig her i Byen for bestandig. Den nye Hovedvagt seer ret anseelig ud, den er bleven en Etage høiere og er vist nu snart færdig; Soldaterne have nu, imidlertid, et Træ Huus ude paa Torvet; Theatret seer ogsaa nu ret pyntelig ud, i sin nye, hvidgraae Kjole. Lindbergs Pjese har jeg læst, det er en flau Ubetydelighed, og alt hvad han citere af Clausens Ord, er det eneste fornuftige, saa det er naragtig at see Sligt blive bekjæmpet; Lindberg vil have vi skal troe, at der ikke er Myther og Poesi i Bibelen, men at Vor Herre har skrevet den selv, og at Christus har været nede i Helvede 3 Dage, for at omvende Hedninger. - Til Jomf: Langes Bryllup med Larcher var der et udvalgt Selskab, saaledes parredes Konferentsraad Collin med den ækle Jomf: Werning, Konferentsraad Manthey med Figurantinden Jomf: Larcher, Dandseren Funk med Fru Biilow o. s, v. - I Bladet: Dagen er Bryllupet besjunget af Poeten Johannes Wildt. Iaftes (Torsdag den 2 Sept:) aabnedes Theatret med 0ehlenschlægers nye Lystspil: Trillingerne i Damask med Musik af Kuhlau; Musikken skal have været ganske fortræffelig, og Kuhlau .førte selv Orkesteret an og blev ved ethvert Nummer uhyre aplauderet; for Stykket blev der kun een, høist 2 Gange klappet under Handlingen, først ved Slutningen fik det sit; det vil neppe blive et Theater-Stykke, derimod skal det love mere at læse. Trillingerne, Bauer, Swartsen og Winsløw jun, lignede hinanden saa fortræffelig at de ikke kunde kjendes fra hinanden. - Jeg har endnu ikke været paa Komedie, thi Mantheu som skulde udstede mig min Billiet, vil ikke, da han siger at det først kan skee naar min Opera er opført, men Collin siger at han vil gjøre mig Uret, nu skal Sagen for i Directionen paa Thorsdag, og det kommer da an paa om Molbech, der er paa mit Partie seirer; det er dog en slem Person, den Mantheu, jeg kunde næsten blive vred! dog, Herre Gud, han maa gjøre sig til mens han lever, naar han er død, saa er han og hele hans Herlighed glemt 10 Aar efter. Hertugen af Vendomes Pager skal være ret nydeligt; een af dem er nemlig forelsket i Hertugens Niesse, og giver hende en Serenade, Hertugen kommer der efter, men Pagen flygter, og Hertugen beholder kun hans Sjerf, men kommer dog ikke derved til at kjende ham, thi Pagen faaer Skjerfet af alle sine Kammerater og'saaledes bliver det ved, da endelig Hertugen siden kommer efter ham og de andre sover i Teltet, lægger Pagen sig ogsaa som han sov og nu har Hertugen den smukke Idee, at føle paa alle Pagernes Hjerte, det som banker stærkest er da den rette, og saaledes opdages han, er dette ikke smuk. Enden bliver vel sagtens god for Pagen, tænker jeg, jeg har glemt at spørge derom. Deres Brev har jeg besørget, kun det til Mad: Halling mangler, thi her mangler aldeles Adressen, og i Veiviseren hvor jeg har søgt er der flere af dette Navn. Hils nu begge deres Døttre, Svigersøn og Jette, Jane, Lovise, Augusta, Caroline, lille Christian og alle gode Venner og Bekjendtere uendeligt meget fra mig, og naar de ikke have andet at tænke paa, saa tænk paa mig! - Nu lev vel! og tak for de mange lykkelige Dage jeg havde hos Dem, har mine Digte noget Værd, da var det vist Deres venlige Omgivning og rolig Landsted der indgav dem en stor Deel deraf. Levvel!

Deres sønlig hengivne

Andersen.

Kjøb: den 4 September 1830.

Et nyt Digt har jeg skrevet.

Spillemanden.

1

I Landsbyen gaaer det saa lystigt til,

der holdes et Bryllup med Dands og Spil,

der drikkes Skaaler i Vii n og Mjød,

Men Bruden ligner en pyntet Død.

2.

Ja død hun er for sin Hjertenskjær,

Thi han er ikke, som Brudgom her,

I Krogen han staaer med Sorgen sin,

Og spiller saa lystig paa Violin.

3.

Han spiller til Lokkerne blive ham graae.

Han spiller saa Strængene briste maae!

Til Violinen med Sorg og Grue

Han trykker mod Hjertet reent itu.

4.

Det er saa tungt, saa knusende tungt

At døe mens Hjertet endnu er ungt.

Jeg mægter ei længer at see derpaa,

Jeg føler det gjennem mit Hoved gaae.

5.

Saa Mændene holde ham fast i Favn -

- Men hvorfor nævne i mig ved Navn?

Vor Herre bevare enhvers Forstand!

Jeg selv er en fattig Spillemand!

H. C. Andersen.

Paa Mandag mellem 2 og 3 sidder jeg hos Heiberg og læser alle mine nye Digte, han har lovet at være en streng Kritikker.

Min Adresse

store Kongensgade 33 3 Sal.

Tekst fra: H.C. Andersens Hus