Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: Oktober 1830
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Hanck
Sprog: dansk.
Luftaanden

Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. - Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred.
Et Hjerte – ja, et Hjerte [frøgte?] søgte han at møde!
Rundtom sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo mod ham, ren og klar; [der står mod og ikke med]
Da løftede han kjækt sit Vingepar,
Og svang sig [overstr: til] mod det første Stjerne-Lys -
Det var vor jord; [og rettet til:] men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor menneskeaander, fjernede fra sit Hjem,
Klæbed' i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord,
Og han saae kun en rullende Jord.
Da fløi han mod Tankens ydderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae.
Da svulmede hans Bryst og i Toner det klang,

– Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.

H.C. Andersen.

i jagende Hast.

[langs kanten:] Vil De sige mig Deres Mening om hver af de sidste Digte – ogsaa de andres Mening modtages med Taknemlighed. Subscriptions Planen vilde jeg nu gjerne have. Lev vel! /

ST. Jomfru Jette Hanck

afleveres hos Hr Bogtrykker Iversens Enke i Odense. Frit.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 13, billed 6173-74)