Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. februar 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[uddrag]

Vil Du nu høre noget om Sorø og de soranske Planter? Dog Du kjender vel de fleste. Hvad holder Du af Ingemann, denne værdslige Christen, først en sanguinsk Erotiker, siden efter og endnu Nordens første Historieskriver? Han synes at gjøre meget af Dig, og bekræfter den Dom, jeg engang i en Samtale med Dig har fældet over Dit nuværende Standpunkt. Kan Du harmonere med ham og vil Du slutte Dig nærmere til ham, lader der sig vist trække mange Fordeele for Dine Arbeider derudaf; for mig har han endnu noget je ne sais quoi, noget koldt og dog uden egentlig Reflexion, noget altfor bequemt og mageligt i sit Væsen, der forhindrer al oprigtigere Tilnærmelse fra min Side. Maaskee taber sig denne med Tiden, jeg mener denne Opfatning af hans Individualitet, og jeg seer ham i en bedre Belysning. At der maa være meget i dette heerlige Gemyt, noget dybt og grundende, kan jo ikke feile, og jeg har i det Par Gange, jeg har seet ham, allerede ofte havt Leilighed til at glæde mig over den Skjæbne, der har ført mig til Sorø. Endnu i Forgaars Aftes var han nogle Timer hos mig, og udfoldede fra Tid til anden en Anskuelse af Værden og Livet, der var værd til nøiere at overveies, endskjøndt jeg divergerer fra ham i de fleste Punkter. Men hvad siger Du om hans Kone? er det ikke et Par himmelske Øine, hun har? O saa fulde af christelig Troe og Hengivenhed til Herren! Der maa enhver værdslig Tanke forsvinde, naar man seer paa denne bodfærdige Skikkelse. - Overhoved det er ikke saa galt herude, som Kjøbenhavnerne troe. Jeg kom hid med ganske andre Forestillinger, og jeg frygtede for at finde lutter smaalige Forhold, et spidsborgerligt Væsen hos de Fleste; men istedetfor Hovedstadens Stivhed hersker her en ugenert og fortrolig Tone, og de mange Videnskabsmænd, hvoraf man her omgives, veie noksom Jer Daglitteratur op, hvoraf Jer Market oversvømmes. Fra den Side betragtet, har jeg al Aarsag til at føle mig tilfreds og lykkelig, og jeg kunde maaskee ønske at leve og døe i dette Exil, naar jeg ikke med Jernlænker var smeddet til en Klippe, hvor jeg eensom og forladt maa udgræde alle mine Taarer. Dog hvorfor vil jeg klage? Bruser ikke Livets Fylde i mig, og svæve ikke mange Skjønne Billeder paa min Horizont, medens Morgensolen begynder at oplyse Mark og Skove.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost