Dato: 7. marts 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 7. Marts 1831

Kjære Andersen!

Sick melder mig, at Du med hver Post seer nogle Linier fra mig imøde. Hvorfor skal jeg da vente længer, da jeg veed, at jeg er Dig kjærkommen?

Tak for Dit sidste Brev, og for den Fortolighed, Du viser mig deri. Vær overbeviist om, at jeg skal gjengjælde den, og at Alt, hvad du nedlægger i Vennens Barm, skal være dyrebare Panter for et Forhold, der idetmindste fra min Side er knyttet under Tanken om et oprigtigt Venskab.

Bruden fra Lammermoor har Du altsaa færdig. Jeg længes virkeligen efter at see dette Stykke, da jeg ikke kan gjøre mig nogen Forestilling derom; var det ikke muligt, at jeg kunde faae det at see, førend det bliver trykt? Sandsynligviis har Du dog skrevet det reent allerede; send mig Kladden, gode Ven, snarest muligt; den skal være sikkert opbevaret under mine Hænder og i Pulten.

Som jeg hører, studerer Du nu ret ivrig den danske Historie og især den første Halvdeel af det sextende Aarhundred. Jeg formoder, Du gjør det med Hensyn til den historiske Roman, som Du vil snart begynde paa, og hvis Udførelse ofte var Gjenstanden for vore Samtaler. Du yttrer selv i Dit Brev, at Du tænker ret alvorligt derpaa, og at det vil blive det første, større Arbeide, Du lader komme ud iblandt Publikum. Med Hensyn til Qvantum, har Du maaskee Ret deri; men jeg tvivler om, at Du i de første Aar vil skrive noget, som i indvortes Gehalt kan overgaae Din sidste Samling af lyriske Digte. Hos talentfulde Mennesker er det for det meste Tilfældet, at de i deres første Arbeider udgyde deres hele, unge Kraft, saa at sige fremstille deres hele Individualitet paa eengang i store og dristige Contourer; hvad de siden efter skrive, udfylder Rummet indenfor Kredsen og giver en nøiagtigere Kundskab til deres Væsen. Tænk kun paa Göthes Götz og Werther, Schillers Røvere og andre flere. Skuer Du f.Ex. ikke i Werther den hele Göthe, saasom han siden i alle sine Skrifter har viist sig? Og er Karl Moor ikke den personificerede Grundtone, som klinger os i ale Schillers Tragoedier imøde? Paa samme Maade, troer jeg, har den, som forstaaer sig paa slige Toner, paa eengang faaet at vide, hvad man har at vente af Dig; og at en saadan høre hvergang med Opmærksomhed efter, naar Du griber i Dine Strænge; kan Du let tænke Dig, endskjønt han gjenkjender Dig strax i alle Dine Melodier.

Men hvad jeg vilde sige om Din Roman, som Du agter at begynde paa, saa kan jeg ikke holde nogle Tanker derom tilbage, saa gjerne jeg end lod Dig uforstyrret i Dine Sysler. Saa ofte jeg ruger over slige Ting, forekommer det mig bestandig, som om det vilde falde Dig vanskeligt, ja næsten umuligt, at skrive slig en historisk Roman. Betænk, hvad der hører til, først at sætte sig ind i en eller anden Periode af Historien, og derpaa, efter at have optaget den i sit eget Indre, at skabe et Billede deraf. Og hvad der er Tilfældet i det Store, bliver det endnu mere i det Mindre, i Fremstillingen af enkelte, fremmede Charakterer, der som oftest kun have meget faaae Berørelsespunkter med Ens eget væsen. Du er aldeles ikke en historisk Charakteer, det vil sige, et Menneske, der har nødig at tye hen til andre Tider og Mennesker, for at finde noget hos dem, som endnu mangler Dig; Du har en, som det synes, uudtømmelig Fylde i Dig selv, der kun behøver at styres og blandes, men ikke at forøges. Af en ganske anden Art ere Historieskriverne, forresten gode Folk, der glemme sig selv og leve i Andres Skikkelser, f.Ex. Niebuhr, der vist gjerne ønskede, at den hele Verden blev romersk og det latinske Sprog det almindelige for alle Nationer. Ifølge heraf mangler Dig ogsaa den ene Art af Objektivitet, nemlig den historiske, endskjønt Du besidder en anden, som jeg vil kalde den momentane. Du er altsaa kun istand til at give Dig selv, endskjønt under mangfoldige og ægte kunstneriske Former og Dragter, men vel mindre skikket til at fornægte Dit eget Væsen, som Naturen har givet Dig.

Dette er min Mening om Dit Forsæt, at skrive en historisk Roman. Det kommer nu an paa, om Du forstaaer det ganske, som jeg mener det. I al Fald skriver Du mig vel nogle Ord desangaaende; jeg er bange for, at Du blander Dig selv alt for meget ind i Christian den Andens Tid og sætter Dig, for at bruge et Shakespearsk Udtryk, adskilt i mange Stjerner paa Danmarks daværende Himmel. Jeg troer det ikke uden Grund; thi selv i den lille Sang for Foreningen, som Du sendte mig, og som forresten er ret nydelig, vare tydelige Spor af det, hvad der qvæler Dig.

Du Stakkel, jeg føler den største Medlidenhed med Dig, kunde jeg dog trøste Dig, lindre den usigelig store Smerte, der fortærer Dig! Bed Gud, jeg skulde opoffre alt, hvad jeg eier, kunde jeg blot see Dig engang lykkelig og helbredt af de dybe Saar, som Livet har slaaet Dig. Men fortvivl ikke; Tiden giver tilbage, hvad den har taget, om ikke det samme, saa dog noget andet, der kan erstatte det Tabte.

I disse Dage har jeg begyndt paa at omarbejde et lille romantisk Epos, som jeg skrev under mit Ophold i Frascati i Sommeren 1828, men som jeg tillige med Andre Arbeider fra denne Tid har ladet ligge i Pulten, for ret at kunne underkaste den en streng og objectiv Prøvelse. Desværre seer jeg nu, at jeg maa forandre meget deri, saavel hvad Planen angaaer, sommange enkelte Partier. I Paasken haaber jeg at kunne vise Dig noget deraf; indtil denne Tid beder jeg Dig om ikke at anbetroe den lille Hemmmelighed til nogen anden.

Fra Ingemann og Wilster venlig Hilsen. Fra J. skal jeg bede Deg om, snarest muligt at lade ham tilkomme et nyt og forbedret Oplag af Dit sidste Brevs Udgave, som havde desværre en saa uheldig Skjebne.

Din hjertelige Ven

Lorenzen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost