H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra C H Lorenzen til H.C. Andersen 14. marts 1831

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 14. marts 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 14. Marts 1831

Min kjære Andersen!

Dit venlige Brev modtog jeg først i Søndags Eftermiddag Kl. 4, da Sneen og Uveiret havde forhindret Posten fra at komme til rette Tid. Det var mig derfor mumuligt at skrive Dig til endnu samme Dag, saa gjerne jeg end havde ønsket at kunne vise Dig, med hvilken Hurtighed jeg opfylder en Vens Ønsker.

Gode, kjære Menneske, hvad skal jeg svare paa alt det, som Du har fremsat med saa rystende, hjertegribnede Ord? O, Du er vist god sm Blader, Gudernes Yndling! Herrens Haand hviler tungt paa Dig, medens han fører Dig gjennem Din forunderlige Skjebne. Men betænk, kunde Du synge saaledes, som Du gjør, og lade Din Sang svæve hen over Mark og Skove, snart som milde Vetenvinde, snart med Stormens vældige Brusen, naar Livets Angst ikke havde lært Dig slige Toner? See paa Fuglen, der sidder i Lunden og vugger sig paa beskyggede Grene; den synger den samme Melodie, naar Lynild faar ned fra Himmelen, eller naar Aftensolen forgylder den med matte melankolske Straaler; den kjender intet til Livets mørke Gange. Hvad var Din Sang vel, hvis Du ikke følte noget af Naturens usigelige Herlighed og tillige af den tunge Byrde, som hviler paa os alle? Den vilde være, hvad saa manges Sange ere, kun tomme Lyd og prægtigt klingende Ord. Men skal Skjalden ikke være andet, end lydende Malm og en klingende Bjælde?

Haardt er det, altfor haardt, jeg tilstaaer det, ogsaa kun engang at friste Tantalus' Skjæbne. Jeg kjender det af egen Erfaring, hvad det betyrde at elske en Qvinde med Hjertets hele, ungdommelige Kraft. Ogsaa jeg var nær bleven knust, hvis Himmelen ikke havde hærdet mit Bryst og styrket mine Kræfter. O, jeg glemmer aldrig det Øieblik, da jeg for sidste Gang talte med hene og skulde forlade hende for bestandig. Denne Aften staaer skrevet i mit Hjerte med frygtelige Flametræk; thi mit hele Livs Lykke er gaaet ti Grunde med hine Minuter. men see, staaer jeg nu ikke opreist som en ung Eeg og trodser alle Verdens Storme? Og synge kan jeg, som aldrig før jeg kunde; thi hine Aar have lært mig Melodier, som jeg ikke havde ahnet.

Jeg skrive rikke disse Ord for at trøst eDig; thi paa Nødens og Storrigs steile, snævre Sti maa enhver gaae alene, og ingen kan vise hamVeien til Lyksalighedens Tempel. Men jeg er overbeviist om, at den Kraft, som svulmer i Din Barm, aldrig skal forlade Dig, og at Du engang vil finde Ro, og en skjønnere Ro end paa hiin Tid, da Du endnu ikke kjendte noget til Savn og Smerte. Thi hvis Din Poesie ikke er blot en Tidsfordig for Dig eller, endnu værre, et Middel for mindre ædle Hensigter, men Frugten af en indvortes Trang, Udtrykket af den guddommelige Skaberekaft i Dig, saa maa Digterlivet i sin gigantiske Skikkelse staae høit og herligt for Dine Øine, og alt det øvrige kun være Bisag med Hensyn til dette. ja, det er min ramme Alvor; Du har kun at vælge mellem et Hverdagsliv med dets roligt og bequemt bortrullende Dage, og Apollos Laurbærkrone med dens saarende Torne. Dog Gud har ikke skabt Dig til at spise og sove; tager jeg ikke feil, saa er der noget i Dig, som bebuder os alle mange, skjønne Timer.

Skal jeg nu fortælle Dig noget om mig selv og om det, som jeg bestiler i denne Uge? Det vil synes Dig besynderligt, at jeg har taget fat paa Kingo's Psalmer. Men han og Ewald ugjøre nu næsten udelukkende min Lekture. Den gamle Kinto er ret bleven min Yndlign i denne Tid; jeg finder hos ham, hvad jeg savner i den største Deel af vor nyere Litteratur, en klar og dyb Bevidsthed om Verdens to Hemisphærer, det Godes og det Ondes Rige, og dertil poetisk Sands og Fynd i Ord og Tanke. maaskee bidrageer ogsaa den totale Opposition, i hvilken jeg føler mig tl ham, meget til at gjøre hans Individualiteet endnu mere tiltrækkende for mig; men uden at tale videre derom, hvo har vel i de sidste 50 Aar skrevet to Sange, som disse: Sorrig og Glæde, de vandre tilhobe osv., og den mageløs deilige Psalme; Far, Verden, far vel, jeg kjedes nu længer at være Din Træl osv. Siig, er det ikke, som om alle Sjælens Nerver rystede ved disse simple, betydnngsfulde Ord?

At jeg beskjæftiger mig saa meget med Ewald, ertil har Molbechs ypperlige Bog om hans Levnet givet Anledning. Det er længe siden, at jeg læste ham sidste Gang; hvis jeg mindes ret, var jeg dengang omtrent 15 Aar; men han gjorde et saa dybt og afgørende Indtryk paa mig, at jeg aldrig har kunnet glemme ham, ja, at jeg i lang Tid ikke tog andre Bøgeri Haanden. Jeg har fra den Peirode endnu et lile Digt: Balders Drøm, som er fuldt af Ewaldske Tanker og Phraser, og naturligviis kun et ubetydeligt Arbeide; men Grundtonen deri er dog et saa tro Aftryk af en barnlig Sjæl, at jeg har i Sinde at benytte det engang med Tiden.

Du forundreer Dig over, at jeg kan gjemme mine Børn saa længe i Pulten. Det er for vidtløftigt at udvikle alle de Grunde, som bevæge mig dertil; men een kan jeg dog sige, nemlig, at den Nydelse, jeg føler ved at skabe dem, er for mig det Høieste; hvad verden siger om dem, er mig som oftest ganske ligegyldigt.

Herved sender jeg Dig en lille Prolog til mit Epos. Je ghar maaskee ikke gjort Ret i at heise Flag paa Huset og holde Gilde, førend Murene ere færdige; men jeg vilde dog benytte en øieblikkelig gunstig Stemning. Skriv mig, hvad Du synes om den.

Og nu lev vel, min kjære Andersen; nu, troer jeg, tør jeg kalde Dig min i al Evighed, og ingen Verdens Magter skulle rive mig ud af Dine Arme. Ja, Du er et godt, et sjældent Menneske.

Din

Lorenzen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost