Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 24. april 1831
Fra: C H Lorenzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø den 24. April 1831

Min kjære Andersen!

Altsaa for sidste Gang, førend De foralder Danmarks deilig Vang og Væng, skal jeg skrive Dig til. O, kunde jeg være et Par Timer alene med Dig og trykke et Afskedskys paa Dine Læber!

Jeg er nu ganske restaureret igjen og skriver til sildig ud paa Natten. Morgensolen begeistrer mig, og mine Tanker flyde hen over Papiret som flammende Bølger, min romerkse Lampe gjør mig rolig, saa at jeg ret kan fordybe mig i mit Hjertes skjulte Vraaer, nyde den Længsel og Kjærlighed, som jeg føler i min Barm, og overlade mig til ine Phantasier.

Medens jeg var syg, fik jeg fat paa Napoleons oeuvres choisis, og læste dem i halvanden Dag igjennem. Men derved havde jeg tillige faaet et andet Arbeide at bestille; thi den store Charakteer, somher har skildret sig selv, havde opfyldt mig med saa mange Ideer, at jeg nødvendigviis maatte befrie mig for dem. Igaar Morges vaagnede jeg meget tidlig; det var næppe blevet lyst endnu, og en Mængde besynderlige Drømme foer mig omkring i Hovedet. I et Øieblik var jeg da saa ved Pulten, og som rasende kastede jeg mine Tanker paa Papiret, saa at Ordene ordentlig dandsede formine Øine, og førend Kl. slog ni, laae en (NB. alt for lang) Monolog færdig paa Bordet. Hvad der skal blive af dette besynderlige Foster, maa Gud vide. Jeg kan ikke gjøre andet derved, end at lade det ligge i nogen Tid, for at see, hvorledes det siden vil tee sig.

Min hovedbeskjæftigelse er ellers Kjæmpeviserne. Jeg roder omkring i dem, for at finde Stof til nogle Romanzer og Ballader, og tillige, men dette er kun Bisag, for at studere den Grundtone, som de omtrent alle have tilfælleds. Hvad der er mig meest paafaldende deri, er det Naive, Diminutive og Eventyrlige og især den originale Maade, hvorpaa der fortælles, uden Sammenhæng, uden Overgange, saa abrupt og dodg uden at det forstyrrer Læserne. Mit Bytte har hidtil været taaleligt nok; men jeg haaber at finde mere. Især er mig en lille Sang saare mærkelig; og jeg lagde den straks til Sie, for engang at dramatisere den; men desværre mangler den al histirisk Grundvold.

Hvad siger Du om Huldregaverne? Er det en Verden, hvori Du gad levet= Jeg har læst Bogen to Gange og agter at læse den endnu oftere. Det er et ganske eiendommeligt og tillige mærkværdigt Produkt i vor Litteratur, da det udelukkende er beregnet paa visse Omstændigheder, visse Forhold og paa vor Samtid. Der gives ikke mange Poeter i Danmark, som have Landet i Øie, medes de seile. Og dertil kommer den geniale, indtagenede Fremstilingsmaade og den usædvanlige Frimodighed. Ellers pleier man hos os at tage Hensyn til sine dyrebare Herrer Colleger. Hvad der støder mig deri, og hvorom jeg ideligen disputerer med Ingemann, er det, at Ole efter den Scene, hvor han tager Afsked med Greven, har opgivet sin hele, forrige Ideeverden, for at finde en bedre, men at Læsren ikke faaer at vide, hvori denne da egentligen bestaaer. I. siger, at han med veberaadet Hu ikk ehar vilet antyde det vidree end med faae Træko gkun historisk; thi dertil vilde der behøves en egen, ny Bog. Men mig synes dog, at han gjør Læsren atlfor begjærlig efter det sande Liv, og kun forbliver negativ, uden at give noget bedre istedetfor det Forsvundne. Dog dette kuni Forbigaaende; jeg holder desuagtet meget af Bogen; thi jeg seer deri en ganske eiendommelig Individualitet, som man ikke allevegne har den Lykke at møde.

Om Wilsters Digte, som re udkomne, en andengang.

Ing. fortælller mig, at han vil give Dig et brev med til Tieck. I ham vil Du finde en lille, krumo g contrakt Mand, med storagtige Træk og herlige, brune Øine. Under mit Ophold i Dresden kom jeg ofte til ham; men han erindrer den ubetydelige Student vel næppe.

Herved følger et brev til min Schellbach i Berlin. Hils ham tusinde Gange og fortæl ham alt, hvad Du veed om mig. Skulde han være bortflyttet fra det Huus, hvor han endnu boede forrige Efteraar, saa faa endeligen hos Folkene deri Huset hans nuværende Logis at vide. Glem det ikke, min kjære A., det ligger mig meget paa Hjertet.

Endnu Eet. Jeg pleier atlid at tage Copie af mine Breve, men har i dne Tid, jeg er herude, ikke havt Tid til at gjøre det ved dem, jeg har skrevet itl Dig. Vil Du ikke slaae Papir om dem, forsegle Pakken og give den til Sick for at besørge den ud. Du skal faae den tilbage, naar Du kommer hjem, hvis Du holder det for Umagen værd. Og h ermed da et hjerteligt Faravel. Din gode Geniujs føre Dig lykkelig gjennem Tydsklands Tryllerige og tilbage i mine Arme!

Din Ven

Lorenzen

Jeg venter bestemt Brev fra Dig paa Reisen. Du frankerer kun indtil Hamburg og sætter udenpaa Brevet: per Hamburg. - NB. LÆg ikke Dine Breve i Kufferten; det er farligt paa Reisen i Tydskland, da Du ofte visiteres.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost