Høystærede Herr Andersen!
Ved Nytaarstid og i forrige Uge glædede mig Deres 2de ærede og venskabelige Skrivelser af Juleaften og 19de ds., for hvilke Begge jeg aflægger Dem min mest forbindtlige Taksigelse.
Det er os her i min Familiekreds saa saare behageligt at være saa venlig erindret af Dem, og det vil være os endnu kjerere at see Dem her igien naar der gives Leilighed dertil; og De vil være os hiertelig velkommen naar De paa en Vandring til eller igiennem Deres Fødeøe seer ind til os. Jeg haaber at De ikke er vred, fordi jeg saa længe har udsat Besvarelsen af Deres førstnævnte ærede Brev, men skulde De være det en lille Smule, da beder jeg om Deres venlige Tilgivelse derfor, og haaber. at De erindrer Dem Forskiellen mellem en Digter og en upoetisk Mand. Deres Digte have baade vi og Mange læst gierne og med megen Behag, Deres Forfatter ønske vi lykkelig og heldig Fremgang i sine Studier og paa den Bane paa hvilken han sikkert, egentlig efter Kyndigeres Dom end min, i Forening med hine vil giøre store Fremskridt.
Hvad der tildrog sig i Studenterforeningen med Hensyn til Deres Digte læste vi med særdeles Glæde baade af Deres og mine Sønners Beretninger; og ikke mindre glæder os Optagelsen af Deres Stykker af Theaterdirectionen.
Min Kone, mine Døttre og jeg glæde os Alle over de os tilkomne Foræringer dem vi bevare som kiere Minder af Dem.
Min Handelsven Hr. Agent Hammerich har i sin Tid indbetalt Beløbet af de mig til Uddeeling sendte Exemplarer af Deres Digte og hvormed denne Gienstand er afgiordt.
Med Hensyn til Deres venskabelige Valg af min Christian til Reisefælle paa den interessante Vandring som De agter at foretage over Lübeck, Hamborg, giennem det hanoverske, en Deel af Sachsen og Brandenborg, da fortiener De min særdeles forbindtlige Tak derfor og jeg yder Dem den herved af ganske Hierte. Men ligesom det - De tilgiver at jeg uden Omsvøb siger det reent ud - inderlig vil glæde mig at høre Dem nævne som Candidat saaledes er det ogsaa mit Ønske at Christian bestræber sig for at naae dette Maal saa hastig som han dertil kan blive forberedet, og saa gierne som jeg virkelig undte ham den Glæde at see sig om i fremmede Lande, og blandt saa mange forskiellige Mennesker at tumle sig igiennem og derved uddanne sit Ydre især, samt modtage for sit indre Væsen hvad slig Omgang ogsaa derfor kan lade falde af, saa meget maa jeg befrygte Muligheden af at en slig 6 Ugers Afstikker, i godt og behageligt Selskab, i den skiønneste Aarstid, i saa skiønne, interressante Egne og Stæder; at Alt dette Fortrinlige og Herlige ei alleen e for Øieblikket kunde bevirke for stor en Adspredelse men endogsaa efter Hiemkomsten, eller til næste Aar, kunde bevirke en Attraae og Længsel efter Gientageise, og giøre ham mindre eller aldeeles uskikket til at arbeide sig frem i de tørre Studier, med den Kraft som er nødvendig for ham for at kunne blive, hvilket jo er og maa være hans ivrige Ønske som det er mit, en duelig Embedsmand i Staten som forstaar hvad han bør med Hensyn til sin Bog. Lever jeg naar min gode Dræng, med god Carakteer, bliver Candidat og min Formuestilstand tillader det da vil jeg slaa paa andre Strænge end de jeg nu føler det at være min Pligt at lade lyde, thi jeg ønsker gierne at han i Tiden, naar han meere endnu kan profitere deraf og mindre være udsat for et virkeligt Tab, lærer Lande og Folk at kiende uden for Danmark. Men nu er det nok rigtigst at opsætte.
Synes De ikke ogsaa høystærede Herr Andersen! at det er bedst at lade Christian blive lidt længere hi emme inden han kommer uden for?
Jeg er iøvrigt eenig med Dem i, at den kiere Sønnechen nok kunde vinde saa mange Timer fra Søvnen som 6 Uger indeholde, NB paa 2 il 3 Aar, idet mindste som han sover her og jeg vil inderlig ønske at han vil vinde dem uden at kunde benytte dem til Reisen. Nu maa De ei ilde optage Kiøbmanden sit tørre Raisonnement som vist nok er grundet paa idel Beregning men søge at undskylde ham saa upartisk og saa godt som De formaar. Min Kone, mine Døttre og jeg ønske Dem paa det hierteligste en lykkelig, nyttig og behagelig Reise og at De paa den maa uafbrudt være i Besiddelse af et godt Helbred og et muntert Lune; dernæst hilse vi Dem paa det venligste
ved Deres ærbødig Forbundne
Lauritz Peter Voigt.
Faaborg 26. April 1831