Dato: 13. juli 1831
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 13 Juli 1831

Kjære Hr: Professor.

Da her just er en god Leilighed, eftersom min kjære Christian Voigt, reiser hjem til Fyen, og paa Veien vil besee Sorøe, kan jeg ikke andet, end jeg maa skrive Dem til, skjøndt jeg i Grunden Intet har at fortælle Dem, men saa taler jeg dog, paa en Maade, med Dem, og det veed De nok er mig saa usigeligt kjært. - Jeg veed ikke ret endnu om jeg faaer Dem og Deres Kone at see i Sorøe, denne Sommer, Kammeraad Bang paa Nørager har inviteret mig til sig, og paa denne Udflugt vilde jeg da komme til Dem i Sorø, men jeg kan ikke ret blive enig med mig selv, skjøndt det nu er paa Tiden, vil jeg reise; jeg har meget at bestille med min Lanterna magica (jeg veed ikke om jeg har sagt Dem, at det bliver Navnet paa min Reise), jeg skriver daglig paa den, men maaskee blev det dog bedre, der ude i Guds frie Natur. Jeg finder det ogsaa dræbende her i Byen, og næsten daglig flagrer jeg ud til Venner paa Landet, tager en Bog med Sjæleføde i Lommen, og Blyant og Papir i min Tegnebog, og saa skriver jeg Digte / om den smukke Bjergnatur, jeg nu, ikke længer seer, uden med mit sjælelige Øie. - Disse komme, naturligviis ind i Reisen, her er to som en Prøve;

#

Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae,

Hvor de sorte Graner staae,

Hvor Kilden risler fra Fjeldets Stene,

Sidder jeg ene.

Snart er Fjeldet en Ø;

Skyerne staae, som en uhyre Sø;

Nu skilles de her,

Og i Sol-Lysets Skjær

Seer jeg dernede den grønne Vang.

Der var jeg engang,

Der, hvor Fuglene slaae,

Hvor de brune Hytter staae,

Hvor Røgskyer, blaalige, hvide,

Hvirvle ad Bjergets Side.

Et Hjem fandt jeg der!

Jeg fandt en Hjertenskjær.

Tanke og Sjæl følte jeg brænde

Ene for hende!

Hun elskede mig - hun var tro.

Tro - derfor skildtes vi to.

Hun var Brud - dernede de bygge

I Hytten hist hvor Egene skygge,

Hvor Røgskyer hen over Toppene bølge.

Hun sin Tanke maa dølge,

Hun tør ei tænke paa mig.

Dog, drømmer Hjertet kun Dig!

Synd jeg dynger paa Synd i min Smerte, /

Du, kun boer i mit Hjerte!

- - O Du Skyernes bølgende Hav,

Skjul mig min Kjærligheds Grav!

----

Et andet lille Digt der har samme Grund-Tone, vil jeg ogsaa meddele Dem:

Kulbrænderen.

#

Mellem Skovens Graner her,

Skinner Ildens røde Skjær;

Kulsort Røg fra Hytten gaaer,

Foran Ilden Svenden staaer,

Og belyst af Træets Glød,

Seer han ud halv sort, halv rød!

Han de store Masser vender,

Stærkere det brænder.

#

Lænet til sin Løfte-Stang

Nynner han en gammel Sang:

"Granen voxer Aar for Aar,

"Altid lige froe den staaer,

"Som min Kjærlighed saa skjøn,

"Altid grøn - men dunkel grøn!"

- Sangen ingen Trøst ham sender.

- Dybere det brænder. ----

Hils Deres gode Kone fra mig og glæd mig dog med et Brev, Deres af Hjertet

hengivne

Andersen.

[Udskr:]ST

Hr. Professor og Ridder

B. S. Ingemann

i Sorø

ved Godhed

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 47-50)