Dato: 4. december 1831
Fra: Chr. Høegh-Guldberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense den 4 December 1831

Kjæreste A! Hjertens Tak for hver en Linie fra Deres Haand, baade de skrevne og de præntede! I denne sidste Yttring maa De forstaae "Skyggebillederne"; som jeg rigtigt har modtaget, og hvorfor baade jeg og min Datter baade broderligt og søsterligst takke Dem.

Jo meer jeg læser dette lille Opus, des meer glædes jeg. Jeg har allerede før sagt Dem, hvormeget jeg holder af det; men jeg maa endnu engang sige Dem det. Der er baade Viid og Hjerte deri, og af begge Dele er der tilpas. Giv os snart en lignende Kage; den kan presenteres til Dessert, hvor det skal være.

Ogsaa "Vignetterne" finder jeg meget gode; de ere epigrammatiske, som sig hør og bør. - Men nu noget Andet! De kalder mig altid Deres faderlige Ven, og deri gjør De Ret; thi min Søn elsker jeg ikke høiere end Dem, min Andersen! En Fader - skal han være Meer end Navnefader - vil imidlertid ogsaa gjøre sin Ret gjældende, og lad dette nu være en Fortale til en faderlig Tiltale, der, fordi den kommer fra Hjerte, ogsaa finder Hjerte, og det min Søns Hjerte.

Du bringer, mig, kjære Søn, en Confessio i Dit sidste Brev af samme Indhold og Art, som Du før har bragt mig den; det er Din Kjærlighed, Din ulykkelige Kjærlighed. Vel, bring Du mig den saa ofte, Du vil, skriftligt, mundtligt; i min Barm lægger Du med Rette enhver Din Qvide; thi hvad Sønnen lider, heler naturligviis Faderen gjerne; thi han er Faderen. Men, min Søn, lad ogsaa i denne Henseende Fædrehjertet være Dit non plus ultra. Udenfor dette finder Din Confessio ei den rigtige Skriftestol. O, gid jeg kunde, hver Gang Du spadserer udenfor, tilraade den Dig vildledende Aand: "Far ud, Du urene Aand, af dette Menneske!" Thi, min Søn, Din Fader kan ei taale, at du misforstaaes, miskjendes; Du har saamegen sand Originalitet, at han lider, hver Gang der siges: "A. vil efterligne Heine; ligesom H. har en ulykkelig Kjærlighed, vil og A. have sin; derfor kjører han ogsaa altid op med den, og det er trættende som al Efterlignelse." See, min Søn, lyd Din Faders kjærlige Raad: Lad Din Kjærlighed paa den Viis være ude af dine Digte. Faa have skjønnere besunget det store nervus rerum gerandarum: Kjærlighed, end Du; gjør dette fremdeles, men flagr ei omkring som stækket paa den ene Vinge, naar Du saa herligt kan bruge dem begge. At det er Din Hjertesag, Du taler, naar Du skildrer hiin Qval i dit Bryst, vil jeg troe, troer og jeg og vi Alle her; men, min Søn, Skinnet maa Du skye; eller troer Du ei, at den fule Misundelse over Din Digterkrands heller end gjerne søger at svide den, hvor man med Recensions-Praasen kan komme den nær nok? Min Søn!! Glæd Din Fader med i denne Henseende at lægge et fast Baand paa Dig selv! Kom til Din Fader, naar Du lider; og der han da ei Din Smerte, o, saa kjendte og elskede Du ham aldrig, saa miskjendte Du ham!

For Deres Moder, min A. skal jeg med Hensyn paa Bespiisningen sørge, som jeg hidindtil har gjort det. Nu, Guds bedste Fred, min A! TUsinde Hilsener herfra! Elsk og ynd fremdeles Deres

trofaste Fader

C. Høegh-Guldberg

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost