Kjøbenhavn den 16 December 1832
Kjære Hr. Justitsraad!
Herved tager jeg mig den Fornøielse at tilsende Dem mit seneste Arbeide, hvorvidt dette viser aandelig Fremgang eller forøger Pletterne i mit poetiske Liv, vil nu Tiden vise. Jeg haaber at høre Deres ærlige Dom; Mildhed er jeg ikke vant til; man har snart bragt mig til det Punkt at alt Mod og Lyst svigter; dog det er jo godt, dersom jeg virkeligt ikke kan bringe det til noget Høiere, end hvad mine første Smaadigte, alt udtalte. -
Gid De i dette Arbeide finde noget mere, end jeg selv tør haabe, og der ved gjøre mig Deres Interesse værdig
med megen Hengivenhed
Andersen