Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 18. marts 1834
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d: 18 Marts 1834

Kjere Andersen!

Kjender De ikke nok Historien om Gulliver, der var bundet med tusinde fine Lænker til Jorden og maatte bruge al sin Magt for at løsrive sig, skjøndt de vare hver kun af Haars Tykkelse. Han er et Billede paa mig, daglig siden jeg fik Deres sidste Brev, har jeg tænkt paa at skrive, og daglig har disse smaa Sysler, der som Lænker holde mig, fraholdt mig fra dette kjere Arbeide, ogsaa har jeg kun saa lidet at sige. De husker nok jeg paa den seenere Tid var bleven taus, Pennen vil heller ikke meere ret gaae, det hele Uhrværk vil maaskee snart staae, men saa længe det er i Gang tænker det dog altid med uforanderlig Hengivenhed paa sine Venner og deriblandt veed De nok De altid er een af de første. Jeg fik idag et herligt Brev fra Dem fra den gode Jette, Gud skee Lov det var bare Glæde, o ja nyd, nyd! tilladelig Nydelse er Gudsdyrkelse, det skjønne er her jo for at nydes, indaand alt det Skjønne, gjør det til Deres Eget! Det maa ikke svinde fra Dem fordi De kommer hjem, nei Syden maa blive i Hjertet og saadan vil De ogsaa kunde elske det stolte Norden, som i indre Værd vel tør maale sig med hver Zone. Jeg frabeder mig paa det alvorligste alt Gnav! alle muelige venlige Erindringer udbeder jeg mig, men en sygelig Længsel passer ikke for en Mand og en Digter skal være Mand. Pris og hæv Italien saa meget De vil, har jeg føelt mig halvt inde i Italien ved Mignons: "Kennst Du das Land" vil jeg vel ganske komme der ved mundtlig Fortælling om dets Herlighed, jeg længes for min egen Skyld efter Dem men for Deres Skyld ønsker jeg jo at denne Sommer maatte være saa lang som syv andre, det staaer meget i Deres egen Magt at forlænge den, ved livelig og munter at nyde hvert Øieblik. Naar De faaer dette veed De vel at den lykkelige Frøken Wulff er paa Veien til Italien, o hvor jeg under hende denne Lykke! hvor jeg er lyksalig i at hun, som saadan forstaaer at nyde det skal have denne salige Glæde, det vil vist ogsaa gjøre godt paa hendes Helbred, o det Syden! det Syden! Hvor i Verden, kjere Andersen! faldt De paa at der skulde have staaet en Recension i Maanedsskriftet for Litteratur over Agnete, det er slet ikke sandt, hverken i Februar eller Marts har der staaet noget, De maa have misforstaaet det onde Brev, eller der har staaet Usandheder, jeg tilstaaer, den har vel ikke gjort stor Lykke, men at den skulle nedrives saadan som De har hørt, det er vist kun Ondskab der kan sige det. Der er store Skjønheder men jeg troer det var Feil at behandle det Stof, jeg troer ogsaa jeg meente det før De begyndte, Agnete er en Sommerfugl for os Danske som vel maa sees paa, men ikke røres ved - De har behandlet hende selv saa liflig, men De har givet hende tunge Omgivelser og gjort hendes Kreds for lille til at flagre let i. Dog hvorfor vender jeg tilbage til hende, jo det er fordi hun interesserer mig meget. Uendelig Tak for Deres sidste Brev, skjøndt det skar mig i Hjertet, saa vil jeg dog gjerne dele Venners Sorg som Glæde! Det glædede mig at det Bæger faldt i Deres Lod! Tak for Violen! nu blomstre de her, vi har havt, ja jeg tør nesten sige (lee ikke) en italiensk Vinter. Primulaen har blomstret hele Vinteren i min Have, Skibsfarten har gaaet uafbrudt, ingen Snee har borttaget for mine Øine det bestandig grønne Græs og nu, tænk midt i Marts! ere Træknopperne saa store, at var De her, De blæste dem til Blade, som vi ellers først have i Mai. Naturen har gjort alt sit til at gjøre denne Vinter herlig og skjøn, jeg har ogsaa ret været taknemmelig derfor, nesten i et halvt Aarhundrede kan jeg huske Vintre, men ingen som denne, jeg lader lægge i Kakkelovnen een Gang om Morgenen og saa maa Solen for det øvrige varme hele Dagen, man maa ikke forlange det af den som en Skyldighed, det tilkommer os ikke, men man maa tage det som en saliggjørende Naadesgave, der hver Dag forfrisker og vederqvæger. Det er mig dog umueligt rigtig at sette mig ind i hvad det er der udgjør Neapels Herlighed, De taler om Menneskene der, ikke om Kunsten, altsaa kun Naturen, kun den lette Luft, er det mueligt at den i længere Tid aldeles kan tilfredsstille? De er saa overlykkelig i Deres Brev til Frøken Wulff at jeg næsten skulde tro De var forelsket, dog er der heller ikke Spor deraf[,] altsaa er det dog vel den elskelige Natur, nei det er Gud der aabenbarer sig for Dem, Lyksalige! Vi have i denne Tid havt to Ting der har vakt saa almindelig Opsigt at det har naaet til mig, det eene er en skandaløs Historie med Prins Fredrik, Deres Favorit, hvad han egentlig har gjort, veed man ikke, har han trukket [blank] mod Kongen, forgaaet sig mod Faderen eller alt for slemt pryglet Gemalinden, det veed man ikke men han blev med eet sat i en Vogn med et Par Officerer og kjørt til Jægerspris hvor han kun skal have tre Værelser som han ikke maa komme ud af, der skal han blive til Fregatten gaaer, da skal han til Island, og efter en Forsamling i Statsraadet er der besluttet at han skal blive der et Aar eller to, det skal komme an paa hans Opførsel, de fremmede Ministre have faaet Ordre at skulle melde deres Hoffer at han er forviist for en Ubesindigheds Skyld. Er det ikke en afskyelig Historie? Det andet er et Digt af Paludan Møller der hedder Amor og Psyche[.] Det er overmaade smukt og overgaaer i alle Henseender Dandserinden, paa tre smaa Ting nær, er det det deiligste jeg har læst i den Slags. Hele Formen er deilig, Mytherne ere tildeels forandrede paa en elskelig Maade, Karaktererne ere, paa lidet nær, fuldkomne, Psyches er saa psychelig som et Mandfolk kan gjøre den; der er ikke Spor af den vilde letsindige Aand der behersker Dandserinden, dette er - Harmonie - Det er ogsaa det eeneste vor Litteratur er begavet med, hvad æstetisk angaaer -M: Winter er død, Gustav Ludvig Baden har kjøbt Forlagsrettigheden af Raketten, Alle bleve med Rette bange, da han med meere Dannelse, flere Kundskaber, foreener juridiske Indsigter med den skarpeste Pen; men det lader til, idetmindste endnu, som hans bedre Sands har faaet Overhaand, Bladet gaaer noget over til det videnskabelige, aldrig saas[nart m]ærkede vor eiegode Wosemose det, før han gav en allernyeste Raket ud, som da nok vil erstat[te] om ikke overgaae den forrige. - Naar De faaer dette er det for silde at bede Dem saa inderlig, om at tegne lidt af hvad De seer i Italien, Deres Tegninger fornøie mig saa meget, jeg haaber De har nogle hjem med Dem! Boutikken hvor Madonna hang mellem Roser og Pølser har moret os Alle usigeligt, men det er dog barnagtigt, langt fra ikke barnligt, og at Madonna selv kan forlange Lys, er alt for galt, det er mig næsten utroeligt at troe det, jeg maatte med Væmmelse vende mig fra de Mennesker, de ere jo 400 Aar tilbage, kan Natur, kan Kunst udslette dette sørgelige Indtryk? at see Mennesker paa saa lavt et Trin (ja de Trin gaae jo ned i en sort Kjelder, ned til en ureen Pøl hvorfra der maa opstige qvælende Dunster) det er dog for skrækkeligt! nei Andersen! med Stolthed maae De føle: De er Nordboer! - Jeg vil tro De ville gjerne forlænge Reisen, men blive der bestandig, ansee dette uhyre Mørke for "det himmelske Brød" det kan kun Digteren i et beruset Øieblik. Nei, nei kom hjem, foreen med Digteren et Levebrød hvoraf De kan leve, opsøg Dem en aandrig Pige, bliv Mand, bliv Fader, bliv Borger og luk ikke Øiet for alt det Gode Fædrelandet har fremfor saa mange andre Lande, og lad da Italien, som en smuk Ramme omgive det Hele, men lad ikke Øinene blændes af Rammens Forgyldning saa De glemmer at see Mesterstykket indeni den, og Mesterstykket er: Manddommen henlevet som agtet Digter, Mand og Fader og jeg maa bede - Ven. Dette Brev faaer De først efter Deres Geburtsdag, jeg lykønsker Dem ret til den, næste Aar haaber jeg at gjøre det mundtlig, skal jeg blive ved at leve og det vilde jeg rigtignok ønske for de elskede Børns Skyld, de kunne endnu ikke undvære mig. Den 5. April skal Kristian op til Philologicum, i Oktober skal Ludvig, Fredrik og Kristian op[,] det bliver en skrækkelig Maaned, jeg haaber Deres Nærværelse vil bortvifte mangt ængstligt Øieblik. Det gjør mig grumme ondt for Dem at Frøken [Wulff] skal være borte naar De kommer, De vil savne hende uendeligt[;] blot hun maa holde denne Reise ud og vende sundere tilbage til os.

d: 22. Marts Alle Børnene hilse saa meget, Ludvig er flyttet ind til Byen, da han læser med Etatsraad Brønsteds Søn, jeg seer ham kun 2 Gange om Ugen, jeg flytter nok selv til Byen om et Aars Tid, det vil falde mig tungt at forlade min Lago maggiore men det bliver Børnene for besværligt, Dine bliver meer og meer empfindlig ved Veiret[,] der er mangen Søndag jeg ikke seer hende og, skjøndt hun daglig taber interesse for alt og der næsten ingen Punkter er hvor vi mødes, saa savner jeg hende, det er dog min elskede Mands ældste Datter (at De ikke svarer paa disse Linier haaber jeg)[.] Fredrik faaer ogsaa meer og meer at bestille, Kristian haaber jeg faaer næste Aar Regentsen, saa vil det blive meget eensomt for mig, Ipsens flyt[t]er nu ind [til] Byen, det er tungt for mig, Frøken Bøghs Selskab var mig saa meget, at jeg slet ikke [ve]ed hvordan jeg skal undvære det, vi sees næsten daglig[;] hun har en udmærket Aand og interesser[er] mig usigeligt, hun vil bidrage meget til at jeg tager ind, da hun er sygelig kan hun ikke godt komme til mig, og skal jeg ret nyde Folk maa det være hos mig selv. Jeg kan ingen Efterretninger give Dem fra Deres øvrige Venner, jeg seer Ingen, men eklatante onde eller gode Ting er der vel ikke hændet dem ellers hørte man det nok. Fruen med Lommerne hare jeg reent tabt af Syne ellers ligesom Geografie Frøkenen, jeg haaber da at faae min Geografie naar De komme hjem, saa man hun dog kunde den udenad. Farvel, kjere, gode Andersen! gid jeg snart hørte noget fra Dem! har De slet intet frembragt al den Tid De har opholdt Dem i Italien? De skrev om en Novelle men da De ikke omtaler den i Frøken Wulffs Brev er jeg bange den er gaaet efter Tragedierne, der døde i første Suk. Jeg vil have Taalmodighed, Bien samler først sit Honning før den bringer det i Cellen. Vær glad og trøstig og sønlig sindet mod deres moderlige

Ven Signe Læssøe

Lad mig bevidne Dem min Deeltagelse i Deres Moders Død, det maa have været haardt, blandt Fremmede at faae saadan en sørgelig Efterretning! med Guds Hielp er hun nu et bedre Sted, et Sted hvor Hjertets Ret faaer sin fortjente Plads og da vil hun sikkert, saavidt jeg kjendte til hende, komme til at staae (om ikke høit, det er et fælt Jordisk Udtryk) saa dog godt og sikkert, det fortjente hendes Kjærlighed. Fred med hendes Støv! Men at her ingen ingen er der "maa holde af Dem" er ikke sandt, jeg maa holde moderlig af Dem, jeg kan ikke andet end regne Dem blandt Sønnerne. Det maa De taale. Jeg er næsten bange for at skrive Dem til, for jeg maa skrive forkeert naar De kan læse at jeg roser Napoleon for Beskedenhed, Gud veed den Engel havde aldrig seet eller hørt noget om den Slags Dyd, nei saadan kan min Tale ikke være falden, men Gud veed hvad Andet jeg har skrevet; De veed nok jeg som Moder og Husmoder kan ikke som Shlei[?] skrev, lukke mig inde paa mit Værelse og leve en Dag med Dem: nei medens jeg lever med Dem, lever jeg med mit hele Hus og endda Visitter, der afbryde mig paa hver Side, det er en Undskyldning omtrent som Præsten der undskyldte at hans Tale ikke var ganske logisk, fordi han havde Snue. Skjøndt det er naragtigt at sende Anekdoter saa langveis, saa har jeg dog een der bær saadan Præget af Vestkysten i Jylland at den, som Dansk maa og skal interessere Dem. En Egn var saa aldeles blottet for Træer at Mødrene maatte give deres Børn Riis af en Tørv. Hvad siger De hertil? er den ikke heldig! - Jeg glæder mig ret iaar til Udstillingen, den skal blive meget god iaar, Deres Fødselsdag skal jeg helligholde med at gaae derop, vel er det første Dag, men jeg længes saa meget!

[Udskrift:] A Monsieur H: C: Andersen a Florenz en Italie a poste restante franco Italja

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost