Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 4. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

München den 4de Mai 1834

Kjære Ven!

Igaar fik jeg dit fortræffelige Brev, som ret glædede mig, og alt i Dag sidder jeg med Pennen i Haanden for at sige Tak og pluddre lidt med Dig, vi ere jo ikke saa langt fra hinanden, her paa denne Side Alperne synes jeg at være Hjemmet ganske nær, thi her er Intet nyt for mig; gule Haar og blaae Øine og et nordisk Sprog møder mit Blik og Øre. - Hvor meget har jeg ikke at fortælle Dig om min Reise fra Neapel og her til, skade at det kun kan blive en løs Skizze, man kunde fylde en tyk Bog dermed. - Da jeg forlod Neapel for at være i Rom ved Paaskefesten, var det pludselig blevet Vinter. Vesuv laae bedækket med Snee, men over denne flød den røde Lava og skabte store, sorte Skyer. Langs Kysten blomstrede Alt i Foraarsgrønt og Citronerne hang gule og store paa de duftende Grene. Jeg var ret bedrøvet ved at drage bort. Her er først Italiens Skjønhed, her er Phantasielandet - og jeg kommer aldrig mere der hen!!! I Terrazina var Luften saa klar at jeg her fra, skjøndt det var anden Dag-Reise, saae tydeligt Vesuv kaste Røg og Flamme. Her sagde jeg Farvel til det forunderlige blaae Hav, de skjnne Øer og Palmetræerne og fløi saa mod det gamle Rom. Hele Kongehuset fra Neapel var her og Paven gjorte derfor Alt saa festligt, som det var mueligt. Deilige, gribende Misererer hørte jeg i det sextinske Capel og var Paaskedag i Peterskirken, da Basunerne lød fra den høie Kuppel og Tusinder sang paa Knæ i denne skjønne Gudskirke. Gid Du havde været ude paa Peterspladsen med mig og seet den brogede Skare som Paven gav sin Velsignelse; de prægtige Vandspring og Illuminationen om Aften. Den hele Kirke stod med Ildkonturer ridset paa den blaae Himmel; det var et flammende Guds Tempel, en Peterskirke bygget af Stjernelys. - Det er Skik anden Paaskedag at Jøder og Tyrker døbes, denne Gang havde de ikke kunne faae Fingre paa andre, end en syndig Jødedreng paa en 7 a 8 Aar, samme Udgave havde skidne Skoe og Strømper og dertil et væmmeligt skurvet Hoved, som da det blev vandet, saae overordentligt lækkert ud. Oven paa denne naturlige Pragt, havde Kirken givet ham en prægtig hvid Silkekjole; for dette lille Liv, blev der nu Processioner, Kirkemusik, kongeligt Faderskab og Apostlen Peters og Pauli Hjerneskal stillet til Skue. Om Aftenen var der et glimrende Fyrværk paa Engelsborg, der overgik selv det jeg saae ved Julifesten i Paris. Ildfiske legede i Luften. Kaskader og Vesuv sprudlede. Dette var ogsaa den sidste Aften jeg var i Rom. Thorvaldsen gav mig to Kys og en Omfavnelse og de danske Kunstnere udbragte min Skaal og sang et Lev vel i den romerske Kneipe. - Det var den første April før Solen stod op jeg rullede ud af porta del Populo og var saaledes min Fødselsdag paa Reise. Hør lidt om denne Dag. Jeg laae Natten forud i Ronciglione en ussel By, hvor jeg fik Kaffe uden Mælk, uden Sukker, uden Brød og dertil en Gratulation af en nordisk Storm, der, da jeg sad i en aaben Cabriolet saaledes omfavnede mig og bragte mig Hilsener fra Hjemmet at jeg fik en halv Feber i Blodet. En Karet blæste da om, men da vi havde en tyk Signora i vor, saa sad jeg meget rolig for et lignende Tilfælde. - Den gode Baglast holdt vor Fregat i Stormen. Min Naboe var en meget snild Præst, der af min slette Italiensk nok hørte at jeg ikke kom fra hans Fødeby og da jeg sagde ham at jeg var fra Norden, spurgte mig om jeg ikke var en Milaneser. - I Montefiaskone fik jeg Middagsmad, nemlig en Suppe kogt paa Salt og Ost med lidt Olie i og for denne Kraft-Føde fordredes 4 Mk dansk, saa maatte jeg være grov og Madammen slog da hele 3 Mk 4 Sk af. Det er den italienske Maade! - Da jeg ingen est, est, est kunne faae i hele Byen til at drikke din Skaal i, blev jeg arrig, men man trøstede mig med at til Aften i Aquapendente var Vinen at finde. Jeg frøs utroligt./

Inde i Vognen sad en Hr Pierreboni med Kone og Svigerfader, de havde et deiligt Ildfad og ind til dem og dette indviterede Signora mig, saa jeg Resten af Dagen havde det meget godt. Stormen ruskede i Vognen og da vi paserede Bolsanosøen gik alt Solen ned. - Egnen er meget vild og for at Røverne ikke skulle skjule sig i Krattet er Skoven langs med Veien brændt af. De sorte, kullede Træstubbe gjorte det endnu mere øde og Signora var i en dødelig Angest for Røvere. "0 Madonna mia!" udbrød hun hver Gang en sølle Bonde med Geværet over Skulderen reed os forbi. Ud paa Aftenen kom vi til Aquapendente hvor der blev tændt en stor Ild paa Kaminen, og jeg maatte lære Signora en Deel danske Ord, især fandt hun Ordet Lysesax, som hun altid udtalte som Lusesax, overordenligt nydeligt. O sagde hun: "Lusesax! multa bella!" - Ved Aftensbordet fik jeg en Flaske est, est, est en fortræffelig Muskateller og det første Glas var din Skaal; men Ingen klinkede med mig. - Efter 5 Dages Reise kom jeg til Florents hvor jeg blev 10 Dage, saae hver Formiddag de herlige Malerier og inddrak Skjønheden af den medicæiske Venus, hvis Gudommelighed man efter at have seet Statuen aldrig kan betvivle. - Jeg gjorte her Bekjendtskab med Digteren Berthi, hvis Lystspil Gli amanti sessagenari gjør megen Lykke; han indførte mig i flere interessante Familier og gjorte mig mit Ophold ret behageligt. - Ved Afreisen var der saa meget Vrøvl med mit Pas, som man sagde alt i Neapel skulde været viseret af den østeriske Minister, en Ting man i Neapel just havde benægtet, da jeg spurgte derom. Jeg fik da Passet viseret til Venedig men var nu i dødelig Angest for at man ikke der viserede det til Munchen, det kunne blive en net Historie at maatte selv, eller Passet tilbage til Neapel, denne Uroe og Kulden paa Apeninerne bibragte mig slig en Mavekrampe at jeg nær var ved at opgive Aanden.

I Bologna havde jeg det Uheld at Mad: Malibran var her og derfor den hele Egn strømmet til, hvorfor jeg maatte betale 3 Gange mere end ellers i Vertshuset og fik ikke engang Billet, dog jeg har jo fire Gange hørt hende i Neapel, den Sjæl! - Kirkegaarden og Billedgalleriet var nu min Nydelse og især henrev mig Raphaels Cicilia, det skjønne, kloge Ansigt erindrede mig om en smuk Ungdoms Drøm, en Pige-Maskejeg ombyttede for en Anden, men som jeg ikke var smuk nok til at vinde og for fattig til at kjøbe. - En meget ubehagelig Landsmand: Zeuthen, der er noget gal og som jeg havde maatte reise med til og fra Neapel, mig til Lidelse og stundom til Morskab, troede jeg nu at være qvit, men Du hellige Chatrine, da jeg i Bologna stiger ind i Vognen, saa sidder dette Kjøgehuuskors der, og det øvrige Selskab var ikke heller for rart, ikke sønderligt dannede Mennesker; - det var en Lidelse. - I de høie Popler hang Madonnas Billede, uhyre Grædepile skyggede Veien jeg var i Favora, hvor Tasso har sukket og i Padua hvor Europas største Sal findes og som jeg saae. Paa 3die Dag var jeg i Fusina og saae den sælsomme By: Venedig svømme paa Vandet. Gondolerne ere overdragne med sort Klæde, hvorved de faae Udseende af Liigvogne. Venedig selv havde mig noget: "schauderlicht". Alle Husene stode lodrette op af Vandet, jeg saae ikke et Menneske, der var ingen Gader, Alt var dødsstille, kun Aaren pladskede i Vandet. Døre og Porte vare der nok af, men alle Trapper gik ned i det vaade Element, jeg syntes, jeg selv blev til en halv Fisk derved. Først paa Markuspladsen hvor jeg fik Fodfæste følte jeg mig vel. Kirken seer ganske tyrkisk ud og de forgyldte Kupler gjøre en herlig Virkning. - Om Natten blev jeg da stukket af en Skorpion, men det kolde Veir gjorte at det ikke havde Fare, kun fik jeg en stærk Vundefeber. /

Desuagtet besteeg jeg Markustaarnet, besøgte Arsenalet, Gallerierne og Dogens Slot, men da jeg 3die Dag var fuldkommen febersyg forlod jeg Venedig, som jeg fandt saa usigelig interessant, men ikke godt for mit Helbred. - Det gamle Selskab blev atter min Lod, og jeg ærgrede mig ret at jeg ikke kunde i godt Humeur reise ud af Italien. I Verona saae jeg da sidste Gang en Oldtids Ruin, det prægtige Theater og var inde i Capulets Huus hvor Romeo havde dandset med sin Julie, nu var det et daarligt Herberg for Veturiner, de gamle Freskobilleder vare meget forfaldne, jeg tegnede Gaarden af med den store Trappe hvor Romeo gik roligt opad og - lykkeligt ned af. - Det er dog en forunderlig Opfindelse denne Kjærlighed! Kjender Du virkeligt slet ikke til den? - Lykkelige eller stakkels Menneske! - Tyrol var mig ikke grandios nok! Det er nogle forknøtte Alper, ikke som i Schweits, jeg mærkede knap at jeg kom over dem. Fra Botzen til München reiste jeg med en ung Skottlænder, vi boede to Dage sammen i Inspruck og besteeg Bjergene, han fandt at Egnen ligne Skottlands og da vi en Aften gik mellem Hytterne og Klokkerne ringede fik han en mægtig Hjemvee, han talte om sine Forældre, Sødskende og brast i Graad. - Jeg har aldrig følt Hjemvee, det er dog forunderligt! - Den første Mai var jeg her i Munchen, hvor jeg "am Carlsthor" har faaet mig et smukt Værelse paa første Sal med Udsigt til den store Plads. - Jeg fandt paa Posthuset Brev fra den kjære Søster Jette, afsendt fra Stratsburg, hun var da meget fattigeret af Reisen og længtes efter sine Kjære Hjemme og efter Italien, ingen af disse havde hun nær og Tydskland behagede hende ikke. - Nu er hun nok i Frankerige, hun vil i Neapel finde et Brev fra mig, som jeg skrev den sidste Dag jeg var der og gav vor Minister. - Skriver Du hende til, da send min kjærlige broderlige Hilsen til hende og Peter. Snart skriver jeg selv. - Som en sælsom Drøm ligger mig nu Erindringen om mit Ophold i Italien. Det er et Paradiis, men selv der var jeg dog ikke lykkelig. Du veed ikke hvormegen Sorg og Bitterhed fra Hjemmet, der sendtes mig did. Man dræbte min Lykke det eneste Sted, hvor jeg endnu kunde have inddrukket den. - Jeg kan ikke og vil ei heller, pege paa Giftdraaberne man lod falde paa mit Hjerte - det er jo forbi, som Italiens Skjønhed for mig! - Tydskerne ere et fortræffeligt Folk imod Italienerne, Maden her er ogsaa uendeligt bedre, vi drikke Øl og spise Steeg, Grød og Pandekage - men Italien er det slet ikke. Naar man har smagt den himmelske Føde vil den jordiske ikke længere smage. - Hils Officererne paa Vagtskibet, dersom jeg kjender dem; maaskee er Schmidt der. Seer Du Digteren Kruse da bring ham en venlig Hilsen fra mig. - Jeg bliver i München til den 1ste Juni, skriv mig derfor til post restante, men skriv saaledes at Brevet kan være her før første Juni. Det maa Du endeligt. Fortæl mig om Weise og hans Kenilworth, om Du i Hamborg har hørt Bellinis Opera Norma, fortæl om Hjemmet, om Elben om - - hvad Du vil! - Fra München stikker jeg igjen en Smule sydpaa, tager nemlig til Salsburg og derfra til Wien, efter en Maanedsophold der gaaer jeg ind i Ungarn og Böhmen, besøger Karlsbad, bliver nogen Tid i Dresden og Berlin og ariverer da med et stort Knebelsbart til Hamborg midt i September; før mit ridderlige Skjæg falder, skal jeg lade mig tilsyne paa Vagtskibet og jeg haaber vi leve i Par glade Dage sammen i den store Kjøbmandsby før jeg seiler hjem - for at faae en ledig Plads paa - Kirkegaarden. Send Moderen indlagte lille God-Dag naar Du skriver hjem og glæd mig snart med Brev!

Din trofaste Ven H. C. Andersen.

[Udskrift:]

Dem Herrn Christian Wulff. Lieutenant auf dem danischen Wachtschiff bey Altona in Holstein par Hambourg.

franco frontieres.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 34 billed 6215-19)