Dato: 23. maj 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludvig Bødtcher
Sprog: dansk.

München den 23 Mai 1834. -

Kjære, gode Ven!

Alpetæppet er rullet ned mellem os, min smukke Drøm er forbi. Jeg har været i Italien! Nu kjender jeg Hjemvee, men ikke efter Norden, nei efter de uendelige blaae Hav, med sine svømmende Øer, Vesuv og Orangerne. Göthe siger at ligesom den der har seet [overstr: Neapel] et Spøgelse aldrig skal kunne blive glad, saaledes kan den der har seet Neapel, heller aldrig blive ulykkelig, men er da en uendelig, dyb Længsel Lykke? - Rom interesserer mig og jeg gad være her Maaneder endnu, men Neapel overvælder mig med sin Feeverden, Aar vare for lidet at henleve her. Nu er det først at hver enkelt Skjønheds Frø udvikler sig og bliver til Blomst i mit hjerte. Flyv dog til Neapel hver Sommer, du Lykkelige som er det saa nær. Italien med sin lombarder Slette er mig ikke italiensk nok. Popler og Blomstervæxt minder mig om Norden, først over Apeninerne er jeg Italiener mellem Pinier og Oldtids Skatte, men vil jeg ind i Hesperien, da over Sumpene, de er Propylæer for Feelandet. Jeg har i den sidste Tid læst flere Bøger over Italien, hvor tomme og kolde ere de ikke alle? Selv Gøthe vil ikke tilfrestille mig! skulde da Ingen kunde udtale dette herlige Billede? Var jeg to Aar yngere da drømte jeg vist at jeg selv var den Lykkelige, nu er det forbi. Jeg føler at mit aandelige Jeg, det poetiske Væsen Gud nedlagte i min Sjæl, er dræbt, og Venner har været bittrest mod mig. - Men bort fra Grillerne! hvor Lykkelig kunde jeg have været i Italien, Du veed hvor lidet Hjemmet tillod mig det. - Tunge Sorger Du ikke kjender laae paa mit Hjerte da jeg drog fra Danmark, jeg skulde aande Livskraft og Glæde i en sydlig Natur og saa sendte De mig iiskoldt Luft fra Hjemmet af Frygt maaskee, at det milde Klima skulde gjøre mig for sund og jeg da skulde blive dem mindre undergiven. - Alle vil omstøbe og danne mig, nu har de reent forqvaklet mig, ja endogsaa fordærvet min gode Følelse, min Kjærlighed og Tiltroe. - Dog mit første Brev fra Norden skal ikke bringe graat Veir. Hør min Reise fra Florents, Petzholt skrev jeg fra denne By til og han har vel meddelt dig Flugten fra Rom, min Fødselsdag paa de kolde Apeniner og det komiske Reiseselskab. Altsaa nu til Floretns. Jeg var her henved 14 Dage og blev af Digteren Berti indført i forskjellige Familier, fik til Foræring hans nyeste Arbeide; Gli amanti sessagenari, der gjør Lykke paa Scenen; besøgte flittigt Gallerierne og inddrak ret den medicæiske Venus, saa jeg nu i min Sjæl fører hele Statuen med, bare den ei dufter bort i Norden og søger tilbage, hvor Duft og Farver have hjemme! Her indtraf et Brev til mig fra Ørsted, hvori var et Slags Kritik over Agnete, da jeg troer den kan interessere Dig, vil jeg pille den ud af Brevet, han siger: "Tro mig, jeg er ikke den rette Dommer over dette Digt! Vi have, om jeg saae maa sige, en ganske forskjellig æstetisk Religion. De synes at være af den Mening, at en sand Digter kan skabe hvad han vil, naar der kun er Livlighed, Følelse og Phantasie i Værket, jeg vil at den af Digteren fremstillede Verden med al dens Frihed og Dristighed, dog skal beherskes af de samme Love, som det aandelige Øie opdager i den virkelige Verden og uden hvilke, det ei var værd at leve deri. Efter min Mening bør derfor det Godes Magt føles som det Herskende i et Digterværk, om ogsaa det Onde, ja selv Helvede, er dets Gjenstand. Digtet har, efter min Mening, ikke Lov til at indskrænke sig til Verdensdissonantserne, udrevne af deres Sammenhæng, ligesaalidet, som et musikalsk Kunstværk tør nøies med at give os Dissonnantser, der skulde opløses uden for Kunstværket. Jeg kan ikke noksom rive mig løs fra denne med min Natur sammensmæltende Overbevisning, for ret upartisk at nyde, efter deres egen Art, de Værker som ei ville underordne sig hiin aandelige Verdens Love. - I Deres nye Digt fremstiller De os et Væsen, hvori Hjertets aldrig tilfredsstillede Længsel, dets forunderlige Higen efter en ny, en anden Verden, skal aabenbare sig. Men denne Længsel viser sig ikke henrettet paa Noget af det der giver Tilværelsen dens høiere Adel; det er ikkun en vild Begjærlighed efter noget sandseligt Stort. En saadan Begjærlighed kunde være Yttringen af en høiere Trang; men hun sønderriver Venskabets og Kjærlighedsbaand, for at tilfredsstille denne Sandseverdenens Tillokkelse. Vel sandt, Digteren har Lov til at skildre dette; men saa maa det skinne igjennem at denne Tillokkelse er en Forførelse, har noget diævelsk: og dette Djævelske maa ikke være uovervindeligt for Mennesket, men den Ulykkelige, som hengiver sig dertil, maa vises os, som skyldig; nej som den der ene er dømt ved Skjæbnen. De seer altsaa at denne Grundanskuelse maae have en Indflydelse paa min hele Dom om Digtet. Iøvrigt tilstaaer jeg med Fornøielse, at de har anvendt megen sindrig Kunst paa at danne et dramatisk Digt af det gjenstridige Stof, der passe saa godt for Kjæmpevisens Træsnit og at mange skjønne Vers og Skildringer saavel af Følelser som af Naturen, ikke have forfeilet deres Indtryk paa mig./ See det siger Ørsted. Fru Læssøe, hvis Breve Du har hørt og hvor hun fandt Agnete saa elskelig var saa lykkelig i den, siger nu i sit seneste Brev: Brev "Ja, jeg troer jeg tænkte det før De behandlede Agnete, det er en Feil at tage dette Stof: Agnete er en Sommerfugl for os Danske som vel maa sees, men ikke røres; De har behandlet hende selv saa liflig, men De har givet hende en tung Omgivning, og gjort hendes Kreds for lille til [at] flagre i. -" Det siger nu hun. Stakkels Agnete! O dog, det veed jeg, kan der aldrig fødes en Digter, der mere ønsker sin hele Sjæl i sit Arbeide, end jeg har i dette. Det er mit eget Jeg der er udtalt og derfor troer jeg endnu fuldt og fast at det er et meget godt Arbeide, eller jeg ikke er Digter og vil aldrig kunde skabe noget. - Jeg forud føler at ingensinde vil en Gjenstand mere henrive mig end denne her; aldrig vil jeg kunde skrive Noget med mere Kjærlighed, med mere Ro, end Agnete, født mellem schweitser Bjergene hos den fortræffeligste Familie og i den mest romantiske Omgivning. Men nok her om, nu til min Reise. Alle onde Aander sammensvor sig for at gjøre mig fortvivlet og kjed af Italien men det lykkedes dem dog ikke, min Reise ud af Paradiset var en sand Vandring gjen- nem Ulykkens Huler og Elendighedens Boliger. Der var da først et saadant Pas-Vrøvl, saa Himlen maa sig forbarme! Gaetano havde ikke i Rom ladet visere Passet hos den østeriske Minister og Voigt havde heller ikke sendt det til denne i Neapel, desuden var der ingen bayersk Konsul i Florents, man sagde at jeg mueligt ikke kom over Grændsen, men at man vilde visere til den. Naa, Du kan troe det var behageligt, jeg var i en rædsom Uroe; tænk dog, om jeg paa denne Maade skulde have seet Rom nok engang. Hundekoldt var det, og saa fik jeg en Mavekrampe der var nær ved at gjøre Ende paa mig. - Saaledes indtraf jeg i Bologna. Her var hele Egnen strømmet til for at høre Mad: Malibran og jeg maatte da betale 3 Gange mere end ellers for et usselt lille Kammer. Jeg var her 1½ Dag saae den prægtige Maleriesamling hvor Sancta Cecilia ret tiltalte mig, gik ud paa Campo sancto, som er meget yndig, med sine Arkader og Basrelief, det forekom mig som et Billedgalerie det Hele, hvor Gravstenene vare aandelige Billeder, lutter historiske Stykker. - Endelig fik jeg Finger paa en Veturin der ved Middagstid holdt for Hotellet for at afhente mig, jeg aabner Døren for at see mit Reise-Selskab - og Du hellige Chatrine! hvem seer jeg, min Sjæle-Ven Zeuthen, den fortræffelige Hr Jan og saa Lassen. O hvor jeg blev glad! i første Overraskelse blev jeg siddende paa Kudskesædet og rullede saa afsted mellem høie Popler, hvor Madonnabilleder hang og Fuglene sang Kyrie-eleison! Dersom du kjender mine tre Reisekammeraters Natur og tillige min, saa kan du føle hvor lykkelig disse tre Dage henrandt. I Padua saae jeg Europas største Sal , og den hellige Antonii Ligkiste, og arriverede mod Aften, den 19 April til Wenedig. - Det var en sælsom By, jeg bliver halv til Fisk ved endnu at tænke derpaa. - Alle Bygningerne hæve sig op af Vandet, og synes Stykke for Stykke at falde hen, en uendelig Taushed laae over denne Bæverstad; Døre og Trapper gik alle ned i Vandspeilet, jeg syntes at være i en Fiskeverden og følte mig slet ikke hjemme; først da jeg stod paa den prægtige Markus Plads med sin herlige Kirke, kom jeg lidt til mig selv. - Første Nat jeg blundede her, var der kommet en Skorpion i min Seng, den stak mig paa Haanden, saa denne fik et grandiost Udseende og mit hele Jeg en utrolig Vundefeber der bragte mig til Sengs. - De to følgende Dage flagrede jeg om i Doge-Palaiet, Markustaarnet, Gallerierne og i Kanalerne og lovede mig saa til at drage mod Alperne, men kun min gamle Veturin var der at finde, som gik denne Vei, bort maatte og vilde jeg thi jeg følte mig slet ikke vel, jeg gjorde Akord, De Andre med og - saaledes endnu i fem Dage (til Botzen) skulde jeg rei- se med mit gamle Selskab. - I Vicenza spurgte jeg forgjæves om Bendss Grav.; Ingen kunne sige mig den. - Jeg saae Bygningerne af Paladio og Amphi- theatret. - I Verona besøgte jeg Kapulets Huus hvor Romeo dandsede med sin Julie, gjorte mig en Skizze deraf og saae et Malerie i Kirken, som man vilde bilde mig ind var af Tizian hvilket Stykket paa det bestemteste sag[d]e Sludder til. - Her fik vi ellers en ny Reisemand, du seer jeg benytter det gode Ord, du har beriget vort Sprog med; det var / en ung Skotlænder, som havde reist i Spanien og Italien. Da han havde været et Quarterstid inde i Vognen, bad han mig om Plads udenfor og nu blev det ret moersomt, han fortalte mig om sit Hjem Edinburg, om Walter Skott og sang mig skotske Viser, som han derpaa gav mig Indholdet af i Fransk. - Da vi naaede Botzen bleve vi to enige om, i hvor trætte vi vare, endnu samme Nat at forlade vort Selskab og gaae med "Eilvagen" til Inspruck. - Paa hele Reisen, havde jeg viist meer end tilladelig Godmodighed, men maatte dog - ja hvad skal jeg kalde det, lide af Raahed, da jeg paa den meest venlige Maade sagde Levvel, var Zeuthen - en sand Gadedreng og hr Jan, jeg begriber ikke hvad jeg har gjort ham - men takt og Omgangstone viiste han ikke mod mig, maaskee har Zeuthen karakteriseret mig for sine Venner dem han hvert Øieblik paa Reisen omfavnede. - Glad og let rullede jeg nu afsted mellem Bjergene, en tyrolsk Kunstner, der kom fra Rom, fortalte mig hvorledes det var løbet af med deres Udflugt i Kampagnien, og en Dame ved Siden af mig trakterede mig med Sukkergodt og sin Lugte-Flaske, fortalte mig om hvert Kloster, om hvert lille Slot og var en meget interessant Guide, sa[g]de hun gik mod de Fyr[re] (40). - ! I Inspruck var jeg med min Skottlænder to Dage, vandrede om mellem Bjergene og hvad der kunde give Stof til en Novelle, havde mødt i en øde Fjeldkløft en Porcelæns-Gravsteen med hebræiske Bogstaver paa. Jeg spurge en Hyrde om Nogen var begravet der og han sagde: før Krigens Tid havde man lagt en Jøde her, der jo ikke kunde komme i Kristen-Jord! I Kirken saae jeg det nye Monument af Schaller over Andreas Hoffer der staaer med Fanen i Haanden, og er særdeles smukt. - Den sidste April mod Aften rullede jeg da ind i München, hvor jeg i Grunden er kommet 10 Aar for tidligt. Det er en By som endnu er i Knop, om jeg saa maa sige. Det er mig som jeg laae paa Landet, den hele Stad er ved Haver og Landeveie trukket ud i et Uendelige. Meget er her heller ikke [at] see, det Bedste er det Leuchtenbergske Gallerie; og da her en Time er hundekoldt, en anden, hedt som i en Bagerovn, saa har jeg faaet en utaalelig Tandpine, der ikke bidrager til at gjøre mit Ophold behageligt. Her er ellers billigt at leve og det er meget fortæffelige Mennesker, men Jorden seer ud, som den var flad, Himlen er mælkeblaae og "Boch", en Art münchner Nectar, som jeg i min Uskyldighed kalder Øl, flyder gjennem Alt, baade Blade, Konversation og Folkeliv. - Man havde ellers sagt mig at det var en saare løsagtig By, dertil har jeg ikke sporet det Mindste. Den forekommer mig som den personificerede Dyd imod Paris, Neapel, ja selv mod Rom. Her kan og maa man være uskyldig, da der ikke er den mindste Anledning til andet og saaledes troer jeg næsten at jeg bliver saa Original at jeg ganske unbefangen arriverer til Danmark igjen hvilket vist er en Sjældenhed med de som reise, jeg havde selv været oængsteligt for mig ved Udreisen. - Nu leer Du ad mig. - Hils alle Landsmændene ret meget fra mig. Gjør mig den særdeles Tjeneste at faae den belovede Tegning til min Stambog af Meyer, jeg har hans Haand og Ord derpaa og giver han den ikke da skaf mig en lille Skizze. viis mig hvad det Venskab gjælder for ham og for mig: Bissen er nok nu saa god at tage den med hjem til Dannemark, ligesom jeg ogsaa beder dig Du giver ham en Afskrift af dine to smukke Digte (Fra Nemi) som du har lovet mig og som jeg saa gjerne ønsker. Glem det endelig ikke, ligesom TydsklandsKortet. bene! siig mig om Christensen er reist til Paris og om du veed hans Adresse. Jeg vilde skrive ham til. Bring Thorvaldsen en særdeles Hilsen. Dersom der er udkommet i Konthur hans Basrelief, Raphael og dette kun koster nogle Bajok, vil Du da kjøbe den til mig og ligeledes plage den gode Bissen med at tage det hjem? Frøken Wulff som arriverer med Vinteren til Rom skal betale dig Udlæget, eftersom jeg lettere kan give hende Pengene igjen ved dig, der altid bliver i Rom. - Hun skriver mig til fra Stratsbourg hvorfra hun gik til Marseille og med Dampskibet til Neapel, hvor hun nu rimeligviis er. Af Nyheder hjemmefra, har jeg ikke mange at meddele dig, efter hvad jeg hører, dreier det meeste sig om Prinds Fritz, der nu er paa Reisen, til Island om Væddeløb og om fuldblod & &. Hempel i Odense skal have skrevet en Bog: "Jesus som han var, er og bliver". Den er nok et Slags Oposition mod Lindberg. Flyvende Post af Heiberg kommer nu igjen ud under Tittel af IntelligensBlade; det skal være mindre godt. Kapitain Sommer har forlovet sig med en Datter af Konsul Carstens i Marokko. Dagen efter slog hun igjen op med ham, det har gjort meget Opsigt i Kjøbenhavn. Manden, da man fortæller en Deel letfærdige Historier om ham, er strax reist til Udlandet og hun til Marokko. Frøken Sophie Printzlou er blevet forlovet med Kammerraad Preen i det tydske Kancellie. Thorvaldsens Statuer ere paa Udstillingen og blive flittigt besøgt og beundret. Oehlenschlagers Dronning Margrethe gjør Lykke paa Theatret, dog sige mine Korrespondenter at den duer ikke. Han har nu fuldendt en ny Tragedie: Røverne i Terracina - Efter hvad jeg givet hører har jeg faaet 1000 Specier af Fondet men disse formaae alene at at besørge mig hjemad, jeg bliver altsaa nødt til, allerede den første September at træde op i det velsignede Kjøbenhavn. Her i München har man modtaget mig med megen Venlighed. Jeg er blevet indført i den literaire Forening, hvor jeg strax i et engelsk Maanedsskrift fandt en smigrende Anmældelse om mine Arbeider og at jeg var en "youthful poet of great promise & much orginality of genius". Jeg har ogsaa havt Adgang til Kunstforeningen og man har forsynet mig med et Anbefalings Brev til Wien, som der skal skaffe mig fri Entre i det keiserlige Theater. Den første Juni reiser jeg til Wien hvor jeg bliver en Maaned, lad mig der erholde et Brev fra dig post restante. Jeg venter det ganske sikkert. Fortæl mig alt mueligt. Alt interesserer mig fra Dig og Italien. Sig mig hvilke Buskvæxter du seer voxe paa Campanien, om Hyrderne sove paa Straae, Rør eller Blade og hvad slags sjældne Planter der sees voxe her. Hils dem Alle! Petzholdt skylder mig Brev. Küchler skriver jeg et Par Ord til med Köppen, der nu anden Gang gjæster Italien. Tænk Alle venligt paa mig og Tak for din Venlighed mod mig, hvert Trøstens Ord i de mørke Timer.

din oprigtige Ven H. C. Andersen

[Udskrift:]

Til Signor Luigi Bødtker, Daneze

Caffe Greco

Roma

franco italienische Grenze

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 5, 17-18)