Dato: 5. august 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Ikke-Italien den 5 August 1834.

Nu er jeg da hjemme! Naar jeg ude mødte en Dansk rakte jeg ham strax Haanden, her gaae vi Alle hinanden saa koldt forbi, siger knap god Dag! - Igaar havde vi kold Sirokko, Vinden blæste som Iis og slappede alle Lemmer og det kaldtes en deilig kjølig Luftning. Men til min Reise. Touren fra Altona til Kiel gik ret lebendig, to vakkre Damer og nogle galante Herrer, der ogsaa sagde mig Complimenter. Kiels berømte Deilighed slog mig slet ikke. Byen er jo meget styk, Havet, eller rettere Bugten skaber den hele Skjønhed. Paa Dampbaaden vare vi 60 Pasagerer, deriblandt Tønder med Frue (forrige Lotte Adler) der indviterede mig at komme i deres Huus, Lose og Frue, som ikke var stort underholdende, han klynkede og hun snakkede Tydsk. Oberstlieutenant Abrahamson laae hele Tiden syg, Fruen læste engelsk. Jeg var rask, Agnetes Gemal skaanede deres Digter for den sædvanlige Tribut. Det var jo smukt. Kjøbenhavn saa mig saa venetiansk ud, Du veed hvorledes jeg fandt Venedig. Hjemme toge de ret kjærligt mod mig og jeg gjorte den smaae Peters venlige Bekjendtskab; ud paa Aftenen besøgte jeg Fru Lessøe, der ret moderligt tog mod mig og derpaa Collins, Vandet stod Ingeborg i Øinene og det har ganske bundet mit Hjerte til hende, min lille Viggo var lykkelig og de andre elskværdige. Igaar travede jeg om og maatte da døie mange Reisebeskrivelser: Een havde været i Jylland og der var ganske italiensk varmt; en Anden havde været udenlands, været hele 3 Dage i Helsingborg og gjort store Opdagelser i fremmede Skikke og Sæder &&. - Af Nyheder kan jeg mælde at igaar fik Hartmanns Kone sig en Søn. - Ellers træffer jeg en Mængde gifte Folk, den unge Zinn med Regise Gjødewad, Gottlieb Collin der alt har faaet sig en Søn, &&. - Vi fik ellers ikke meget talt med hinanden, i det lille Brev om Moderens, berørte Du, at Du gad gjerne komponere noget, ved første Leilighed skriver jeg Dig gjerne en Text, men hvad, har jeg endnu ikke Idee om, da jeg ei har den fornødne Rolighed. Kunde Du ikke have Lyst til at sætte Tonevinger til mit Farvel til Italien, det er digtet paa Alperne, just da jeg saae endnu Paradiset og Vrangen af dette, som vi kalde Tydskland. / Her er det. - Siig mig noget derom. Jette har Alt en Afskrift deraf. -

Jeg saae det Land, hvis Luft har himmelsk Lyst,
Hvor under Pinien Skjønheds Børn er mødt,
Hvor Ilden sprudler frem af Bjergets Bryst
Og Oldtids Byer opstaae fra de Døde.

#

Der, klædt i Marmor høie Guder staae,
Der Duft og Toner i hver Luftning vifte,
Mens Havet er en Olie azurblaae,
Og Bjergene med syvfold Farver skifte.

#

Der Alt er Malerie ved Malerie,
Der klart Guds Skaberkjærlighed man skuer;
See, Bondens Gjærde, Laurbær groer deri,
Den høie Cactus, Ranken tung med Druer!

#

Der blev mit Hjerte Barn, men Tanken Mand,
Der lærte jeg Natur og Kunst at kjende!
Du Farvernes og Formens skjønne Land.
Farvel! - Det var en Drøm! den er tilende!

---

Hils Capitainen og Lieutenant Krinke!. Naar Du nu smukt glæder mig med et langt Brev, da skal der komme et ordentligt igjen fra mig, dette maa jeg jage af, for at faae det med Moderens. Tænk kjærligt paa mig, hils Jette og - skjænd lidt paa hende - (dog ikke for meget) siig hun er ikke god mod mig, hun glemmer i Paradiset sine Venner, det gjorte den poetiske Broder ikke, uagtet et poetisk Væsen gjælder for at glemme let sin hele Omgivning. - Bare Du var her hjemme, vi have igrunden kun talt to Minutter sammen, paa dit Værelse og Midnatten hos mig. - Lev nu ret vel, træffer Du Danske vi kjende da hils dem Din

trofaste Broder

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 38, billed 6226-27)