Dato: 26. september 1834
Fra: H.C. Andersen   Til: Ludvig Bødtcher
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 26 Sept 1834

Kjære Ven

Du er en ægte Perle! Ude af Øie, ude af Sind! det have jeg dog ikke troet om Dig! Mit Brev fra München og fra Wien maa Du jo dog have faaet! Vær nu saa god at tage Pennen og skriv saa et rigtigt langt Brev til mig, jeg boer i Nyhavn, Charlottenburg Side 280. Mit Navn er Andersen, dersom du har glemt det. Ak kjære Ven, nu er jeg da i Danmark, jeg kom her først i August, fandt en særdeles kjærlig Modtagelse, Collins var som det var Forældre og Sødskende mod mig og Eduard - ? Saa elskværdig nogen endnu har været; Du veed hvor meget hans Brev til mig i Rom bedrøvede mig, en gjensidig Tilstaaelse glattede Folderne der var kommet i Hjertet, og jeg skatter ham! aldrig har der været et mere ligesindet Forhold mellem os, nu først staae vi ret som Venner, han lærer ikke paa mig og jeg tillader Ingen at gjøre det, naar Læreme[ster]theden gaaer over til Skolemesteri. Det Brev han siterede af en Anden, med samme har det sin Rigtighed., det er skrevet af en Mand, der syntes at holde af mig, en Mand du ogsaa kjender, men ikke gjør farligt af. Apropos! gjør mig endelig den store Tjeneste i dit Brev til mig, at sige hvor Du har faaet det Brev fra Danmark Bissen bragte hjem til mig. Det er et Aar gammelt og var blevet besørget til Rom af vor gode Thiele. Ved at nævne Bissen maa jeg da fortælle dig at han kom her den 21 September, den 22 tog han til Hirsholm og kom om Aftenen hjem, forlovet med en Jomf. Müller, Dagen efter var romersk Selskab hos Thieles hvor ogsaa jeg var og vi erindrede dig og alle Landsmændende. – Da jeg reiste til Udlandet var der endnu saa megen aandelig Sygelighed i mig, Barnlighed, forstyrret Kjærligheds Lykke, og Sligt unge Hjerter kan falde paa. – Italiens varme Luft arbeidede paa at drive det ud, det kom alt til Skindet, derfor var jeg halv syg og sjælelig pirrelig og nød desværre kun daarlig mine lykkeligste Dage, u hvor jeg ønskede dem tilbage, men min Sygelighed, den Andersen du kjende er nu ogsaa paa Hjemreisen dampet bort og her i Kulden er der frosset noget mere Charakter i mig, rigtignok som Folk sige, paa min Godmodigheds Bekostning, før var jeg dem for blød, nu sige de, det var dog noget elskværdigt hos dem! - Hvad Agnete angaaer da har den ikke gjort saa stor Opsigt, da den kom ud paa samme Tid som "Amor og Psyche" af Paludan Müller som nu staaer i Mode, men den har heller ikke kastet Skygge paa mig. Mange sætte den meget høit, erklære den for mit bedste Arbeide og et betydeligt Skridt frem. Ved første Leilighed kommer der et Exemplar til Dig og Bibliotheket. Nu arbejder jeg paa en italiensk Novelle: Improvisatoren. Det er Indtrykket af Rom og Neapel, Itaaliens Deilighed, Folket og Kunsten, seet gjennem mit Glas jeg har udtalt, det er troer jeg lykkes mig, de som ikke kjende Italien blive begeistrede ved at høre det læse og Én som kjende Alt blev veemodig og fik Vee efter "det tabte Paradis!" Ja kjære Ven, bliv der, man føler først, paa NordSiden af Alperne, hvad man har forladt. Tænk dig her er nu (den 26 September) saa koldt at jeg fryser mere, end i de koldeste Morgener jeg var i Rom, (Bissen vil anlægge et Næse-Foderal). – En vaad Taage staaer over Byen, Himmelen er blevet tre Gange saa lav som den var i Rom, og naar den fra Graahed opnaaer Mælkekouleuren, smile de gode Kjøbenhavnere og sige: I Dag have vi en italiensk Himmel!" – Folkene ere gode og hjertelige, men vi ligge for nordligt og derfor stivner og isner Alt! – Daglig seer jeg paa min Piniefrugt, mine Paster og Tegninger, og hjertet sukker "bella Italia". Jeg har skrevet en Afsked til Italien, som Folk har fundet saa varm, saa begeistret, at en god Patriot strax skrev et Side Stykke om "Danmark" og forsikkrede at her var det endnu deiligere, han havde ordret fulgt min, kun sat Kjæmper for Marmorguder og Æbler for Oranger, o.s.v.- han endte med at "han aldrig vilde see noget andet end sit "Fædreneland". – Christian Winther har slaaet op med sin Kjæreste, af den Grund, at han ikke elsker hende længer, det gjør mig ondt for ham, Folk tale meget derom, og jeg holder en heel Klat af den ellers fortræffelige Winther. – Til Nytaar kommer der en poetisk Nytaarsgave ud af H. P. Holst, der er Digte i af alle Danske Digtere, ogsaa af Dig, jeg troer det om Nemisøen, som Holst har nok faaet af Chr. Winther. Af mig kommer det lille jeg skrev hos Eder: Beatrice Cenci, og det par Ord jeg gav den medicæiske Venus i Florents. – Min "Improvisator" beskjæftiger mig ganske den bliver to smaae Dele. Min Helt fødes i det Huus hvor du boer; Carneval og Paaskefest gjør en god Virkning i Bogen, bedst har jeg nok skildret Kampanien om Rom og Neapels Omgivning, Pompei, Vesuv & – En liderlig Fugl Bernardo, Officeer i den pavelige Garde gjør megen Virkning, man siger at ham kunde jeg ikke have skildret før min Reise. Tiggeren med de visne Been, Onkelen, som jeg /

kaldte ham, der laae paa den spanske Trappe spiller en efektfuld Rolle, Familien Borghese er det fornemme Partie deri. Den begynder 1809 og ender 1834 saa Kneipen fra min Tid kommer med. Bare du snart kunde faae den at læse. Dig maae den interessere. Hils Thorvaldsen ret meget fra mig! Siig til Kückler at han er en Engel jeg tænker altid paa ham og hans Buxer; mit Humeur er fortræffeligt, gid vi nu vare 8 Daage sammen, saa skulde I see min lystige Side! Petzholdt hilses ikke siig ham det! Han skylder mig Brev, dog det gjør du jo ogsaa! – Ja saa faaer du vel hilse ham den Sjæl. – Faae endelig en lille Skizze eller Radering til mig af Meyer, han har lovet mig Noget. Frøken Wulff er saa god at tage imod det. Weises og min Opera Kenilworth, kommer nok paa Theatret til 28 Januar. – Til Dronningens [Fødselsdag] er halvveis bestemt Herolds Pré au clercs" kaldes for Præstevangen. Oehlenschlagers Digtning Norgesreisen staaer under alle de Reiser han har givet os, er det ikke kjedeligt?! Gid nu hans "Røverne i Terracina maa gjøre Lykke. Paa søndag vente vi Hertz hjem fra Paris, hans Penge vil ikke længer slaae til. – Choleraen vente vi hver Dag paa, det er rigtignok behageligt at forlade Italien for at komme hjem og døe af Cholera. Jeg troer jeg vil heller være Lazeron i Neapel med Pant i det kjære Kjøbenhavn havde jeg bare indseet dette i Tide, nu er det for sildigt.

Dette bliver rigtig nok, seer jeg, et meget prosaisk Brev, men det er Pladsens Skyld, man kan jo næppe udrede sit Hjerte endsige Vingerne, men man maa indskrænke sig til Spørgsmaal og Svar. Faaer jeg saa snart Brev? Skriv nu strax, ellers bliver der jo ikke noget af. Fra Liunge skal jeg hilse Dig, han har da vundet sin Proces mod Kanseliet, hans Blad faaer mere og mere Anseelse, og har nu virkelig en Farve. Abrahams skal snart have Bryllup, Rygtet siger at hans Værelser skulle indrettes paa pompeiansk.

Hils Blunck, Sonne, og Alle, som venligt erindrer mig, naar dit Brev kommer, eller Petzhold skriver, da faar I et ordentligt Brev, edette er kun et lille Ryk i Ærmet for at lade Folk vide, man ikke er død. Bissen har mistet sine Knebelsbarter og taler om Kjærlighed, det morer mig, Fru Heiberg træder i næste Uge op som Ninna i Balletten af samme Navn, Dandserinderne ere meget vrede. Zeuthen smiler som en Engel og bøier sig dybt, naar vi mødes, ellers taler man ikke om ham. – Men nu maa jeg slutte! giv mig nu snart Anledning til at skrive et langt ordentligt Brev og bær over med dette Sniksnak, din oprigtige Ven

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 5.20-21)