Dato: 6. januar 1836
Fra: C.E.F. Weyse   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Januar 1836]

Carissime domine poeta! Det tungnæmmede Kjøbenhavn kan ikke rigtigt forstaae hvorledes det hænger sammen med anden Acts Finale i vor Opera; de fleste troe, at Scenen er paa Kenilworth og kunne ikke begribe, at Dronningen og Leicester ikke ere tilstede. Det var derfor maaskee ikke af Veien om De tilføjede en lille Introductions-Talescene til Finalet, hvis prosaiske Indhold (hvilket De ad libtium vilde behage at udpynte poetisk) kunde omtrent lyde som saa:

Scene: Skoven med Vertshuset. Holiday, Dickie og Bob træde ind.

Dickie til Holiday: I havde saa megen Hast, og nu ere vi dog de allerførste. Holiday: En Skolemester bør være præcis, gid de Andre ogsaa vare det; thi vi have ingen Tid at spilde, der skal endnu foretages meget, inden vi kunne begive Os paa Vejen til Kenilworth. Bob: Hvad er her paafærde? Holiday: En Deel af Omegnens Beboere skulle samles for at prøve Sangen og Dandsene, de senere skulle udføre for Dronningen paa Kenilworth. Bob: Det var herligt! saa kan jeg see paa det i Magelighed; paa Kenilworth vil jeg neppe være saa lykkelig. Dickie: Naa, Gudskelov, der kommer de – osv.

Her begynder Finalet, under hvis første Ritornell Folket forsamles o.s.v. Den høje Theaterdirection vil, som jeg haaber, Intet have imod de Par Repliker. Det var Nummer Eet. Nummer To er, at man ikke forstaaer, hvorledes Barney kommer til at styrte ned i Stedet for Emmy. Jeg mener altsaa at hans sidste Replik kunde saaledes forandres, at han deri med bestemet Ord udtrykkede det Forsæt at ville dræbe hende egenhændigt, da der nu ikke var Tid til at vente paa Foster, - og med dragen Sværd styrtede afsted, og ikke lod sig see paa Galleriet før end jeg har bemærket det i mit Partitur, med de Ord: "Snart jeg Tegnet hører". – Og endelig drittens und letztens: Da hendes Maj. Drønningen spiller en forlegen Rolle ved Leisters og Emmys Slutningsduet, kunde Dronningen efter de Ord: Skrækkeligt! den aarme Quinde! (allenfals med Hænderne for Øjnene, som om hun ikke kunde taale sligt et Syn) hurtigt vende tilbage til sit Værelse, og først komme frem, efter at Duetten er endt. Endnu maa jeg bemærke, at saadan som Terzetten: "Ha Dudleys Hustru!" nu giver det, nok er det Bedste, at Leister ikke knæler og lægger sin Kaarde paa Gulvet, men at Burleigh kommer ind med den i Haanden og Leister bliver ærbødig staaende. Det er Alt hvad jeg for Øjeblikket har at bemærke. Behag nu at tage det i gunstig Deliberation. Ergebenst C. E. F. Weyse.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost