Dato: 21. juni 1836
Fra: Adelbert von Chamisso   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk, tysk.

Berlin den 21 Juni 1836

Med Glæde, dyrebare Ven, lykønsker jeg Dem til Deres Improvisator, idet jeg aflægger Dem min hjertelige Tak for saa mangen venlig Skrivelse, som jeg har været lad og uhøflig nok til at lade ubesvaret. Særdeles velgjørende er den uskyldige og tydske Bog. Denne Side maa jeg først fremhæve, fordi den staaer saa ganske i Modsætning til de betydeligere Frembringelser i den nyere Tid, der, om de end tiltvinge sig Opmærksomhed, dog ere høist bedrøvelige. Jeg regner hertil alle de franske Romaner, der ere komne mig for Øie: Nôtre dame de Paris. La salamandre. La peau de chagrin. Le père Goriot. Un secret. L’âne mort et la femme guillotinée o.a. Her findes rædselvækkende, dybtindtrængende Blik i det menneskelige Hjertes og Menneskesamfundets Fordærvelse, men det er en trøstesløs Verden, en Nat, bag hvilken der ikke straaler nogen Sol; Miltons Satan vil paa sine Kæmpevinger svinge sig gjennem et Intet, men det kan ikke bære ham, og han styrter igjennem et uigjennemtrængeligt Mørke. Det saakaldte unge Tydskland har kun vakt Opmærksomhed ved den Harme, det har fremkaldt. En forvorpen Nedbryden og nedriven, uden Gjenopbyggen, uden Plan og Udsigt dertil. En væmmelig Usædelighedens Philosophie eller vel endogsaa Religion, som i flæbende Fortællinger bæres af Trædukker, Papirfigurer uden Kjød og Blod, uden Liv. Herimellem ville vi dog ikke regne Heine. Han er unægtelig en Digter; hvad han skaber, det lever, og hvem han rører ved, det være sig en Kat eller et Menneske, træderud af Papiret og giver sig til Priis for Spot eller Beundring.

Paa en saadan dunkel Grund, som jeg bestandig maatte mindes om, tager Deres muntre Billed sig kosteligt ud, og vi elske det og den kjære Digter, der har skrevet det. Alt er friskt, levende og elskværdigt. Alt er følt og seet, og Livet har Intet af denne Tiecks saa fortrædelige Klogskab, som han altid lader sine kjød- og blodløse Titularmennesker udkramme. Barndoms- og Ungdomsaarene ere især lykkedes Dem fortræffeligt, ligeledes Livet hos Exellencen; Sangerinden og den lille Abbedisse ere ligesaa skjønne som sande Figurer; kun Historien om den blaae Grotte forekommer os noget utrolig. Jeg vilde gjerne skrive mere til Dem derom, men jeg har ikke Bogen ved Haanden; den circulerer i det Dem bekjendte literaire Selskab, hvor den finder det største Bifald. I Særdeleshed er Gaudy, der nylig er vendt tilbage fra Italien og har udgivet sit Romertog, henrykt derover. Veed De vel, at jeg kunde være forfængelig af først at have indført Dem i Tydskland, en Fortjeneste, som jeg ikke har noget imod, at Deres Oversætter tilskriver mig. For resten vil den næste tydske Musenalmanak vise, at jeg endnu tænker paa Dem: "Bag Ellekrattet nede."

Hvad mig angaaer, min dyrebare Ven, er jeg en gammel syg Mand, der foruden andre Sandser, nu næsten har mistet min Stemme. Jeg skriver dette meget flygtigt til Dem, i Begreb med at afreise til de schlesiske Bjerge, hvorhen man sender mig for at indaande en anden Luft. – Til Bedring har jeg slet ingen Udsigt, men vel til en forlænget svagelig Alderdom. Det er just ikke efter mit Sind; alligevel er jeg munter og veltilmode og nyder med fuld Bevidsthed og hjertelig Tak al den Lykke, der er bleven mig til Deel, og al den Velvillie og Kjærlighed, hvormed man fra alle Sider kommer mig i Møde, og som ved den nye Udgave af mine samlede Skrifter igjen har faaet Leilighed til at ytttre sig. Det er sandelig skjønt at være elsket og den Lykke nyder jeg rigt belønnede Sanger i fuldeste Maal. Jeg havde gjerne sendt Dem en Bog, men jeg er ikke i stand dertil, jeg gaaer ikke ud, seer Ingen, Jeg tilbringer min Tid med at hoste og hvile og kan ikke tænke paa Noget. – Jeg har været saa lykkelig at udfinde mig en Beskjæftigelse, som passer godt for mig i min nuværende Svagelighed, og som jeg til Enhver Tid kan tage frem og igjen lægge hen: det er et linguistisk Studium; jeg lærer nu paa det Ivrigste Havaii-Sproget, for engang at kunne føie Grammatik og Lexicon, som endnu mangle, til de allerede kjendte Grene af denne Sprogstamme. I min Reise laae der et Kald for mig til om muligt at udfylde de Huller, som Vilhelm v. Humboldts Død havde ladet aabne. han havde nemlig udbredt sine Sprogforskninger fra Indien over Java til Sydhavsøerne, og hvad jeg foretager mig, er at optage det sidste Led af den afbrudte Kjede. – Jeg bliver afbrudt og maa slutte, da jeg har offret Dem de sidste Øieblikke før min Reise. Lev De vel, elsk og digt. Vær frisk og sund og bevar i venlig Erindring en gammel Ven,

Deres Oversætter

Ad. v. Chamisso

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost