Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 9. september 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Hans Christian Ørsted
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 9 September 1836

Kjære Hr Etatsraad!

De har fra det første Øieblik jeg selv begyndte at virke fremad ret med faderligt Sind rakt mig Haanden, hjulpet og opmuntret mig, derfor tager jeg Mod til mig, beder Dem om endnu mere, thi jeg troer De ønsker min Lykke. Min hele Stræben gaaer ud paa at blive endu mre udviklet, endnu mere fuldendt og som sand Digter at blive en Ære for mit Færdreland og mine Kjære. Endnu er det ved Guds Hjælp bestandigt gaaet opad, men der er endnu meget at gjøre, mere at vindes; tillad at jeg ret ud af mit Hjerte taler med Dem og at jeg gjør det skriftligt, thi ved at tale mundtligt vilde jeg føle mig forlegen, ikke kunne fremføre mine Grunde og Forhaabninger.

De og Enhver maa erkjende hvilken stor Indvirkning min Reise i Udlandet har havt paa mig. Da jeg den Gang søgte om Understøttelse, maatte jeg, som De veed, skaffe Attester paa at jeg var Digter, ved disse og et Par Venners Indflydelse var det vistnok, at jeg fik en Sum, stor vel for den, som modtager, men liden, med Hensyn til hvad der ellers bliver givet. Man ventede rimeligviis ikke noget af mig. Den Pengesum jeg selv kunde lægge til var ikke stor, jeg gjorte endogsaa et lile Laan for at uddrage Tiden til at tumle mig i deslænger. Imidlertid maatte jeg dog vende hjemad, just som jeg bedst havde Nytte af Reisen, vende hjem, fordi Midlerne vare tilende.

En almindelig Dom er, at jeg har saa meget, som de Bedste i mit Fag, viist et godt Resultat af denne Reise; allel mine senere skrevne Arbeider: IMprovisatoren, Eventyr og "OT", vise hvor gavnlig denne har været mig, hvor meget jeg har vundet, ja at den har været mig en høiere Opdragelses Skole. Havde jeg tidligere sag: lad mig komme ud i Verden og man skal see hvilken Virkning det vil gjøre paa mig!" da havde man vistnok smilet og ikke fæstet Tro der til. Nu har det dog viist sig saaledes.

Naar en Kunstner, det være sig i hvilket somhelst Fag, stræber at levere noget Fuldendt, man behøver Understøttelse der til, da bliver den ham sjældent næget, naar nu Udfaldet viser sig efter de høieste Ønsker, vil man neppe, naar han anden Gang igjen søger om Midler til at vise sig endnu mere fuldendt, nægte ham Hjælp. Mon det samme Tilfælde ikke kunde overføres paa mig? - Hvad der i min tidlige Barndom er forsømt til min Opdragelse, kan hæves ved en sildigere, men mere stærk Indvirkning. Min bedste Skole er Livet, jo mere jeg kan tumle mig der, des større, des modnere bliver jeg i min Virken. Desværre er jeg født i et lille Land, hvor jeg, selv om mine Arbeider blive læste af det største Publicum, dog ved disse neppe har Brødet, mindre kan tænke paa at forskaffe mig det Middel, som meest vil virke til min høiere Udvikling. Men Danmark understøtter derfor mere, end noget andet Land den trængende Kunstner. Derfor griber jeg ved hele min Sjæl efter det eneste Middel, som findes.

Min Reise blev sidst afbrudt, just, som jeg nød bedst Frugt af den; kunde den ikke, nu jeg har viist mig denne Understøttelse værdig, fornyes; kun paa et Aar? Jeg lover, med Gudst Bistand, endnu et større, et herligere Resultat, end før. Man vil svare mig, det er kun to Aar siden at jeg var ude, det er fortidligt at tænke paa at reise igjen, bliv endnu nogle Aar! Men om nogle Aar er jeg et andet Menneske! Nu har jeg Ungdommelighed, nu kan jeg modtage Indtryk og gjengive Dem. Nu vil jeg have det bedte og høieste Gavn af at reise! - Jeg tør tro, at blev dette gjort Indlysende for Den, som afgjør hvo der skal reis, da vilde mit ØNske nu blive opfyldt. Det synes ogsaa det bedte Øieblik, Mængdens gode Stemning er for mig, til Nytaar udkommer alt andet Oplag af Improvisatoren, dette saa vel optagne Resultat af min forrige Reise. Nu maa jeg gribe Lykketraaden, nu har jeg Haab og Kraft om at vis emig den værdig. Jeg behøver ikke meget, 400 Species vil være mig mit dristigste Ønske. Den almindelige Vei, gjennem Fondet ad usus publicos nytter det ikke at gaae, min Ansøgning vil blive henlagt! Kongen selv maa have Interesse for mig! Jeg kunde nu henvende mig til ham selv, men mon han ret kjender mgi, mon jeg fik Mod til ret at udtale mig for ham. Henvendte jeg mig til Prinds Christian, han vilde maaskee give mig et naadigt Svar, Løfte om Forbøn, men det kunde glemmes, jeg kjender heller ikke hans Indflydelse. En Mand, som Kongen havde Tilid til, en Mand hvis æstetiske Anskuelser bleve vurderede, maatte sige Kongen, hvad jeg omtrent i dette Brev har sagt til Dem. Det er noget Meget jeg forlanger, jeg lægger det i Deres Haand! De er den eneste, som kan gjøre det, jeg troer ogsaa at De - vil! Med Guds Hjælp skal jeg skaffe Dem Glæde for hvad De gjør for mig. Det er ikke et broget Reiseliv der drager mig afsted, det er n reen Stræben efter Udvikling og Modenhed og den kan jeg kun erholde i Verden mellem Menneske. Deres Forstand og Hjerte vil være for mig og saaledes har jeg her kastet mig i Deres Arme med sønligt Sind

H. C. Andersen.

[Udskrift:]

Høivelbaarne Etatsraad og Ridder Ørsted i Kjøbenhavn.

E.S.

Send mig et Par venlige Ord, det vil give mig Mod til maaskee endnu tydeligere at udtale mig for Dem, den Tid jeg haaber De vil opgive, til en nærmere Samtale.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 58, 259-60)