Dato: 28. april 1840
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Tirsdag d: 28de April 1840.

I Søndags Middags da jeg kom hjem fra nogle Visitter der længe havde ligget mig paa Samvittigheden, havde Hansen været her med Deres Brev, og den nydelige Bog573 , hvormed De har overrasket Søsteren. Tak for den gode Andersen, tak for den venlige broderlige Tanke at vilde glæde mig, jeg skjønner paa den som paa Gaven, der daglig skal minde mig om Broderen, om den Hyldning Nabolandet har givet Digteren, og – om Andersens Kjærlighed til dette Land ! Det forreste Portrait er rigtignok ikke hældigt574, det ligner Dem som Dreng, siger Tante Gusta, det kan jeg nu ikke huske, det Kobberstykke som De tidligere har sendt mig er det troeste; men det fornøjer mig alligevel at have Deres Portrait i mit lille Haandbibliothek. Seer De jeg spaaede rigtigt paa Deres Fødselsdag, at Deres mindre Udflugter vilde bringe Dem Glæde ! Hvor Moder har været glad paa Deres Vegne. Fader græd da han læste Deres Brev, de have begge bedet mig sige Dem hvormeget de have deeltaget i den Hæder og Opmuntring der er bleven Dem tildeel. Jeg kan saa godt sætte mig ind i hvordan Følelsen maae have overvældet Dem, og hvordan det Hele forunderligt maae have greben Dem, jeg kjender denne physiske Slaphed der følger paa en stærk aandelig Anspændelse, enten den nu er frembragt ved Glæde eller Smerte, og kan ogsaa derfor godt begribe at De ilede med at forkorte Deres Ophold i Sverrig. Jeg havde slet Intet læst i Bladene som vi ikke mere see, Deres Beskrivelse var mig nye og overraskende, den virkede ogsaa besynderligt paa mig, der strømmede under Læsningen saa mange forskillige Følelser ind paa mig, at jeg blev mat og aldeles stille. Søstrene syntes at det var saa underligt, at jeg slet ikke glædede mig paa Deres Vegne, jeg var nær ved at græde over at de kunde tro det, men jeg kunde ikke være anderledes. Saaledes har De ogsaa engang sagt, at jeg ikke blev glad naar jeg saae mine Venner igjen, at jeg ikke glædede mig naar De efter et Aars Forløb besøgte os nogle Dage, jeg har saa tidt ønsket at jeg kunde glæde mig som Andre fornuftige Mennesker, saa var Glæden mig ingen Smerte som den nu ofte er, o, jeg tror at jeg kunde døe af en stor ret pludselig Glæde, derfor er det jo godt at Vorherre her i Verden kun har tildeelt mig de mindre. Det maae have været en underlig højtidelig Følelse da De stod der, og de Alle blottede deres Hoveder, o, jeg kan godt tænke mig, at jo højere man staaer i Menneskenes Øjne, jo ringere maae man føle sig for Gud, denne Følelse af sand Ydmyghed er dog vist ogsaa den højeste Fuldendthed en Konstner tilegner sig, og for enhver mere end almindelig Skabning den sidste Afrunding Gud giver sit Billede ! Tror De ogsaa ligesom Søstrene at jeg ikke ret har glædet mig paa Deres Vegne? Det er saa beskedent og smukt hvad Andersen har svaret Ordføreren, sagde Moder, det er det ogsaa, og jeg tror Beskedenhed er hos Dem en ærlig Følelse naar den yttrer sig, og ikke som hos Mange en villet Form, derfor sætter jeg Priis paa den. Medgang forvenner og fordærver siger man nok, det tror jeg ikke, det er saa svært at være beskeden naar man bliver dadlet, og jeg synes det er saa let at være god naar man ret føler sig lykkelig. Alting klæder de Lykkelige, Alt bliver dem henregnet til Fortjeneste, endog den Munterhed og Livsglæde som de gode Dage medfører, naar jeg nu seer saadanne klare Solskinsmennesker saa oplives jeg i deres Nærhed, Verden forekommer mig smukkere, og jeg føler mig mere tiltrukken af Menneskene; men der hører Kraft til længe at bade sig i disse Solstraaler uden at gjennemisnes af det eget Livs Kulde og Tomhed, saa er det langt lettere at krybe om i Skyggen og græde med Sorgen, saa er det eget Jeg dog en Blomst paa Graven der qvæger med Duft og Farve! Dog jeg begriber ikke hvor jeg kommer til denne forfløjne Betragtning, der slet intet har at gjøre med hvad jeg vilde skrive om. Jeg snakker saa meget for at tænke mindre, jeg føler mig ret angreben i disse Dage, syg er jeg vel egentlig ikke; men jeg har undertiden en Angst over mig der virkelig er kvælende, og dertil føler jeg mig saa gruelig mat, saa mine Timer i høj Grad trætte mig, ja det anstrænger mig næsten at tale, paa dette Brev har jeg alt skrevet i 3 Dage, jeg har været saa rask i det sidste Aar derfor er det mig maaskee mere paafaldende, den pludselige Overgang til Sommer bidrager vist sit til dette Ildebefindende; men endnu mere gjør den Spænding vi Alle gaae i nu de kjære Forældres Afreise er saa nær for Haanden og Fader desværre igjen er saa slet, ja det er han, det glade Haab som hans Bedring gav os er nu ganske tilintetgjort. Om 14 Dage reiser Top hvis Kahyt vi have leiet, og med hvem Alt er afgjort, da han ikke kunde indlade sig paa en bestemt Afgjørelse, Gusta er endnu noget svag efter Mæslingerne og hun behøver saa megen Styrke, Moder er som sædvanlig, om hun ogsaa har aandelig begriber jeg ikke hvor hun skal tage legemlig Kraft fra til hvad der forestaar. Den Operation som Liebe har gjennemgaaet kan Faderen ikke underkaste sig det er umuligt han vil det heller ikke; og vores Læge har aldeles fraraadet ham det, kan Knusning nu ikke foretages, saa er der intet tilovers uden at see de gruelige Lidelser bestandig tiltage, til de maaskee om et Aar, maaskee om længere Tid ende med Koldbrand eller Tæring. Seer De naar Alt staaer saa klart for en, og ens Haab kun hænger ved et Spindelvæv, saa hører der meget til ikke at bukke under for Smerte og Ængstelse. Men jeg ved nok at det ikke er Ret at jeg saaledes klager for Dem, nu især da De føler Dem saa glad og lykkelig, burde jeg ikke, ikke engang for Øjeblikke kaste mine Sorger paa Dem, men her hjemme maae jeg jo være saa stærk som muligt ude blandt Fremmede er det mig en Pine at udtale sligt jeg er desuden saaledes i Vane med at vise Folk et muntert Ansigt, at det næsten bliver betragtet som en Fordring til mig at see det, derfor bliver jeg helst hjemme. – Jeg vil herefter heller ikke faae megen Tid at anvende paa det selskabelige Liv, thi fra første Mai af faar jeg endnu en Time mere daglig. Børnene blive nu større og maae beskjæftiges mere. Schønheyders have saa gjerne ønsket at jeg skulde læse med deres Børn allene, jeg have gjerne gjort det. Reckes Børn ere saa angribende livlige, og det koster mig en høj Grad af Overvindelse at være streng imod Børn; og – ja jeg veed nok, at det er en daarlig Kjærlighed – jeg holder desuden saa meget af alle Børnene at jeg sielden har Kraft dertil. Jeg aandede saa frit da alt var afgjort med Schønheyders; men saa vilde Reckes ikke give Silp paa mig; Børnene græd og Moderen spurgte mig, om jeg da foretrak Schønheyders Børn for hendes, og saa blev det da ved det Gamle, jeg tog een Time til, Forældrene tilbød at holde Lærere til flere Ting, og forhøjede min Indtægt, men nu kan de jo ogsaa gjøre større Fordringer til mig, og jeg frygter at Børnenes Hengivenhed for mig gjør, at Forældrene overvurderer mine Evner. –

Fredag Eftermiddag. [1.5.] Det er en ret smuk Melodi der er til Deres skandinaviske Sang575 , jeg troer især den vil lyde godt for flere Stemmer, jeg har endnu ikke læst alt i Hertha kun Fortællingen, de danske, og nogle af de svenske Digte det falder mig ikke ganske let at forstaae det Svenske, flere Ord ere mig aldeles uforstaaelige, Deres lille Digt Aarets Maaneder er morsomt576 , det kjendte jeg ikke. Nicander er ikke smuk, om Portraitet ligner ham577 , det er ganske Oldenborgs forrige Informators Ansigt, hvad der i den lille Fortælling morede mig meest var den unge Reisendes Glæde over at komme til Hovedstaden, see Theateret, Konstnerne, møde Andersen paa Østergade, paa Volden eller fra Theateret til Hotel du Nord, sommetider forekommer det mig saa underligt, at De er saadan en vigtig Person, og at jeg kjender en stor og omtalt Mand saa nøje – nøje – ja det vil jeg nu egentlig ikke sige, somoftest kjender man kun det Billede man danner sig af et Menneske og hvor ofte er det dets Speilbillede! – De har lovet Sverrig et Arbeide hvor De vil udtale Deres Kjærlighed for dette Land Deres ny Tragedie kan det da ikke blive, vel? Den foregaar jo i Spanien. Adjunct Hansen hvem jeg igaar var samlet med var ganske henreven af Mulattens Opførelse i Kjøbenhavn han talte ogsaa lidt om Deres nye Arbeide, jeg tænkte næsten at han havde vidst lidt mere om det en jeg; men han sagde: " jeg havde gjerne udspurgt A? mere om det; men fandt det ubeskedent, jeg sagde ham da hvad Tragedien skulde hedde, det havde jeg Lov til, det er ikke Noget De har betroet mig men som jeg paa 3die Haand selv har skaffet mig at vide. Hvad synes De om Hansen? Flere af vore unge Damer her sverme lidt for ham siger man , han er for Øjeblikket i Mode ; "De har saadan en vis uforskammet Godmodighed Hansen! der baner Dem Vei overalt" siger Sich i Spøg til ham, og den Paagjældende leer deraf. Hansen er et godt Hoved i hvilket der dog er en evig Gjæring, han er ærlig og usædvanlig ejendommelig, det er vistnok det der gjør ham interessant, thi noget behageligt har han jo egentlig ikke. – Han er ganske overordentlig indtaget af Deres Mulat som jeg veed han har forelæst flere Steder her i Byen. – Thomsen har faaet Deres Hilsen ! – Svenskernes Hyldning kan jo ingen Hemmelighed være, jeg har derfor fortalt flere af mine Bekjendtere hvorledes det Hele gik til, thi hvad der har staaet i Bladene var saa lidt. Kjære Andersen naar mine Forældre komme til Kjøbh. saa see engang imellem til dem, det er ikke noget Oplivende jeg beder Dem om; men jeg veed at det vil glæde Fader og Moder, selv om den Første i den Pirrelighed Smerten undertiden medfører ikke altid viser det. De vil vist ogsaa kunne træffe Moder eller Gusta i et andet Værelse. Her har De nu et Brev der ikke indeholder saa mange Linier som det foregaaende; men dog sikkert dobbelt saa mange som Deres jeg giver Dem i Materiel, hvad jeg ikke kan give Dem i Gehalt. Jeg vilde skrive nu strax deels for at takke Dem for Deres smukke Foræring, deels fordi jeg føler, at jeg længere hen ikke vil kunne skrive, De maae nu intet Brev vente fra mig før de første Efterretninger ere indløbne fra Kjøbh. Levvel, skriv mig til naar De føler Trang dertil. – Tankerne ere vel somoftest i Nabolandet. – Levvel min kjære Broder, gid at Deres Fremtid ret maae blive lykkelig, og troe at Ingen ønsker det inderligere end Søsteren.

Lørdag [2.5.] – Med Fader er det det samme nu jeg slutter mit Brev, som da jeg begyndte det; men jeg selv føler mig noget bedre, og saa bliver Hjertet, ogsaa lettere, og klynger sig til Haabets Spindelvæv, som til et Ankertoug. Gud lad det ikke briste! De spaaer os Glæde i det lille Hjem paa Overgade, o, det er mig saa kjært hvor man dog kan hænge ved døde Ting; men "Alt hvad kjært er maae man miste", har De jo selv sagt, det vil gaa med det som med Tolderlund, derude er det nu ikke mere saa trist som De ofte fandt det. Prinds Fritses Frue Friede ligger paa Landet der hvor hendes Elsker saa ofte levede som Dreng578 , de smaae simple Værelser skal være elegant meubleret, der er lyst i Stuerne thi de 4 store Abbeliner som bar Deres Plader ere huggede ned til Roden579 . Fruen og hendes Veninder spadsere nu i de Gange, hvori jeg husker hver Trærod, streife gjennem Skov og Mark, og – gjennem den lille Lund hvor Bedstefars Minde staaer580. –

Jeg skal bringe Dem to særdeles Hilsner fra Louise og Caroline, den sidste forlader os en af de første Dage, ogsaa Louises Reise bliver nok nu før Faders da denne saaledes har trukken sig i Langdrag. Kalkar bragte os en Hilsen fra Dem gjennem hans Kone. – Den Usynlige gik 3die Gang i Søndags; men var ikke saa besøgt som sædvanligt da det var Confirmationssøndag, og her vare flere Selskaber i Byen, jeg havde Plads til en Loge den Aften; men følte mig saa syg at jeg maatte blive hjemme, det var den pludselige Varme, den kjøligere Luft har igjen gjort mig godt. Alle hilse –

Deres skandinaviske Sang er deilig; men De maae nu sverme saa meget for Sverrig som De vil, saa er og bliver Verset om Norge dog det smukkeste.

Igaar for et Aar siden rullede jeg med Deligencen ind i Kjøbh. Hils Fr. Læssøe naar De seer hende.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost