Dato: 23. oktober 1840
Fra: Augusta Söeborg   Til: H.C. Andersen

Odense den 23 Oct. 1840.

At tale om det gamle Synderegister, er vel ikke værd, altsaa gode Andersen, en Forsoningsepistel; som saaledes maa De betragte dette; hvad har det ogsaa kundet glæde Dem at modtage Brev fra et halvt Menneske, for stort andet har jeg i mange Aar ikke været, og Gud veed, om det nogensinde bliver bedre? ja jeg er temmelig overbeviist om, - at dersom Skjæbnen ville bestemme mig et saadant held som Deres, jeg meener sætte mig istand til at kunne foretage en Reise som Deres forestaaende, - det vilde, det maatte hjælpe paa mig! - thi mit sørgmodige Sind trænger til Adspredelser, og det maae være saadanne som baade kunne tilfredsstille og berige min Forstand, og mine Interesser, tillige styrke mit Legemlige; ja ssee saa kunde der maaskee endnu blive Skik paa mig! - men da jeg nu ikke antager at jeg seer Grækenland inden De seer det, saa er der imidlertid ikke Misundelse hos mig men jeg glæder mig oprigtigt paa Deres Vegne, og har kun det ønske for Dem, at De sund og munter maa vende tilbage til Fødelandet igjen! thi vel kan større Stæder, andre Nationer, anden Natur m.m. have mget forud for vort lille indskrænkede Danmark - men vi elsker dog intet Sted som i Fødelandet; det er dog vor anden Moder, og i Længden troer jeg dog vist vi trives bedst i den Jordbund Forsynet har ladet os fremspire i! - Gud bevare Dem kjære Andersen paa denne Deres lange Flugt! - Drag Honning af enhver Blomst, som den skjønne og yppige Vegetation De gaaer imøde byder Dem! bring nye Æmner hjem fra Østerlandet, og det hede Afrika, som kunne begeistre og glæde os stakkels Hjemfødninger! men glem os ikke i de fremmede Egne! husk paa at vi har dog eet Tag, eet Lys, og een Beskytter alle! - Hvorlænge agter De at blive borte?

Jeg har taget inderlig Deel i Deres Sorg med Maurerpigen! men gode Ven, saadan gaaer det jo altid med Lykken, den vender ligesaa ofte Menneskene Ryggen for een Tid, som den seer sine Yndlinge lige ind i Øinene til en Anden! - Tab endelig ikke Modet! husk paa: en Kunstner maa ikke føle Trykket af Sorg for dybt, eller for længe, - derved lider Geniet, og de udmærkede Evner sløves! - At Fru Heiberg har gjort sig kostbar, eller hvad man skal kalde det er yderst ubehageligt; men tillad mig at sige det: - havde De nøie nok overveiet hendes Kunstnerevne? - hun bliver i mine Tanker - skjøndt jeg næsten forguder hende - aldrig rigtig fuldendt i det Tragiske , - det Naive er dog hendes Hovedfag; mon hun var den Rolle voxen? - mon hun ikke selv følger det? - og hendes billige Forfængeligehd som den store Skuespillerinde hun er - tillader hende ikke nogensinde at træde frem med mindre Tilfredsstillelse for Publicum! - At Rollen er hende for angribende, veed jeg vist; det er almindelig bekjendt i Kbh. og en Forfatter i sin Begeistrings Hede, maae dog vist altid tænke paa, hvormeget en Acteurs Physiske kan udholde; hun er selv lidenskabelig, og begeistreet i høi Grad, men at Digteren Andersen maaskee er det i en endnu høiere Grad, antager jeg; og at Skuespillerne lider meere ved at udføre en Rolle naar han rigtig skal opfatte Aanden, go Væsenet i den end det tager paa Forfatterens Kræfter at skabe et saadant Forstandsfoster det troer jeg for vist. - men hvem veed om disse Ubehageligheder ikke tjene til at bringe en mindre anseet Skuespillerinde frem, og det kan endnu gaae bedre end De venter! - Lær kun ikke Publium udenad at det nu skal være slet, thi den almindelige Dom, har jeg ikke megen Agtelse for, idetmindste hvad Kunst angaaer, hvad Publikum veed der skal være godt, det løftes til Skyerne, (og ligeledes modsadt!

Nu lev ret vel! Gud veed om vi sees mere paa denne Klode! - Glem ikke at jeg har følt oprigtig Venskab og Interesse for Dem fra jeg kjendte Dem som den lille blaae Dreng til De nu forlader os som den begavede Digter og den almindelig agtede og yndede Mand, som vistnok mange misunde!

Min Christian ønsker Dem ogsaa en lykkelig Reise! - Han seer med Beundring, og lidt Skinsyge op til den ældre Christian; stakkels Barn han naaer vist aldrig ham, hverken i Hæder eller Lykke!

Deres oprigtig hengivne Augusta Søeborg

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen (kopi Rigsarkivet, SB 5615-19)