Dato: 2. april 1841
Fra: Christian Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fregatten Bellona i det stille Hav den

2den April 1841.

Kiære Ven og Broder!

Efter min gamle Vane maae jeg skrive til dig paa denne Dag, naar vi ere adskildte, og jeg ikke mundtlig kan have den Fornøielse at tale med dig. Saa langt fra hinanden som i dette Øieblik have vi nok aldrig været før. Hvor er du? Er du i hint forjættede Land som lærte Verden hvad Storhed var; eller er du draget endnu længer imod østen, til det Land, som lærte Verden, hvad Skiønhed var. Eller er du maaskee nærmere Vesten paa Halvøen i Særdeleshed hos din Maurerpiges Efterkommere, hos Stammefædrene for de Folk, jeg har lært at kiende, at afskye, at beundre, at elske her i den nye Verden? Eller, skulde det være Tilfældet, som min elskede Jette i sit brev til mig, fortalte som en blot Mulighed, at Du vilde til Orienten, til Lilleasien, til Syrien, til Ægypten, maaskee til Persien; kort sagt, til de Lande, hvor hvert Blad fortæller et Eventyr, hvor hver Handling bliver til en Feehistorie? Er du der, saa kan man med Sandhed sige at Occidenten tænker paa Orienten paa Danmarks Hædersdag, og hvis Du idag, hvilket du vist giør, lader nogle Tanke[r] flyve hen til alle dine sande Venner, vil du vist ogsaa sende en lille Tanke hen til ham, som er adskildt fra dig ved Atlanterhav og Andesbierge, og den vil da møde mange Tanker, mange 0nsker fra et trofast Vennebryst, saa vort Venskab viser at det kan trodse Rum, som det allerede har vist at det forstod at trodse Tid; og saaledes til Trods for Tid og Rum er vi dog sammen; nu trykker jeg dig i Haanden, nu giver jeg dig mit Broderkys. - Lad os tale derom, om ikke før, saa i Evigheden. -

Men det er ikke alene idag at jeg tænker paa dig; hvergang jeg har seet noget smukt, noget stort, noget skiønt, noget Godt, har jeg tænkt paa dig, og ønsket dig ved min Side, for at du kunde nyde den samme Glæde, som jeg, og jeg en fordobblet ved at nyde den i dit Selskab. - Jeg vil ikke fortælle dig noget detailleret om min Reise, for det første vilde det neppe interessere dig, for det andet vilde det blive for vidtløftigt; men en herlig Reise har det været, og ofte, ja meget ofte regretterer jeg, at du, min Ven, ikke var ved min Side, da der dog var Muligheden i det, og Lyst hos dig dertil ligeledes. Overalt finder man noget poetisk (det har du selv lært) værdig til at eviggiøres af en Pen som din; og dit poetiske 0ie vilde have opdaget endnu meget mere, end hvad der viste sig for os Philistre. Madeira (som vi før have talt om) veed du, er Naturens Mesterstykke og lader til at være dens Yndling tillige, saa villigydende er den i alle Henseender; og om den fortientes der nok at digtes en Sang, Mage til Claudiuss Reihnlied, og hvad Skiønhed angaaer kan den nok fortiene første Rang. Fra denne Øe drog vi Syd efter, passerede Canarierne, Capverde den [?] og endelig den Linie, som deler Jorden i to lige Dele. Pr. Parenthesis vil jeg dog bemærke som et Curiosum at før vi kom til Linien havde vi bestandig Modvind, og efter vi passerede den, paa den sydlige Hemisphære, have vi næsten bestandig havt god Vind; (Er vi skabt for Syden?) I Bahia levede jeg meest et Familieliv, men i Rio Janeiro levede jeg aldeles i den store Natur, og den er poetisk der; den kan kun males, eller ogsaa beskrives af en Pen, som den, der forklarede Martinique for os. - Om Montevideo, Hovedstaden i Republikken Uruguay, kan jeg kun sige at den ligger meget stykt, og der er temmeligt kiedeligt og at Alle taler om Tyrannen paa den anden Side af Platafloden. - Jeg maae tilstaae at paa den anden Side af Platafloden i Buenos Ayres er det Sted, som har interesseret ulig meest, hvorjeg har fundet meest Poesie, skiøndt en crrusom Poesie. Landet er fladt, stykt, sandet; frembringer næsten kun Qvæg, som man slagter, og hvoraf man sælger Ruderne; det er ikke det, der interesserer mig; men dette Land beherskes af en Tyran, en grusom blodtørstig, hevngierrig Tyran, som er tilbedet, elsket, ja forgudet med Enthusiasme af sit Folk, naturligviis ogsaa frygtet, som opoffrer Mennesker i tusindviis, naar han frygter dem, eller de ikke svarer til hans Hensigter; som i 3 Aar har trodset Frankrig, med hvem han var i Krig, og som omringet af udvortes og indvortes Fiender dog er gaaet af med Seiren. Er det ikke poetisk? - Denne Tyran hedder Don Juan Manuel Ortiz al Rosas. - Men denne Tyran har en Datter, la Manuelita, den Eneste, ja man kan sige det Eneste han elsker: hun er det Modsatte af Faderen. Hun er den de arme Ulykkelige Offere eller deres Efterladte kommer og tyer hen til, naar Faderen har giort dem ulykkelige; kunde hun hielpe, hialp hun; altid trøstede hun, og det var rørende, ja det var poetisk at høre Faderens ivrigste Fiender tale om hende. Hun er ikke smuk, skiøndt hun har deilige store, brune Øine, hvorudaf lyser Klogskab og Mildhed men tillige Sorg, thi hun lider bestandig ved Faderen[s Gru]somhed, naar hun ikke kan forhindre den, som hun sieldent kan. - [Hun] er simpel og ædel i sine Manerer, meget jevn og godmodig mod Alle. Jeg har ingen seet dandse med saa meget Grace som hun; hun synger og spiller med Udtryk og Følelser; hvad man i Europa kalder dannet er hun vel neppe, da hun hverken kiender Kotzebue eller Walter Scott; men hun forstaaer at tænke og raisonnere. - Hendes Selskab havde jeg den Lykke at nyde i 4 a 5 Uger, og naar jeg ikke havde Tieneste ombord, var jeg hos hende baade Formiddag og Eftermiddag. - Men hvad skal Enden blive? Faderen har mange Fiender, baade indvortes og udvortes, daglig skaffer han sig flere; engang vil de seire, da vil de massacrere Tyrannen og alle hans, altsaa ogsaa Manuelita. - Er det ikke gyseligt? Jo, vil du svare, men dog poetisk. -

Endelig forlod vi det skrækkelige og dog kiære Buenos Ayres, og tiltraadte Reisen omkring det frygtede C a p H o r n; os var det meget naadigt men lidt koldt nede i det sydlige Iishav, skiønt det var midt om Sommeren; der vare vi kun omgivet af Himmel og Hav, og vort stadige Selskab vare Hvaler og Albatrosser (Maager og Ørnestørrelse) [.] Efter 4 Ugers Seilads kom vi til Valparaiso, som jeg kiender meget lidt til, dajeg strax re is te os [sir] Santiago de Chile, hvor jeg var 3 Uger, og levede et Herreliv; om F.M. Ride- og Kiøreture til Cordillererne og om Aften i spanske Familier. Spansk taler jeg nu ligesaagodt som - ja som du taler Fransk og Selskabet i Almindelighed interesserer mig. Nu ere vi paa Veien til Lima, og derfra gaaer det rimeligviis over Rio Janeiro til det kiære Hiem; hvor jeg haaber at træffe Alle vel, og dig kort efter. Giv mig en Tanke paa dine Vandringer i Orienten.

Din hengivne trofaste Ven og Broder

Christian W.

[Udskrift:]

Hans Christian Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost