Dato: 12. juni 1841
Fra: Ingeborg Drewsen, f. Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

90. Fra Jonas Collin, Adolph Drewsen og Ingeborg Drewsen.

[Fra Jonas Collin]. Kiøbenh. 12 Junii 1841.

Kiæreste Andersen ..

Deres Brev fra Pesth dat. Pindsedag vakte en almindelig Glæde i det collinske Huus - (nu skal Adolph skrive thi han har ikke Tid at bie) ­

[Fra Adolph Drewsen].

Det er - kun et Par Ord, (thi jeg staaer reisefærdig til Kalkbrænderiet, og Børnene ligesaa) for at udtrykke Dem min uskrømtede Agtelse for Deres Mod, hvilket De paa den ecclatanteste Maade har constateret ved den orientalske Reise, De nu lykkeligen har overstaaet; var jeg ikke Fa­miliefader, kunde jeg fristes til at sige, at jeg vilde give et lille Stykke af mit Liv for at maatte gjøre en saadan Tour. Deres orientalske Breve sluger jeg med Begjærlighed og glæder mig til at høre Deres Fortælling naar De kommer hjem. Det vilde ikke alene have glædet, men smigret mig meget, om De var blevet [ved] Deres første Bestemmelse, at skrive Brevet fra Donau Reisen, til mig, tro jeg skulde have holdt det i Ære, som om det havde været et nyt Eventyr fra tusinde og een Nat. - Alt gaaer her sin sædvanlige, rolige Gang; den eeneste og nyeste Nyhed, der vil falde mig ind, er at det kgl. Dampskib (ført af Peder Wulff) som i Gaar Aftes skulde have bragt Efterretning fra Rostock om Kronprindsens Formælings Fuld­byrdelse, endnu Dags Middag ikke er arriveret. - Alle Børnene tale ofte om Dem, Harald snakker stedse om den Grækerhue, De kjøbte til ham i Constantinopel. De faaer forresten en Efterfølger, idet Kammerjunker Cosmus Bornemann (Assessor i Hof og Stadsretten) nu er reist, for blandt andre Steder at besøge Constantinopel. - Jeg har for Deres Skyld havt megen Angest, idet der, kort efter Deres Brev fra Athen, i de tydske Aviser stod en ynkelig Historie om en dansk Reisende, der var død af Pest i Alexandrien; Navnet var ei opgivet og det var jo ei umueligt, at De havde gjort en Sviptour derhen. Lykkelig Reise - Deres

Drewsen

[Fra Ingeborg Drewsen]. .

De kan tro, min kjere velsignede Andersen, at det var med en hjertelig Glæde at vi modtog Deres sidste Brev, hvoraf vi saae, at De lykkelig og vel var kommet fra Constantinopel, thi jeg var i Grunden dygtig bange for Dem, og det have vi Alle været men vi have ikke sagt det til hverandre førend nu bagefter, ja Gudskeelov at De nu er i Europa[,] der er dog ikke saa ængsteligt; det er ellers en overordentlig interessant Rejse De har gjort, hvad De vil have at fortælle naar De kommer hjem, naa Du gode Gud, man faar da ikke Lov at faae et eneste Ord indført i de første Maane­der, men det er da det samme, kom bare hjem, saa skal jeg nok lade være at høre efter. - De kan ellers være vis paa at vi længes ordentlig efter Dem, Store og Smaae, Gamle og Unge; jeg hører naturligviis til de Unge. Hør Andersen, De maa endelig besøge en Kjøbmand Höltzel der boer i Dres­den eller egentlig hans Kone, som vi traf sammen med i Ems, det er over­ordentlig elskværdige Folk, især Konen, hun er munter, behagelig og paa Krykker (see Jfr Schoubo), hun vil bestemt blive meget glad ved at De bringer hende en Hilsen fra Louise og mig, jeg troer hun kunde godt lide os, hvilket da ej er saa urimeligt, især den Eene. Gaae endelig derhen, og hils hende mange Gange fra os begge, vi tænke tidt med stor Fornøjelse paa hende. I Aften skal jeg hen at see »Edvards Sønner« af Casimir Delavigne. Sommerskuespillerne give mange udmærkede Stykker, og The­aterdirectionen udmærker sig ved at give de slettes te som muligt tænkes kan. - Edvard vilde skrevet Dem til, men da han ligger i Valbye er der ikke blevet noget af, Louise vilde ogsaa, men hun er her ikke nu, og Brevet skal snart bort, jeg syntes derfor at det var bedre, at vi skrev som vare her, end at opsætte det til næste Post, da jeg formodede at De længdes efter at høre noget herfra, De maa derfor tage til takke med mig istedetfor det som bedre var. Tak for de Par Ord i Edvards Brev, det glædede mig at De havde faaet mit Brev, kan De see, jeg skrev dog til Dem! - Lovise lever vel og glæder sig med mig og os alle til at see Dem snart igjen, Moder længes betydelig efter Dem, vi ere alle lidt stolte af at De saadan kommer omkring i Verden, og fortæller det rundt, samt siger højt og lydeligt at det kunde de andre Digtere ej gjøre Dem efter, saadan at sno sig mellem frem­mede Folk, ja De er jo ret en Fandens Karl. Ja min kjere Ven, nu maa jeg holde op, thi Fader skynder paa mig, jeg kunde gjerne sladdre lidt med Dem endnu. Farvel min gode velsignede Andersen, levvel og tænk under­tiden med Godhed paa

Deres kjerlige Veninde

Ingeborg.

[Fra Jonas Collin].

Over denne Afbrydelse faaer jeg ikke Tid til at skrive mere, thi imidlertid kom snart en snart en Anden - lev vel tusende Gange Levvel, kom snart i Deres Venners Arme. Deres

Collin

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost