Dato: 8. april 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Hans Christian Ørsted
Sprog: dansk.

Paris den 8 April 1843

Kjære Hr Konferentsraad!

Mit Brev fra Bryssel, det je sendte gjennem Legationen, vil jeg haabe er indtruffet; at jeg skriver igjen er egentligt i et godt Øiemed for en Anden, kun beder jeg Dem at troe, at jeg ikke bilder mig ind at have nogen Slags Indflydelse, jeg vil kun tillade mig, paa Grund af den lange Tid jeg har været yndet af Dem, at nævne et Navn, som man ønskede blev i Deres Erindring, det er Schjern. De husker ham, den unge meget lovende Historiker, han har nu været her paa 3die Uge i Paris, og viser ret Sind og Sands baade for de levende og døde Skatte VerdensByen frembyder; han har bedet mig, da han selv følte sig forlegen ved direct at henvende sig til Dem, i det han frygtede, at det kunde støde Dem, om jeg vilde bringe ham i Deres Erindring. De var saa god, siger han, ved hans Afreise fra Kjøbenhavn at give ham Løfte om, at De ved Bortgivelsen af det rosenkrandsenske Stipendium, vilde tænke stærkt paa ham. Det er første Gang den unge Mand er ude, og De veed, at naar man første Gang er paa Reise, da koster altid denne mere end senere Udflugter og han har nok ikke mange Hjælpekilder.

See det var den Sag, nu kan jeg tale lidt om min Omtumlen; jeg har netop i dag været her en Maaned og bliver endnu enn, da gaar det over Straßbourg saa smaat hjemad. I høieste Grad er jeg blevet overrasket ved al den Opmærksomhed og Godhed jeg møder i det fremmede Paris. Digteren Alexander Dumas, Forfatter til flre betydelige dramatiske Arbeider, tager sig meget af mig; forleden spurgte han mig om jeg havde Lyst til at gjøre Rachels Bekjendtskab; vi gik da sammen en Aften, hun just spillede Phædra og paa Theatre français her var, bag Coulisserne, indrettet ved nogle Skjærmbræt en lille Stue, hvor Rachelmodtog os og bad os tage Plads; intet af alle de Portrætter jeg har seet ligner hende, hun er langt smukkre, det vil sige ved Udtrykket, der er noget saa ædelt og begavet i dette, at jeg er nærved at regne hende blandt Skjønhederne, uagtet Folk sige hun er styg. Hun var meget venlig og elskværdig mod mig, vi talte lidt om mit Fædreland om Theater og Litteratur der, om Rachel selv, og hun gav os Haanden til Afsked, traadte ind paa Scenen,hvor hun fra den unge, smilende Pige vi havde seet, stod forvandlet til den lidenskabelige Phædra. Den franske Tragedie gaaer endnu paa Kothurnen, Talen er en rytmisk Dands, som jeg ikke kan vænen mig til, kun hos Rachel bliver det Natur [overstreget: hun synes at maatte og skulde tale saaledes], dog er hun mig ikke Kjød, ganske af mit Kjød, hun forekommer mig imidlertid som den tragiske Muse selv; iskoldt visler det Een ned af Ryggen naar hun udtaler de dybe menneskelige Følelser. Digteren Heine har jeg et Par Gange truffet sammen med, han synes mer mild og blød, end tidligere; De veed han er gift og Maaden det er skeet paa, synes mig, geraader ham til Ære. De veed nok [overstr: den stygge Sag han havde i la fitte der endte med], at Heine [fik Prygl og derpaa] udfordrede [overstr: Manden] en Mand der havde fornærmet ham. Dagen da Duellen skulde være gik han til een af sine Venner og sagde, "De veed jeg har taget mig af et lille fattigt Barn, hun er nu over 16 Aar, døer jeg, har hun slet ingen til at hjælpe sig, jeg vil i denne Morgen, før Duellen, gifte mig med hende, skulde jeg da blive skudt, da er min rige Onkel Heine nødt til at tage sig af Enken." Brylluppet stod, Heine blev ikke skudt og lever nu som Ægtemand. - Den første April reiste Orla Lehmann i Selskab med Theodor Collin herfra til Rom, hvor de ville indtræffe i Paaske-Ugen. Capitain Læssøe reiser imorgen, samme Vei, for at "De Danske i Paris", blive færre og færre; om 14 Dage miste vi Krieger han gaaer til Engeland og derfra til Norge og Sverrig, han vil ende som Skandinav.

Alt i fjorten Dage var her Træerne grønne og Folk foraarsklædte, jeg har været lidt Syg af Seine-Vandet ligesom da jeg var her forrige Gang, det er mig ikke mueligt at vænne mig til at drikke Kalk. Hils Deres kjære, gode Kone og alle børnene, den lille Gitte med! Præstefolkene leve lykkeligt kan jeg tænke! send dem min hjerteligste Hilsen. Skulde jeg, ja haabe det tør jeg ikke, blive overrasket med et Brev fra Huset i Studiestræde, da vil Brevet finde mig ved at søge Vei til den danske Legation i Paris, eller ved at banke paa min egen Dør i Hotel Valois, rue Richelieu, vis a vis la bibliothek. Lev nu vel!

Deres

inderlig hengivne

H. C: Andersen

E.S.

Medfølgende lille Skrivelse bedes tilsendt Eduard Collin!

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 58, 263-66)