Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 3. august 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Niels W. Gade
Sprog: dansk.

Bregentved den 3. August

Kjære Ven!

Først igaar indtraf jeg hertil og fandt da Deres venlige Skrivelse; i Dag er det Postdag herfra og jeg skriver strax, for at sige Dem at det bliver mig umueligt til den af Dem opgivne Termin at levere en Kantate; i dag, om nogle Øieblikke, skulle vi Alle en stor Tour, hvorfra vi først komme hjem ud paa Natten, og imorgen er det Grevinde Danneskjolds Begravelse, der maa jeg hen; det bliver altsaa ikke tænkelig at levere en Kantate paa flere Vers, som De alt kan have inde i Kjøbenhavn til den 8 August; havde jeg faaet Brevet i Fyen, da skulde jeg sandelig ikke have sagt nei! Lad mig see at De paa en anden Maade, eller rettere, ved en anden Leilighed giver mig noget at udrette til Deres Tjeneste, men dette kommer sandelig for hovedkulds! -

Brødrene Helsted har jeg truffet paa Hvidkilde, da sagde mig at De (: Gade) snart vilde ud i Verden, før De reiser maa De lade mig det vide, samt sige mig de Lande de besøger, maaskee kunde jg dog være Dem til nogen Tjeneste selv hos musikalske Folk, f.Ex: Kalkbrenner, Gatty, Tauber -

Om 8 a 10 Dage er jeg rimeligviis i Kjøbenhavn og søger Dem da strax, men skulde De netop ved den Tid reise bort, da skriv mig et Par Ord forud! - Vær nu ikke ærgerlig paa mig at jeg ikke strax synger Kantate, men jeg indser ikke at det kan lykkes mig i den Gallop, som De forlanger det og derfor skriver jeg hellere lige strax og siger, hvad Sandheden er. Jeg bilder mig ogsaa ind, i det De skal reise, er det Dem vel heller ikke nogen Ubehagelighed at have en gyldig Grund til at maatte lade være med at komponere paa Kommando! Hils Deres Fader og Moder venligt fra mig.

Deres Ven H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 56, 122)