Du har søgt på: *opmuntr*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 27. maj 1840
Fra: H.C. Andersen   Til: Henriette Wulff
Sprog: dansk.

Nr. 79. Fra H. C. Andersen. [27. Mai 1840].

Mia Sorella!

»Andersen skal være min Jules Janin1008 og saaledes skrive mig til!« er Deres Ord; jeg maa altsaa ikke være mig selv, ikke være den gamle Andersen?; De er bange for at jeg skal kun skrive om mig selv, altsaa om Intet, men om Intet maa jeg jo skrive skal jeg træde op som Deres Jules! De vil have en Arabesk af Festdagene1009 herinde, Sølvbryllups Blomster der snoe sig om Balparéets Herrer og Damer, en væltet Beegkrands, og et af Stabel løbende Skib! O Arabesken kan blive broget nok! men jeg tør ikke fortælle saaledes, som den danske Andersen vilde have fortalt; denne naive, geniale, egoistiske og dog halv pjankede Maade han har at groupere Tankerne paa, det er Jules De vil have Brev fra! men husk, Jules sidder i den silke Slobrok, i den elastiske, bløde Gyngestol, i et prægtigt Værelse, og veed han er udødelig, ja faaer endog 400 Franks for Linien han nedskriver, Andersen derimod sidder i en kort Trøie paa en haard Stol i det mindste Kammer i Hotel du Nord,1010 hvor den kolde nordiske Blæst har slaaet en Rude itu, han er i Dag af en kongelig Theater Direction budt 30 Rdlr for hans sidste Vaudeville!1011 Dog De befaler og Jules, den danske Jules Janin skriver. Gaae De ned i Haven og spørg Svalerne ad, de qviddre maaskee nok for Dem om Morgenfesten paa Sorgenfrie, om Holstes Cantate,1012 og Biskoppens1013 Tale! Gaae ned til Stranden, maaske der endnu er en lille Bølge-Bevægelse, nylig ankommet fra den danske Havn hvor Skibet løb af Stabelen. Min Brevdue her maa fortælle Dem om en ung Digter fra Hotel du Nord, hvor deilig han var! - Der var to Dage forud gjort Prøve paa alle Mysterierne ved hans Toilet! saa kom der Flesk i, og saa blev han god! - Klokken 61/2 skulde han kjøre med Hartmann og var da i Stadsen Klokken sex; han ventede en halv Time, han ventede en heel, Klokken blev 8, den blev halv ni og nu foer det ene Bud afsted efter det andet. »De komme strax!« lød Svarene; endelig Klokken 9 var Vognen der, men nu havde Hartmann glemt Billetterne, saa maatte man hjem igjen, saa var der en lille Frøken endnu, der skulde med og saa kom man da i Række, og deiligt i Række, Vartou paa den ene Side, den grønne Vold paa den anden, det gik saa velsignet langsomt at man kunde have taget Daguerotyppebilleder1014 af hele Qvarteret. »Ja men denne Comers er dog det Moersomste!« meente Selskabet, men det meente ikke Poeten, »i Gallop! i Gallop!« troer jeg er Mandens Devise! halv elleve traadte dette lille Taalmodigheds Selskab ind i den deilige Riddersal! - O her var prægtigt! Den store brogede Vrimmel, det rige Lys og den brusende Musik bedaarede Øine og Øre! Alt var kongeligt og dog følte man sig saa hjemlig, saa aldeles ugeneert. Kongen og Dronningen vare i høieste Grad elskværdige, »jeg troer« sagde Poeten fra Hotel du Nord, »at her ikke er Een, som jo har moret sig!« selv saae han ellers noget fatigueret ud og skrev vist ikke mange Vers den Nat! - Et ganske deiligt Skue var det i Morgenstunden, naar man fra den prægtige Sal, vendte sig mod Vinduet og der drog Gardinet til Side, Luften var saa reen blaae og Dagen lyste paa Holmens Kirke og alle Bygningerne rundt om. Reflexen af Lysekronerne inde i Salen faldt paa Rudeglasset og i usikkre Omrids syntes de at hænge, som glimrende Meteorer i den klare Luft. Ved Theatrets Festforestilling1015 var der en uhyre Masse Mennesker paa Torvet og i Bredgaden; en trykkende Taushed laae der over den beskuende Masse. Om Aftenen væltede Pøbelen Beegkrandsene uden for Nicolai og sloge Vinduerne ind der. Den raa Hob fulgte med de kongelige Vogne og Frøken Colbjørnsen1016 fik en Steen ind i sin Vogn, saa begge Glasruderne gik itu; hun beholdt imidlertid Contenantsen, heldede sig tilbage og holdt begge Hænder for Øinene. Pøbelen skal have været høist nederdrægtig, ledet, som man siger, af enkelte Individer. De drog nu til Balthasar Christensen,1017 Regentsen og Orla Lehmann, hvor de raabte Hurra, Jødekirken vilde de rive ned, men saa fik de deres Prygl, og dermed endte Forestillingen. Hvad H. C. Andersen angaaer, da for ogsaa at tale lidet om ham den Stakkel, da har Theater-Directionen igjen og det efter at Mulatten skulde have ledet Directionen til Bod og Bedring, opført sig meget unet. Man har givet Heiberg 100 for hans Vaudevillemonolog »Ja «1018 og foreslaaer Digteren Andersen for Vaudevillen, hvori Dialog og Couplet ere nye 30 Rdlr; han har givet til Svar, »Vil De behage at tilbagesende Stykket og de udskrevne Roller!« - Det er meget opmuntrende at skrive for Theatret. De glæder vel Andersen med et Epistel, han havde gjerne kommet ud med Baronessen,1019 men netop den Formiddag han søgte hende var hun reist. Naar han ved Dem hører, at der er Huus?, som Hjerte-Rum, da flyver han med første Dagvogn ud i det Grønne. Skriv nu snart og kast Hilsener, meteorfunklende Hilsener, til alle Sider, de ere saa varme at de maaskee nok tænder Venskabs Ilden i et og andet Hjerte. -

Øehlenschlægerns Fisker1020 har smuk Musik, skjønne Dragter og Decorationer, men det hele synes kun Skuet i en Caleidoskop, man føler sig tom under Beskuelsen og træt bagefter. Ved tredie Forestilling var der meget tomt og en stærk Hyssen var Resultatet af Tilskuernes Aftennydelse. -

Kjøbenhavn den 29 Mai 1840.

Iaftes var Deres Undertegnede indviteret paa Skydebanen til Festmaaltid1021 i Anledning af den 28 Mai, der var over 200 Mennesker. Gad1022 fra Helsingøer (»Hvor skal jeg sætte min Søn i Skole.«) holdt den meest lunefulde Tale; Owen1023 havde nemlig holdt een forud, meget uforstaaelig, om at det gamle og ny Danmark skulde smælte sammen. Gad, sagde nu at han hørte til det unge Danmark

og havde spurgt sin Naboe til Høiere og til Venstre, om de to ikke skulde sidde og smelte sammen, men det vilde slet ikke gaae, da de ogsaa sagde de hørte til det unge, han troede derfor at Owen , ved det gamle Danmark havde tænkt sig Damerne, de conservative Damer. Ussings1024 Tale var meget kraftig, Davids1025 var Liniedandseri, og der var ogsaa megen Hyssen. Dog, den hvide Væg slipper her, hvorpaa jeg hænger min Skrift-Guirlande, jeg vil altsaa som den smukkeste Rosette slutte med at være hvad De ønsker Deres hengivne Jules Janin.

[Udskrift]

Frøken Henriette Wulff

hos Baron Stampe paa Nysø ved Præstø. frit.

Tekst fra: H. C. Andersen og Henriette Wulff. En Brevveksling