Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 31. maj 1845
Fra: Severin From   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

TiI Digteren Andersen!

Efter Deres kjerlige Raad har jeg talt med Hr Pastor Bindesbøll og bedt ham om hans Bistand for at naae Maalet for mit høieste Ønske. Men da han ikke kjender mig uden fra min Skolegang, som en ret flittig Elev, og da jeg aldrig tilforn har havt Mod til at vise ham mine smaa Frembringelser førend nu da jeg overleverede ham det Digt som Forfatteren til "Moder jeg er træt nu vil jeg sove", nævnede som smukt, som naturligt tegnet; torde han ikke love mig Noget, førend han i det Mindste havde faaet flere Beviser paa mit Talent for Digtekunsten; thi de almindelige Evner til Studeringerne var altfor lidt til at anbefale Een, der aldeles Intet havde. - Han haabede maaskee i dag at tale med Dem hos Hr Collin. - O! da vil vist han som aldrig kjendte mig, men med hvis Aand jeg længe var fortrolig; Ham der første Gang han hørte mig stamme mit Ønske frem, talede venligt til mig og - trykkede min Haand. - Han vil nu vist med Varme tale min Sag.

Tilgiv at jeg saa lige frem taler til Dem, og tilgiv ligeledes at jeg her en Stund opholder Dem med at gjøre Dem bekjendt med det, som min Tunge desværre manglede Ord til at udsige, da jeg talede med Dem.- Her sidder jeg ene, her bevæge sig Tankens Strøm med frit Løb, her kan jeg kaste mine Tanker paa Papiret, men naar jeg træder frem da forstummer min Tunge, da er det mig umuligt at tolke mine Følelser. Jeg vil da her gribe Leiligheden til at gjøre Dem fortrolig med hvem jeg er og hvad der mest har bidraget til at give mig Sands eller maaskee kun Kjerlighed til den Kunst der forener Mennesket med Guddommen. - Dog vil jeg ikke trætte Dem med smaae Historier fra min Barndom, men kun bemærke, at mine Forældre ere fattige og havde saaledes kun Raad til at sætte mig i Nakskov Borger Skole, hvori jeg gik fra mit 7½ Aar til min Confirmation. I denne Skole lærte jeg hvad jeg kunde, saa at jeg blev udmærket med et lille Præmie, der bestod i en eller anden Bog efter hver af de sidste fem Skoleexaminer jeg bivaanede.- Charactererne jeg erholdt paa de fire sidste er jeg saa fri at vedlægge. - Men at disse Kundskaber der bleve bibragte mig paa denne Skole vare meget ubetydelige imod dem jeg selv efter den Tid har kunnet forskaffe mig indser jeg nu. I min Skolegang og næsten et halvt Aar efter vidste jeg endnu ikke hvad Poesie var. - Jeg troede at den der bedst kunde rime, var bedst Poet. Tak Gud! at du aabnede min Sjæls Øine for den Helligdom, som ene formaaer at vise et svagt Billede af din Almagt, Viisdom og Herlighed.- Ja mine Øine bleve aabne paa en Maade som vil forundre Dem; paa en Maade som vist vilde have slukt den Gnist afDigterild hos enhver Anden.- Jeg havde nemlig efter min Confirmation endnu ingen bestemt Plads og fandt saaledes Leilighed til at læse nogle Bøger, og af en Hændelse faldt flere gode Digterværker mig i Hænderne, blandt andre Oehlenschlægers Sokrates.- Endnu kjendte jeg rigtig nok ikke Oehlenschlæger, havde aldrig hørt hans Navn før, jeg vidste ikke han var blevet bekrandset om hans Tinding med Laurbær, og dog syntes jeg at det nævnte Digt tillige med flere andre Værker af ham vare saa udmærkede.- Dog jeg kunde endnu ikke falde paa at han var Poet, da der vare ingen Riim i Enden paa de Værker jeg læste af ham.- Men midt i denne Nydelse blev jeg pludselig reven ud deraf: jeg var bestemt til at blive Handelsdreng i Stege.- Jeg reiste da dertil i det Haab at kunne vedblive i ledige Timer at nyde hvad jeg havde begyndt hjemme. Men jeg skuffedes.- Der læstes ikke Narrestreger, heed det, og Bøgerne bleve tagne bort. - Først vidste jeg ikke hvad det var jeg fattedes, Tiden blev mig usigelig lang, dog snart mærkede jeg at kun mine Bøger kunne gjenbringe mig min Tilfredshed. - Men her paa var ikke at tænke uden at jeg maatte bort derfra – og jeg kom bort. - Saaledes blev den Tid jeg tilbragte i Handelslæren meget vigtig for min poetiske Følelse, istedet for at qvæle den i Fødselen; thi ligesom Blomsten efter stærk Tørke sluger Regnen mere graadigt og blomstrer derefter mere skjøn, saaledes in[d]drak jeg derefter mere graadig hver Draabe af den Nectar, som danske Skjalde skjænkede mig. - Kort herefter kom jeg til Sæbyholm for at hjælpe Forvalteren med hans Skriv[e]arbeider. - Denne Gaard ligger meget smukt. - En lille Arm af Fjorden løber der tæt forbi, den er omgivet af Skove, hvor smaae Fugle synge og Blomster - og vilde Roser staaer under de store Bøge, som med deres Kroner kneise høit i Veiret.- Her om Morgenen før og om Aftenen efter fuldendt Dagværk tumlede jeg mig snart i en Baad paa Fjorden, snart i de grønne Skove hvor Fuglene sang og hvor Blomsterne duftede.- Men denne Tid var snart forbi; Forvalteren havde ikke mere at bestille for mig.- Jeg maatte atter ind til Byen, atter indesluttes som i et Fængsel. Her blev Poesien mig nødvendig, thi her kunde jeg ikke læse Naturens stolte Digterværker.- Her læste jeg først Heiberg - især gjorde hans Pottemager Walther stort Indtryk paa mig, endskjønt samme kan ikke indrømmes Rang blandt store Kunstværker. - Jeg læste Nordens Guder, Aladdin og Sanct Hans Aftens Spil. - Disse Værker aabnede mig en Trylleverden. Aladdin henrev mig saa ganske at jeg saavel vaagende som sovende drømte om ham. Desuden læste jeg mange Andre, som her ville blive for vidtløftige at omtale, naar jeg undtager Oehlenschlægers æsthetiske maanedsskrift Prometheus. Dette sidste Skrift bibragte mig en rigtig forestilling om Kunsterne i Almindelighed; især studerede jeg ivrig Poesien deri.- Saaledes er nu en tid af 1½ Aar forløbet deels med at læse Digterværker, og tillige gjøre mig mere bekjendt med det tydske Sprog end jeg var fra Skolen, samt i den senere Tid at studere det engelske Sprog for at aabne mig det store Svælg af Digterrigdom, som samme er Nøglen til; dels med at afskrive for Pastor Bindesbøll samt andre. - Blandt de store Værker jeg i den samme Tid har nydt ere især Oehlenschlægers Tragoedier, Baggesens Værker, danske Anthologier af Molbeeh, hvilke Hr Bindesbøll med ædel Gjæstfrihed tillod mig at inddrikke af den Kilde, som han eier. Ingemanns, Hauchs og Deres Værker hører ogsaa til dem jeg læste i denne Periode. Oehlenschlæger er vel Danmarks største Skjald, dog efter at kjende Ingemann og Hauch seer man at disse ofte nærmer sig ham; men da jeg læste Andersen, da jeg læste Deres Improvisatoren, Deres Kun en Spillemand, nød jeg noget som jeg aldrig før kjendte, noget som jeg ingensinde havde mødt hos Andre. - Det var saa naturligt, jeg forstod hvert et Træk, hver Skildring.- Det var som jeg selv levede det, og jeg følte virkelig Aandsslægtskab med Deres lille Christian. En stor Deel af hans Lidelser følte jeg selv. Som han var jeg ganske ene, som han havde jeg Ingen jeg kunde klage mig for, og Ingen der kunde drage mig frem til en bedre Stilling. I hans Characteer var der saa Meget jeg selv kjendte. -

Alle de Værker jeg læste af Dem blev mig en Helligdom. - Var Oehlenschlæger størst i sin Green af Poesien, da var De den største i Deres. Deres Værker var Deres egne helligste Følelser De havde udaandet for Menneskene, og enhver Kritiker som angreb Dem, ansaae jeg for formastelig, der ingen Ærbødighed havde for det Skjønneste Mennesket besidder. -

Jeg kunde ikke vedblive at være hos mine Forældre, som ikke kunde tjene Brødet til dem selv. - En Plads paa Mariboe Amtstue blev mig tilbudt hvor jeg med Nød og Næppe kunde have det Nødvendigste. Det var Synd og Skam at bebyrde mine Forældre mere end jeg allerede havde gjort; men den Tanke at ile til et Sted hvor min Aand aldeles vilde fortæres, og da der tillige intet Haab var, at jeg om nogle Aar kunde hjælpe mine Forældre, kunde jeg ikke beqvemme mig til at modtage dette Tilbud. - Jeg gik til Pastor Bindesbøll og bad om hans Raad. - Jeg sagde ham at min største Lyst var at gaae den academiske Bane, men han viste mig saa store saa uovervindelige Hindringer, ved at gaa den Vei for Een der ingen Midler selv havde, og raadede mig at tage mod den tilbudte Plads; - men jeg kunde ikke tage derimod! -

Jeg bad til Gud, og min Tanke faldt paa Christians Digter; han vilde vist ikke støde en Stakkel bort, der saae meget lignede hans eget Aandsfoster. Men han er kun Digter, han har vel Intet tilovers til dig, tænkte jeg; hvem vil da slukke din Tørst, hvem vil da stille din Hunger, hvem vil da bedække dit Legeme med Klæder. Da hævede jeg mine Øine mod Himmelen hvor Fuglene fløi. Dem mætter jo du, Herre! - Paa Marken staar Blomster, dem klæder du jo, Herre! - Og jeg - jeg behøver saa saare lidt. Vand er min eneste Drik; min Hunger kan jeg stille med Brød alene, og jeg fordrer kun det Nødvendigste saa jeg uden Skam kan vandre blandt Menneskene, til at klæde mig i. - Saaledes ilede jeg til Dem - til Dem, som før De kjendte mig talede venligt til mig. -

Naar jeg nu kaster et Blik tilbage paa de sidste 1½ Aar, maae jeg ansee den Tid for den vigtigste jeg har levet. I den Tid har jeg nydt mine saligste Glæder, men ogsaa føelt mine største Sorger. - Af hvert et Digterværk jeg læste nød jeg jo en Glæde jeg ikke før kjendte, men netop denne Læsning var Grund til Sorger. Af min Fader maatte jeg ofte høre jeg bestilte ikke Andet end læse Comoedier og Historier; men han havde Grund til at sige det. Jeg bestilte kun lidt for at forskaffe mig mit Ophold, og det jeg bestilte kjendte han ikke, havde han ingen Sands for. Af næsten alle Andre maatte jeg høre at jeg intet vilde være, men kun gaae hjemme at drive. - Saaledes henlevede jeg den Tid næsten ganske venneløs; jeg flyede bort til Eensomhed, fordi intet Menneske hverken kjendte eller forstod mig, thi de som kunne have forstaaet mig, kunde jeg ikke forklare mig for. Dog, ene var jeg ikke en stor Digter Aand svævede altid omkring mig, og med et Digterværk i min Haand misundte jeg ofte Robinson sin Ø for der i uforstyrret Roe at nyde det.

I Løbet af sidste Aar er ogsaa de faa smaae Digte bleven til af hvilke De allerede har hædret et med at læse det. - To andre vil jeg her vedlægge, hvoraf det ene, "Qvad ved Danmarks Gravhøi" hører til Sværmerier, men er dog forfattet i en begeistret Stemning.

Og nu vil jeg kun bede Dem om, dersom jeg skulde tage feil, dersom jeg ikke lignede Christian, men derimod et andet af Deres Billeder, nemlig: den stakkels Skuespiller der af sit ganske Hjerte elskede Kunsten men havde ingen Evner til at udføre den; dersom jeg 1ignede ham; o, spar mig da ikke men sig mig det strax. - Men skulde De finde meer end almindelig Ungdomssværmerie deri, skulde De finde Poesie deri: O! tænk da paa ham som her har udgydt en lille Deel af sine Følelser for Dem; tænk da paa ham som her med Beundring og ærbødig Kjerlighed tegner sig

Deres Severin From

Kjøbenhavn den 31. Mai 1845

Tekst fra: Skakspilleren Severin From 1828-95