139. Fra Jonas Collin.
Den (bedrøvelige) 11 Junii 1845.
Kiære Andersen
at jeg atter i Dag træder op som Edvards Secretair, kunde maaskee forundre Dem, naar De ikke erindrede, at vi leve i en forkeert Verden,– hvilket jeg forresten ikke vil paatage mig at bevise, fordi det vilde medføre et langt Raisonnement som jeg ikke er nogen Liebhaber af. Nu kommer Sagen, og den skal behandles ligelunde kort: Min og Edvards Mening er, at det vilde være urimeligt om De tog til Byen i den i Deres Brev nævnte Anledning. – Vel hedder det hos Horats: brevis esse laboro obscurus fio, men jeg haaber dog at min korte Yttring er klar og tydelig.
At Venusbierget sank uden Brag og Bulder men sagtelig og fast ubemærket, sporlæst og forglemt, har De rim[elig]viis erfaret. Nu tænke Studenterne paa, at give en stor Forestilling ved Scenens Kunstnere – et Stykke af enten Oehlenschlæger eller Holberg – naar de andre 2/3 Deele af det skandinaviske Studenterlaug arrivere.
Deres Hilsener ere besørgede. I Mandags var jeg med Ingeborg og Louise paa Rungsted, hvor man havde det godt. Deres Portrait har en behagelig Liighed, det sige de alle. Stampe har faaet Deres Brev til ham Og hermed maa De dennesinde lade Dem nøie.
Deres faderligt hengivne
Collin.
