Dato: 19. juni 1845
Fra: Severin From   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Nakskov, den 19.Juni 1845

Venlige Digter!

Jeg nævner Dem med et Navn, som for mig er det skjønneste, der kan skjænkes nogen Dødelig, og det er det vist ogsaa for Dem, thi den som bær Navnet Digter, Navnet Skjald er jo ingen Slave af Jordens Dumhed og andre Smaae1igheder; hans Tanke hæfter sig ei, som Ormen, ved Jorden alene, den flyver dristig op mellem Stjernerne, op i Himmelen, ja han hører ikke egentlig til Jorden, "af den fordrer han Intet", som Ingemann siger i sin Tasso, "undtagen Stadet for sin Pilgrimsfod". Og naar saa hans Pilgrimsbane er endt, naar han har udsjunget, saa flyver hans Aand paa Tonens Vinger til en anden Verden, hvor hans Harpe lyder med høier[e], renere og skjønnere Klang.- Det er en herlig Lod. Men det er sandt, denne Lod bliver ingen Dødelig givet. Ingen som bær Digternavnet med Sandhed er døde1ig.- Flyver Aanden bort fra sit Fængsel til andre Verdener, boer den jo ogsaa paa Jorden i hans Sange og der døer den heller aldrig.- Og denne Lod er Deres.- O, store, skjønne Tanke! maaske den ogsaa bliver min. - Og paa den Vei der fører til dette herlige Maal, var De, næst Gud, min første Fører. - Jeg saa en Vei; langt borte ved dens Ende laae en dejlig Have; der voxte Roser, Lillier og alle Jordens skjønneste Blomster.- Jeg maatte nyde Rosernes Duft, jeg maatte plukke Lillierne, det var min eneste Lyst, men foran paa Veien var ganske opfyldt med Torne og Tidsler, der var ufremkommeligt for mig alene; da raabte jeg: Hjælp mig!- Og venligt tog De mig ved Haanden, viste mig en Vei, og sagde: paa denne Vei er de færreste Torne, igjennem den naar man sikkrest Maalet.- og der [var] kun faa Torne paa Veien, og med den større Førers, Guds Hjælp haaber jeg at naae den skjønne Blomsterhave. Saaledes kan jeg bedst udtrykke hvad De var for mig, saavel før som efterat jeg havde udtømt mit Hjerte for Dem og hvad De stedse vil blive.

Den Morgen jeg skulde have min Skjæbne at vide af Deres Mund, bankede mit Hjerte saa heftigt og mine Skridt vaklede, da jeg ilede til det Sted hvor De boede, og da jeg hørte De var reist bort - blev jeg som forstemt; men snart opflammedes dog Haabet igjen da jeg hørte De havde efterladt et brev til mig.- Jeg mere fløi end gik hen til det Sted, hvor jeg kunde aabne det og hvor henrykt blev jeg ikke, da jeg saae Deres venlige Brev, det store Haab De gav mig, og den Vei De viste mig. Det var jo til den samme, der havde været Dem en Fader, og han skuffede ikke Deres Haab.- Han var god og velsignet, han talede saa venligt til mig, og var strax rede til at hjælpe mig.- Af ham har De viist faaet at vide hvad der blev min Deel, nemlig en Hjælp af 100 rbd 15 om Aaret, og privat Underviisning i Nakskov, for hvilket Pastor Bindesbølllovede at sørge. Og til denne venlige Olding viste De mig, med hvis Hjælp jeg vist vil naae Maalet.- Modtag da min inderligste Tak, min Fører! fordi De viste mig en saa sikker Vei; modtag min Tak for den store Venlighed hvormed De kom mig imøde, det var [noget af ordet bortrevet] straaler i mit Livs Marts, og modtag min Tak for den Gave De lagde inden i Deres Brev, af Dem kunde jeg nok modtage en slig Gave. - Da Theater Saisonen var ophørt anskaffede jeg mig derfor Deres tre sidste Samlinger af Æventyr, hvilke som alle Deres andre Værker jeg har læst, har været mig en skjøn Aandsnydelse. De skal engang staae blandt Deres andre Værker i min Reol, men dertil bliver desværre vist længe. -

De viste da jeg bad om Deres Hjælp, at Hjertets sande Sprog var Dem kjærest, og derfor vil De ogsaa med Venlighed modtage disse Udbrud af et Hjerte, der elsker Dem. Et venligt Ord fra Dem vilde være mig en styrkende Læskedrik. -

Deres taknemmelige og kjerlige Severin From

Tekst fra: Skakspilleren Severin From 1828-95