Du har søgt på: +Det +Kongelige +Bibliotek

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 27. juni 1849
Fra: H.C. Andersen   Til: Birgitte, f. Ballum Ørsted
Sprog: dansk.

Borggärdet den 27 Juni 1849 (i Dalarne)

Kjære Fru Ørsted!

I et lille Vertshuus, som De paa Kortet vil finde lidt nordlig for Fahlun, naar De følger Veien imod Gafle, skriver jeg dette lille Brev og er saaledes over Skove og Bjerge hjemme hos Dem i den hyggelige Stue. Jeg har fra Stockholm gjort en høist interessant Udflugt til Dalarne, nærmet mig Ødemarken og er nu paa Tilbagefarten. Hvorlidt kjende vi dog Sverrig, hvor uendeligt meget nyt og interessant jeg ikke vidste er rullet op for mig. Men vi maa begynde med Begyndelsen. De veed det gik fra Helsingborg over Lund til Götheborg og derfra Kanal-Reisen til Stockholm, den haaber jeg nu de selv gjør næste Aar, De, Deres Mand og Mathilde der findes høist interessante Punkter, og Stockholm er jo ret et Nordens Konstantinopel. - At man her har gjort en Fest for mig veed De af Aviserne, mit Sind var imidlertid tungt, Skaalen for Danmark fik mig saa bød, at jeg ikke kunde holde Taarerne tilbage, Tanken om Hjemmet har ligget som en tung Steen paa mit Hjerte, det er første Gang ude jeg ikke har følt mig fri og let som jeg ellers altid følge mig paa Reise. Jeg har imidlertid mødt uendlig stor Gjæstfrihed og Opmærksomhed; Kongen og Dronningen have i høi Grad viist sig elskelige imod mig, forleden hvar jeg i en Uge to Gange til Taffels; De kjende begge særdeles vel mine Skrifter, vi talte meget sammen, de synes ædle fortræffelige Mennesker.

I Upsala var jeg med Kammerherre Beskov flere Dage; og da nu Touren skulde gaae for sig op til Dalarne laante Landshøfdingen mig sin Vogn; men hvor selv det at være Vogn-Herre har sine Besværligheder, jeg maa passe at faae den smurt, see efter Skruer og Hætter, passe paa Snore og Lædertøi, jeg har lært det, ved at prøve den Fortræd at see det springe; nu er jeg imidlertid næsten Vognmandskarl, det er altid en Stilling i vor nyttige Tid en særdeles. Jeg har reist gjennem store Gran- og Birkeskove, hvor jeg milehvidt intet Huus saae, hvor jeg forgjæves søgte en opstigende Røg for dog at vide, der findes Folk, store stille Søer, med vilde voxende Kala ved Bredden hilsede mig. - Dal-Elven er især ved Båstad storartet; Veien gaaer langs den brede Flod, som man kun kommer over ved at sætte sig, Hesten og Vogn i en Færge. Her er de vilde Svaner Vinteren over, her er en Storhed, en Eensomhed, der gjør Sindet helligt. De maae endelig herop, jeg har en Indbydelse til Deres Mand, Dem og Matilde, fra Provsten paa Tuna, Dr. Ekenstam, en høist dannet, elskelig Mand; der er saa særdeles hyggelig i Præstegaarden, Fruen og Døttrene velsignede Mennesker og der er man alt inde i Dalarne. Da jeg talte om at De kom næste Sommer til Stockholm, maatte jeg love at bede Dem Alle komme til Tuna og hvile lidt ud et Par Dage. Jeg har tilbragt Midsommer Festen ved Søen Siljan. Bjergene her ere saa uendelig blaae, Naturen saa venlig, og Folket høist eiendommeligt jeg var i Leksand vor jeg i Kirken med over 5000 Dal-Karle og Koner, Piger og Børn, ja lige ned til Pattebørn der var af disse en Skrigen og Skraalen, desuden aad Alle Løg saa mine Øine løb i Vand derved, men ganske opbyggeligt var det dog at see den store Menighed, høre dem synge, see de brogede eiendommelige Klædninger, ganske eget var Skuet om Morgenen da de kom i Baade over Søen,d et var lange Gondoler med 16 til 20 Aarer. Om Maistangen blev der dandset ved Midnat, det vil sige da Aftenrøden gik over i Morgenrøden. Dog ikke alt er poetisk paa en saadan Reise, foruden Vogn-Sorg har jeg prøvet smaa Forskrækkelser, saaledes i Zäthe hvor jeg efter at have kjørt en heel Dag i Skylregn kom til et Gjæstgiversted, hvor Folkene vare saa tvære og hvor jeg klokken halv eet om Natten vaagnet ved Skrig og Raab, jeg troede at det var fulde bønder og laae og lyttede, nu kom det op ad Trappen, nu lige til min Dør og buldrede derpaa! "Er her Reisende" skreeg man, "her er Ild paa Huset!" - Jeg foer ud af Sengen, hele Huset var jo af Fyrretræ, jeg løb strax til Trappen og da der Intet var at see gik jeg tilbage og pakkede mit Tøi sammen, gik saa ned. Ilden slog ud af to Vinduer, Sprøiten kom og alt blev slukket, men Søvn fik jeg ikke. I forgaars kom jeg til Fahlun og saae Gruberne samt tilbragte Middagen hos Landshøvdingen der hentede mig til sit Ly[st]sted. Fahlun seer ud som den laae mellem Solfatara og Vekxø, Kirkens Kobbertag er ganske irret man aander Svovlluft, imidlertid er Naturen smuk uden omkring, i Dag er jeg reist derfra og sidder nu ene i Versthuset her hvor jeg endnu kun har opdaget et eneste Menneske, den samme kom, som ganske godt forstandig / mærkeligt er det hvor vel jeg har kunnet forstaae og blive forstaaet af Dalarkarlene; Een spurgte mig ud, hvorfor vi førte Krig mod Tydskalnd om ikke de vilde røve vort Land! ellers var det ganske artigt med Vertshuuspigen i Leksand, hun sagde til mig: Ja Dem kan jeg meget bedre forstaae end jeg forstod Franskmanden ifjor, da han talte fransøsk til mig! - I samme Vertshuus kom Vertindens lille Datterdatter ind til mig, Barnet var en 3 a 4 Aar og og jeg klippede da et Slot til hende, lidt efter kom den gamle Bedstemoder ganske henrykt og bragte en Peberkage, som hun bad mig smage paa og derpaa klippe hende nogle nye Faconer til Peberkager, for det forstod jeg; hele Aftenen sad jeg og klippede nye Modeller for tilkommende Peberkager udi den Stad Leksand ved Siljan.

Reisen gaaer nu over Gäfle til det store Vandfald ved Elvdalaby; der paa til dannemora og over Upsala til Stockholm, hvor Kongen har indbudt mig til at see Militairstadsen paa hans Fødselsdag. - Jeg gaaer da til Wadstena og maaskee til Kinnekulla, men Tiden jeg er disse Steder kan jeg ikke opgive, imidlertid vilde jeg gjerne dog høre lidt fra Hjemmet i Studiestrædet og beder Een og Anden der, skrive et lille Brev, som bliver sendt til Göteborg eller hvad vi kalde Gothenborg, poste restante, men skriv det i samme Uge som De faaer dette, jeg sender mit først afsted fra Stockholm. Og nu hjertelige, kjærlige Hilsener til Deres Mand, til Mathilde, som altid er saa usigelig god og elskværdig mod sin gamle Barndoms Ven! hils de kjære Sønner og Dalstrøms og Scharlings! min lille Gitte faae en særdeles Hilsen fra hendes Digter, den er saa stor at hun kan give en Bid til sin Bedstemoder. bring mig ogsaa i Erindring hos Excellensen, Kammerraadinde og Ørstederne og tænk venligt paa mig.

Deres trofast hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 12, 253-54)