Dato: 17. september 1845
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorøe d 17 de Sepbr 1845.

Kjære Andersen!

Begge Deres hjertelige Breve har bevæget mig og viist mig Dem i et Aandens og Gemyttets Lys, som klart og varmt overstraaler og udsletter enhver Skygge, der af Livet og Verden eller dens Malere, bevidst eller ubevidst, maatte være faldet over Billedet af Deres Natur og Deres Bevægelser i den ydre Verden. Den kolde bittre »Sø«, der er gaaet over Deres Hoved, har De ladet rulle hen, som et Saltvandsbad af en Rosmer Havmand, i hvis Ansigt det kun smertede Dem at see en Ven, som De ærer og elsker, og som i sin Leeg med Dybets Magter selvet Øieblik synes forvandlet til en kold og grusom Elementaraand, der i sin Bølgestrøm har indkoglet et Skræmselsbillede, hvori De og nogle Andre kunne finde enkelte bizarre Træk af Deres Liv og Væsen i en Udviklingsperiode, som De nu selv, ved at see og kjende dem, maa ansee for gjennemgaaet og aflevet. - De har taget det ædelt og høimodigt; De ryster Saltvandet af Hovedet, og siger til Rosmerskikkelsen: »Jeg seer nok Du er intet Uhyre - Du er min ædle høihjertede Ven, og Du drømte ikke om i din Forblindelse hvor beesk og salt den Sø var, Du lod gaae over mit Hoved!«

At han ikke har vidst det, troer jeg ogsaa; thi jeg har seet Taarer i hans Øine, da jeg sagde ham hvad muligen De og Deres Venner kunde see i hiint Billede. Og da var det, han sagde mig og Lucie, hvad jeg uden at berøre Anledningen, tilskrev Dem, angaaende en Bedømmelse af Deres Børneeventyr, hvori han kunde og vilde vise, at hans Dom om Dem som Digter ingenlunde stod i Rapport til hiin Romanfigur, hvortil han paastaaer at have Materialier fra en 2-3 forskjellige tydske Poeter. Tag fremdeles nu hiin salte »Sø« ligesaa sundt og modigt som De allerede har taget den smukt og høimodigt! De har aldeles Intet tabt derved i Kjærlighed og Agtelse, tværtimod, hvor man har troet at see Hentydning eller Benyttelse af de Smaasvagheder, De med aabent næsten barnligt Sind har vedkjendt Dem og selv humoristisk spøget med - der har det ikke gaaet ud over Dem, men er med Skarphed faldet tilbage paa Romandigteren, der dog vist ikke behøvede sine Venners gamle affaldne Pjalter til at decorere sine Helte med. Hvorlidet jeg selv billiger denne Methode iKonsten, veed nu nok. Flere lignende Hensyn til - Poesien uvedkommende - Træk og Scener af Livet - har fordærvet mig Læsningen af denne Digtning og sat mig ud af Stand til at dømme frit og uhildet derom. Paa Lucie gjorde den af samme Grund en smertelig og uhyggelig Virkning.

Og nu Gud velsigne Dem, kjære gode Ven! see nu frisk og freidig ud over al Verdens salte Søer, som man Gud skee Lov, med Poesiens nye Verden for Øie - kan ryste af sig.

De hjerteligste Hilsener fra Lucie og Deres

stedse inderlig hengivne Ven

B.S. Ingemann

Frøken Rafn, som just er her sender Dem en venlig Hilsen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost