17I. Fra Jonas Collin, Ingeborg Drewsen og Louise Lind.
[Fra Jonas Collin] Kbh. 24 Julii 1846.
Kiære Andersen
omsider kom det, men ikke fra Adler, fra hvem jeg hverken kunde faae mundtl. eller skriftligt Svar. Jeg skrev da til Kammerherre Tillisch, og 2 Dage efter kom den Kgl Tilladelse (af 21 d. M.), som i Gaar stod i Berlings Avis, at De maa bære den Den af Kong. af Preussen tildeelte Decoration som Ridder af den preussiske røde Ørns 3die Classe.
Jeg gratulerer! bær den med Held og Hilsen !
Remissen p. 750 Mk B° som den 14 d. M. sendtes Dem til Geneve, haaber jeg De har faaet.
Er Udskriften tydelig? Lev vel!
Deres C.
[Fra Ingeborg Drewsen].
Min kjere velsignede Andersen !
Tak for Deres moersomme Brev, jeg glædede mig inderligt ved at høre noget fra Dem, thi vi laenges her dygtigt efter Dem, kommer De nu ikke snart hjem? De længes dog efter os, det er tydeligt, hvad vil De blive der for, og lide saadan af Hede, vi har her saadan en dejlig Sommer, ikke for varm ikke for kold, kort sagt tilpas, ligesom Jfr Grahns Skjørter. Naa, saa De blev kjed af Antiqvit[et]erne, ja saadan skal De have det, hvad vilde De ogsaa paa den Gallei, nej hold De Dem til det Unge fE til mig, det er mere hensigtsmæssig. Jeg maa dog fortælle Dem noget om vores fælleds Veninde Fru A, vi vare paa Comedie sammen en Aften og nogle Aftener iforvejen var der annonceret Hans Hejling, men de fik det ikke af Mangel paa Mennesker. Nu spørger hun mig, "Vidste De at vi forleden Aften ikke fik Hans Hejling". Ja svarede jeg, jeg hørte det om Formiddagen. – Ja da havde vi saamen ikke hørt noget om det, A. og jeg kom herhen om Aftenen og stod og rykede i Døren, men saa var der en Kagekone, der sagde, der bliver nok ingen Comedie i Aften!!! Synes De ikke at det er ganske moersomt, at Kagekonen maa sige Theaterdirecteuren Besked om Comedien. – Jonna er i Jylland og har allerede været der noget, nu er Stampe rejst over at hente hende, jeg har sendt hende Deres Brev; Adolph og de to mindste Drenge ere i Fyen, Viggo paa Fredensborg, Valdemar rejser i Morgen tidlig til Silkeborg, saa paa Fader og mig nær er Folkemængden ubetydelig. – Her er meget stilfærdig til Kaffe, De maa rigtig snart komme hjem, at jeg ikke reent skal glemme at drille Dem, jeg æver mig jo rigtignok paa de andre, men det er dog ikke rigtig det samme. De skal ellers have Tak, at De underretter os om at Genf ligger i Schweitz, sæt vi ikke havde vidst det. Gud hvor det maa være kjedeligt at være sammen med saa mange beræmte Mænd som De har været, siden den beræmte Rej sende Kohl var her, har jeg Gudskeelov ingen seet, for Kongen af Sverrig kan man vel ikke kalde berømt, og desuden har jeg da ikke seet ham. – Det varede da længe inden De fik Lov at bære den Orden, der har vist været nogen Uorden derved, bare der havde været en Kagekone, der kunde have mindet ham derom. – Oncle Baltser Bang har indleveret et Stykke til Theatret, som hedder Debutantinden, aa Du gode Gud! jeg har læst det med den bedste Villie til at finde det godt, men umuligt, det er saa gyseligt ædelt, ophøjet, anstændigt, kort alt hvad man nu ikke vil have, man kan godt see at han er blevet staaende hvor vi vare for 20 Aar siden; en Forfatter er deri som er Indbegrebet afalt ædelt, skjænt gudfrygtigt, anstændigt, og alt hvad Forfattere ikke er, (nulla regula sine ecceptione) skal jeg oversætte det for Dem (Ingen Regel uden Undtagelse). Jeg veed ikke om det skal være en Hemmelighed med hans Stykke, derfor er det bedst at De ikke fortæller det til Spanierne eller Schweitzerne. – Gjenboerne af Hostrup har været givet til Sommerforestillingerne; det var meget moersomt, det var naturligvis meget forandret, og alle Hentydninger udeladt. – See nu har jeg vist vrøvlet nok for Dem, og saa vil jeg sige Dem et kjerligt Levvel, Gud give De maa have det godt, komme snart hjem og at vi maa samles glade og lykkelige, det ønskes inderligt af Deres kjerlige og trofaste Veninde Ingeborg.
[Fra Louise Lind].
Min kjære, gode Andersen! d.24 Juli 1846.
Da Fader har denne Plads tilovers i sit Brev, kan jeg umuelig lade denne Leilighed gaae hen til at sende Dem en ret kjerlig Hilsen, og takke Dem hjerteligt for Deres sidste venlige Linier til mig.
Tak for det smukke lille Vers; De veed det jo, jeg sværmer for Deres Smaaedigte, (naturligviis ogsaa for de store,) og endskjøndt det var noget vemodigt, glædede det mig dog at see, at De engang imellem længes efter os her hjemme. Jeg forsikkrer Dem ogsaa, min kjære, trofaste Ven, at jeg tænker ret ofte og yærligt paa Dem, og ænsker af Hjertet, at De snart vil komme tilbage til os, der savner Dem som en kjær Broder. Det gjær mig ret ondt, at De har været saa svag og daarlig, De maa have lidt frygteligt af Hede, det havde været noget for Ingeborg. – Nu Farvel, min kjære, velsignede Andersen! Mor Dem godt, men bliv ikke forlænge borte, og tænk engang imellem paa Deres trofaste Søster
Louise.
