Dato: 19. september 1846
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

175. Fra Jonas Collin og Jonna Drewsen. Kbh. 19 Sept 1846.

Kiæreste Andersen.

Dersom jeg selv skulde fylde disse Blade saa vilde jeg have valgt Et mindre Format, thi, som noksom bekiendt, falde mine Breve noget korte, uden dog, det smiggrer jeg mig med, at være ufuldstændige. De siger i Deres sidste Brev til Edv. at De ikke længe har hørt fra mig; det kan jeg ikke nægte, men da jeg vidste, eller troede at vide, at Edv. skrev til Dem, saa stolede jeg paa, at De af ham fik at vide hvordan jeg havde det. For Øieblikket er det omtrent ved det Gamle. Jeg var, hvilket De vel veed og har forundret Dem over, en 14 Dages Tid i Jylland, men da jeg forudsaae, at det vilde falde mig tungt at være saalænge aldeles fra Hiemmet, saa søgte jeg at faae en Deel af dette med mig, og paa min Anmodning, vare Ingeborg og Louise ogsaa villige til at giøre Touren med mig, og paa den Maade blev den ogsaa behagelig, saa meget mere som vi overalt traf velsignede giestfri Mennesker, blandt andre Jette Pedersen, som blev over al Maade overrasket ved at see os komme ind til hende. De kommer altsaa først i næste Maaned tilbage! Jeg vilde ønske De havde seet og hørt den Jubel, som denne Efterretning foranledigede hos Ingeborg, Louise og Jonna, som just vare tilstede, da Edv. bragte den i Havestuen. Bournonville istemte, da han et Øieblik efter kom ind og hørte Anledningen. Jeg ønsker nu kun, at vi bestemt maatte vide Dagen De kom.

See, saa; nu har jeg feiet for min Dør, nu kunne de Andre fylde den øvrige Deel af Papiret. Lev vel !

Deres faderligt hengivne

Collin.

[Fra Jonna Drewsen].

Min kjære, velsignede Andersen;

De skulde rigtignok vide, hvor umaadeligt vi Alle glæde os til Deres Hjemkomst! naar jeg tænker paa, at vi igjen skal see Deres velsignede Ansigt, saa kan jeg ordentlig faae Taarer i Øinene, og De kan troe jeg er ikke den Eneste, hvis Hjerte fyldes med Glæde og hvis Øie med Taarer ved Tanken om Deres Hjemkomst, jeg tør da idetmindste svare baade for Moder og Tante Louise! der er dog Noget rart ved Vinteren, med al dens Kulde, thi da samles de kjære, vante Ansigter om den kjære, huuslige Arne ! denne Sommer har rigtig ogsaa spredt Familien rundt omkring, først Onkel Edvards lige ned i Italien, saa Lind til Tydskland, saa Fader i Fyen, saa Stampe og jeg i Jylland, saa Bedstefader, Moder og Tante i Jylland, det har ret været en Udvandring; desuden var De borte, men det er nu mere rimeligt og almindeligt hos Dem; imidlertid kan jeg ikke sige, at man vænner sig til at undvære Dem, tvertimod synes jeg at vi savne Dem bestandig meer og meer; men nu kommer De jo snart og stiller denne Længsel, saa er de der Alle af den faste Stok, saa skal vi rigtig faae det godt og hyggeligt! – Jeg havde i mit stille Sind glædet mig til et Par [Linier] fra Dem den 22de, men da jeg mærker at De baade har glemt} den 3die og 23de - saa finder jeg mig i min Skjæbne. – Henrik fik forleden Brev fra Holger, der skrev, at han havde havt Deres kjære Besøg, og at De som altid var rar og elskværdig ! Henrik hører med blandt dem, der juble over Deres Hjemkomst, han yttrede forleden Lyst at skrive det til Dem, men da han ikke er her idag, saa skeer det vel neppe; han og jeg tale saa tidt med Kjærlighed om Dem, kjære Andersen ! om Deres Venskab imod os, og hvorledes vi glæde os til engang, naar Gud skjænker os selv et Hjem, da at modtage Dem der som vor broderlige Ven. Betragt det ikke som Ligegyldighed af ham, at han slet ikke har skrevet, men blot som Skjødesløshed og utidig Opsætten, Andet er det sandelig ikke, thi De har faa Venner der ere Dem saa hjertelig hengivne som Henrik.–

Og nu farvel og levvel til vi sees, kjære, kjære Ven! De vil blive modtaget med et varmt Hjerte og aabne Arme af Deres hjertelig hengivne

Jonna.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost