Dato: 24. december 1847
Fra: Bernhard Severin Ingemann   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Sorø d 24de Dcbr.1847.

Kjære Andersen!

Glædelig Juul! - og hjerteligst Tak for Bog og Brev! - Af hvad De yttrer eller egentlig ikke yttrer om mine sidste smaa Fortællinger og Eventyr, kan jeg nok mærke, at min Maade at drage det Eventyrlige og saakaldte Overnaturlige ind i det virkelige Liv - for Dem, som for Mange i vor Tid, har noget Uhyggeligt - og at De helst vil have alt Sligt bestemt adskilt fra Sandhedens Verden og stillet udenfor Virkeligheden, ligesom Drømmelivet fra den vaagne Tilstand - eller som Folketroens Spøgelser, der ikke maae komme os for nær paa Livet - heri vil ikke alene »Kjøbenhavnsposten«, men maaskee vor Tidsaand i Almindelighed give Dem Ret. Mit Forsøg paa at indsmugle noget aandelig Sandt som virkeligt Aandeseerie i det Par »Kakkelovnskrogshistorier« hører unegtelig mere til Aaret 1816* end til 1847 - og jeg kan ikke forlange større Sympathie for den Grille end for adskillige andre, som dog hænge nøie sammen med min Anskuelse af en Livspoesie, der lader alle Verdner og Naturer flyde sammen i en ubegrændset Heelhed. - Holder jeg ikke rigtig Skridt med min Tid som jeg af og til maa høre - naar jeg skræver paatvers over Tidens Jernbane, medens Trainet farer ad den paalangs - ih nu! saa faaer det være det Samme om en liden Stund ere vi Alle i den store Banegaard, hvorfra det gaaer med Aandskraft istedetfor med Dampkraft gjennem alle Himle. Deres Ahasverus har jeg fulgt saa godt jeg kunde - tildeeis efter den angivne Tanketraad, som Grublingens faldne Engel -** der her som Tvivlens (og desværre som Hadets) Dæmon** i Menneskenaturen, med denne skal faae Vinger til Flugt mod Klarhedens og Frihedens Rige gjennem de store Vendepunkter i Slægtens historiske Liv. At man gjennem Tvivl kan udkæmpe sig til Sandhed og Tro kan man jo rigtignok paastaae - men at det er Troen og Kjærligheden, der med det evige Haab skal føre os ud af Tvivlens og Hadets og alle Forvildelsers Sphære er dog vist nok, og jeg kan ligesaalidt kalde Tvivlen selv en befriende En"gel, som jeg i Ahasverus kan see nogen Repræsentant for Andet, end det Israels Folk, der forskjød den aabenbarede Messias - og siden maa gaae bjemløst og fredløst gj_ennem Verden til han kommer tilbage enten ved Dagenes Ende eller ved den Verdens Undergang (i aandelig Forstand), hvori der ikke er Fred og Forsoning. Med sin egen eller sit Folks Byrde gjennem 18 Aarhundreder staaer han stor og tragisk nok; ved at gjøre ham til Andet eller Mere, taber han sin folkelige Individualitet og bliver derved mere til et abstract Begreb, end til en poetisk Personlighed. I sin Characteer som »evigjøde« staaer hanjo sidenjerusalems Fald, som en landflygtig Beskuer udenfor Verdenshistorien og kan ikke gribe ind deri: han kan hverken tage Deel i de senere Christenforfølgelser eller i Kjætterforfølgelserne blandt de christne Secter eller i Korstogene og Americas Opdagelse. - Billederne af hine store historiske Momenter kunne staae som mærkelige erfaringsrige Livs-Malerier for ham - men den Traad, der skal binde dem sammen til en organisk Heelhed - og sammensmelte dem med hans Liv og Udvikling gjennem Tiderne - er alene hiin forudfattede Tanke: om hans symbolske Betydning som Menneskeslægtens speculative Genius. Enhver ny Scene, der med Aarhundreders Mellemrum oprulles for ham, maa efter Planen blive baade Exposition og Catastrophe til et nyt historisk Drama, som Beskueren neppe kan komme levende ind i før han maa fare det forbi til en ny Exposition af et ligesaa flygtigt betegnet Verdensdrama - og man seer ingen Grund til at standse ved Columbus paa Skibet i den nye Verden Americas Opdagelse har jo hverken omvendt Jøderne eller befriet den vantroe Menneskeslægt for Tvivlen og den aandelige Fredløshed - man kunde med samme Føie vente den franske Revolution - Napoleonstiden og vor Constitutionstid eller maaskee snarere alle Hovedpunkterne i den menneskelige Grandsknings Historie fra Spinoza til Hegel. - Alle disse historiske Scener blive dog kun Stafage for Hovedfiguren og virkelig handlende Person kan han ikke blive - til dramatisk Form synes mig derfor ikke Sagnet at egne sig. Digtets første Afsnit, hvor Ahasverus endnu rører sig i sin Samtid og Scenerne med Barrabas, Judas og Veronica har meest tiltalt mig. - I de personificerede Verdensdele og Nationaliteter mærker man især Vanskeligheden i at give de abstracte natur- eller culturhistoriske Forestillinger en concret Form. Det synes mig et uopløseligt Problem, De har villet løse, og hvori De har adspredt en hed Deel Poesie. Optag nu disse mine Yttringer som en venlig fortrolig Meddelelse af divergerende Anskuelser, der henstilles til nærmere Prøvelse! -Jeg skal paa et særskilt Blad tilføie hvad min Kone vil bede mig sige Dem om Indtrykket af denne Ahasverus paa hende. - Lad mig snart af et venligt Brev see, at De har opfattet mig i det rette Lys og med den gamle Kjærlighed!

Lucie beder mig hilse Dem og takke Dem for Ahasverus, som i mange Maader levende har interesseret hende. Hvad Udførelsen angaaer saa fremhæver hun (med mig) 1ste Act og har i det Følgende mere været tiltalt af de poetiske Steder som Enkeltheder. Hvad Ideen angaaer, saa er det hende indlysende (mig ligeledes) at en Lysets Engel falder ikke af Herskesyge men af Mangel paa en ubetinget Tillid til det Guddommelige. Den ubegrændsede Kjærligheds og Begeistrings Tillid mener hun maa være det Eneste, som bærer Englene i hiin Saligheds-Sphære. Uden den maa Englen synke ned til en lavere Sphære. - Men hun synes, at det er Judas (hvis Fremstilling af Dem hun sætter megen Priis paa) som udfolder den naturlige Følge af Ahas's Characteer i hans Fald. Dersom det havde været saaledes (at den faldne Ahas' nemlig var fremstillet i Judas) saa vilde den IsteMdeling af Digtet have forekommet hende at være et complet Hele for sig. løvrigt synes det hende en heldig Idee at Ahasverus er en falden Engel, kun vilde hun have Ahasverus Characteren stærkere antydet i hvad der siges om Ahas'. At en høiere Natur lever i Ahasverus giver det for hende poetisk Sandsynlighed at han - da han fordømmes dertil - har Kraft til at gjenfornye sit menneskelige Legeme. Det er ikke Tvivl - synes hun - som er det fremherskende i Deres Ahasverus, men Herskesyge: han vil herske med sin Nation over alle andre Nationer, og hun finder denne Idee betegnet i Gangen i Digtet, saaledes som hun har opfattet den. Hun seer først Christendommen i dens Forfølgelsestid, siden i dens Glands, selv slavebunden af dens slette og glandsfulde Hersker, og tilsidst udbredende sig til en anden Verdensdeel, hvor den, uagtet Sletheden af de enkelte Christne, dog bevaredes, og i alle disse tre Forhold beholdt den sin guddommelige Spirekraft. Alt dette synes hende fører til at Hovedideen dæmrer for ham - og den er meget smuk - at det skal opgaae i Nationernes Bevidsthed hvad de skal erkjende med Hensyn til Menneskeslægtens indbyrdes Forhold - at de ikke skal stræbe efter Herredømmet over hverandre, men søge i Kjærlighed at understøtte og udvikle hverandre, som de, der gaae fælleds Vei til et høiere Samfund med Gud. - Dette mener hun De har udtrykt med de Ord: »Eet Folk een Tanke, Forening, Forstaaen!« - Dersom der ligesom i den Istc Afdeling var dvælet paa eet Sted i hver af de 3 følgende Stadier af Christendommen, og denne Hovedidee lidt stærkere var udtalt, troer hun, at det Hele vilde have været mere fuldendt, men nu er det engang saaledes, og foruden at hun deri finder meget Stof for Tanken saa er der ogsaa meget, hun har poetisk Glæde af og endnu en Gang takker Dem for.

Enhver af os har læst Bogen for sig selv og jeg har nu meddeelt Dem en selvstændig Anskuelse af den fra hende som fra mig - disse kunne dog meget godt forenes. Jeg har i min Opfattelse ikke kunnet løsrive mig fra min oprindelige Idee om Ahasverus, som evig jøde - hun er med mere Bøielighed gaaet ind paa Deres Idee om ham, som Repræsentant for den sig gjennem Verdenshistorien udkæmpende Menneskelighed (Humanitet) forsaavidt den manifesterer sig med Christendommens Seir og Udbredelse gjennem alle Nationer og Tider.

Jeg kan godt opfatte Digtet fra det samme Synspunkt - men klart springer det dog ikke saaledes frem i Valget af de historiske Scener! Nu nok for denne Gang og maaskee Meer synes De vel. Et glad og lykkeligt nyt Aar! Deres hjerteligst hengivne

B.S. Ingemann

* for ikke at sige 1516

** (tillad mig denne Ordomskrivning)

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost