Dato: 10. marts 1850
Fra: Signe Læssøe   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

d. 1O' Marts 1850

Laan mig Deres Rigdom af Ord, kjære Andersen, for rigtig at takke Dem baade for Ole Lukøie og tillige, ja meest, meest for det ypperlige Digt i Fædrenelandet.

Jeg maa tilstaae at Fortællingen af Ole Lukøie intereserede mig egentlig mere end Opførelsen da alle disse Optog, disse Dandse, især af døde Ting, vare saa unge for mig; men hvad der henrev mig, og hvad jeg aldrig glemmer var, Smiths velsignede Spil, nei det er Synd at kalde det Spil, det var Natur, den elskeligste, yndigste Natur man kan tænke sig! jeg gamle Bedstemoder græd af Glæde over hans usigelig søde, barnlige Kjærlighed. Hils ham fra en gammel Bedstemoder siig ham at jeg fulgte hvert Ord han udtalte, hver Bevægelse han gjorde med bævende, lyksaligt Hjerte, jeg var Bedstemoderen han var mit Barnebarn. Gid han aldrig bleveen Dag ældre end han nu er - den Rolle kan ikke spilles eller rettere sagt udføres af en Ældre.

Dog Brevet er ikke til Smith men til Dem kjære Andersen[,] ham jeg igrunden takker meest for denne Nydelse - Men nu Digtet!!!

Hvilken sprudlende Enthusiasme for Fædrenelandet! hvilken dyb Følelse! hvilken Sammentrængen af det skjønneste, det herligste der kan siges om vort lille kjære, kjære Land! Hvor deiligt er det ikke da De nævner Dannebrog at det her som et dybt Hjertesuk strømmer ud: »Gud giv det Seier«! Og nu hele tredie Strophe, hver Linie i den er det deiligste, meest velsignede man kan tænke sig. Erindre os om at vi eengang var Herrer over det troløse Røverland, ved Legemets Kraft; at vi nu tilsyneladende saa smaae, skatte s Verden rundt, ved vor Aands Kraft. At Bonden pløier Guldhorn op var just som skrevet for mig da deres Tab bevirkede maaskee størst og længst Sorg i mit Ungdoms Hjem. Og nu den deilige Linie der sætter Kronen paa det Hele:

Gud give det Fremtid, som han gav det Minder!

O Andersen hele Danmark, Alt hvad der har Sands og Følelse maa takke og lovprise Dem for denne Guddoms Tanke.

Ingen veed bedre end De at det Profane staaer lige ved det Hellige, derfor tilgiv at jeg retter: Guddoms Tanke til, Guddoms Ord; thi min gamle Mening, at vi andre tænkende og følende Væsener, føle det samme som Digteren, men ikke ere materielle nok til at have Ordene, har jeg endnu; men ikke desmindre takker jeg Dem saa usigelig for den inderlige Glæde De har forskaffet mig med at skrive det; jeg kan det næsten udenad,jeg læser det for hver her kommer,jeg skriver det af og sender det Landet rundt, Enhver jeg holder af maa glæde dem med mig.

Gjerne blev jeg ved at takke, men jeg frygter De blev kjed af at læse det, derfor vil jeg slutte, med at sige: jeg er Deres

taknemmelige Signe Læssøe

Endnu et inderligt Tak for Bogen, igaar Søndag, da vi vare Alle samlede, læste vi den og glædede os saa meget, meget over den.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost