Dato: 14. juni 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Mathilde Ørsted
Sprog: dansk.

Glorup 14 Juni 1850

Kjære Frøken Mathilde Ørsted!

Da jeg ifjor i Sverrig fik Brev og Hilsen fra Deres Hjem, var det Dem som førte Pennen, jeg finder det altsaa rigtigst, især dersom jeg skal have Haab om en lille Skrivelse igjen, at stile Brevet til Dem, de læser det høit og altsaa kan jeg nu tænke mig i Stuen og fortælle min Reise-Flugt; at De Alle ere friske og vel, tør jeg vel haabe, og at jeg ikke er glemt af mine Kjære veed jeg. - Pindsen var smuk i Sorø, Bøgeskoven nys udsprungen og saa regnede det ikke, som det ellers altid gjør, naar jeg besøger den lille Klosterby. Solen skinnede hver Dag, det var bestemt bestilt Arbeide. "Kan De see vi have Solskin?" spurgte alle Mennesker derude,lige til Barberen, det er formeligt gaaet over i Folket at jeg kun har set Sorø i Vaadt og Raadt. - Da jeg sener kom til Kallundborg, blev jeg i Versthuset ganske godt indqvarteret, men neppe var jeg kommet i Seng, saa fik jeg i Sideværelset Naboer, Mand og Kone, der talte som Jerichaus Trompeter! jeg ringede og bad Pigen sige dem at jeg hørte hvert Ord de sagde, lidt efter hørte jeg Manden derinde svare: "Enhver maa høre hvad vi sige, vi have ikke noget at holde hemmeligt!" jeg vendte og dreiede mig, hostede og støiede med Stolen, men Konversationen gik fort, endelig blev der stille, de sov, men nu begyndte Manden at snorke, som en heel Søgang og da Klokken var fem om Morgenen stod Ægteparret allede op for at see til Veiret, om det var Storm eller Stille; saa gik Dialogen igjen og jeg maatte op med som de Andre. Man siger om Fyen at det er Danmarks Spisekammer, men er Fyen Spisekammeret saa er sandelig Jylland Storstuen, det er et høist interessant Land og meest malerisk af hvad jeg endnu har seet i Hjemmet. Det interesserede mig i høi Grad at være nogle Dage paa Silkeborg, hvor Drevsen har anlagt en stor Papir-Fabrik og Dag og Nat sat i Arbeider over 200 Mennesker; en heel lille By af 38 Huse er skudt op uden om, Fartøier, det vil da sige Pramme trækkes paa Aaen helt op til Randers og nu tænkes der stærkt paa Dampskib Fart, jeg er vis paa at om 10 a 12 Aar er Silkeborg en Kjøbstad. - Maaskee endnu i vor Tid Skjern Aa og Guden-Aa forbindes og saa kan vi seile gjennem Landet fra Østersø til Nordhavet. Egnen er ganske skotsk; den mindede mig om røde Robins Land ovenfor Dumbarton. Store udstrakte Bøgeskove, mægtige Søer og den 30 Mile lange Gudenaa mellem Skovene og de høie Lyng Banker gjør Jylland til et storartet Landskab, man mærker man er paa Europas Fastland. Jeg har været paa Himmelbjerget der ikke har saa stort Omfang, men stor Udsigt til alle Sider. Solen gik just ned og beskinnede alle Søerne inde i Skovstrækningen og saa stod der den deiligste Regnbue med et Been i Horsens og eet i Skanderborg, mer Stads kunde man da ikke gjøre for mig. I Moserne saae jeg for første Gang sorte Storke, de ere lidt mindre end de sædvanlige; her er ogsaa Ørne og Fiskeren fortalte at han tidt hørte i deres gjennemtrængende Skrig naar de efter at have slaaet ned paa en Fisk, i hvis Ryg de saaledes fæster Kløerne at de kun kunne æde sig løs, ikke kunne komme i Veiret, men maa under Vandet og blive der. Ifjor fangede man med Garn en stor Gjedde der bar paa sin Ryg Skelettet af en Ørn, som saaledes i Maaneder var baaret.

Den største Høide paa Aasen fik jeg Tilladelse at opkalde efter mig og den fører nu Navnet "Andersens Høiland", dog hvad er den Smule Land for Deres Øre, De, hvis Fader har Opkaldelser paa mægtige Strækninger i Grønland og i Maanen. Over Horsens gik jeg til Veile hvor jeg tilbragte en dag hos Orla Lehman og traf Fru Beck og hendes Datter, det er to hjertelige, forstandige Damer, jeg følte mig ganske vel i deres Nærhed. I Fredericia saae jeg UdfaldsStederne og besøgte de Faldnes Grave; Side ved Side og i sex Lag over hverandre ligge de Menige, 31 Officerer slutter Rækken; paa smaa Kors staae deres Navne, jeg kjendte de Fleste, een Officer Eschmüller, var tidligere Chorist ved det kongelige Theater, en skikkelig brav Mand, jeg husker en Aften, at en af Officererne i Hofparquettet, gjorde komisk Bemærkning om hans Bevægelse paa Scenen, den Officer duede ikke i Krigen, fik sin Afsked derfra og Choristen blev Officer og gik for Fædrenlandet! det randt mig i Tanke her ved Graven. Da jeg forlod Fredericia gav en Kapitain From Møller mig et lille Digt, det sidste han havde skrevet, sagde han, jeg aabnede det i Vognen og blev ganske overrasket ved at see det var til mig, skrevet samme Dag og allerede trykt. Det var et poetisk Haandtryk ved Valpladsen;

"Jeg saae Dig sidst hos Kunstens Ven

paa Sorgenfri - i Skoven -

Og nu - vi mødes her igjen -

Paa Stranden ved Kartoven

Bring Hilsen med til Sjællands Kyst

Syng den fra Eng til Slette

Ved Echo af Kartovens Røst

den skal den Fred forjette!

---

Og nu er jeg paa Glorup hvor jeg fra den gamle Excellense har mange Hilsener og Mindelse om at huske Besøget; ja De og Deres Forældre komme vel lidt herover, Brødrene med? hils dem Alle paa det kjærligste fra mig, glem heller ikke Dalstrøm og Scharling; lille Gitte bedes ikke at glemme sin Digter, Christian kan huske hende paa det. Glæder De mig med et Brev, da husk at Breve gaae til Glorup over Nyborg. Øehlenschlagers Levnet, første Hefte, har jeg læst, der er eet og andet deri, som jeg synes ikke kan have almindelig Interesse, men Meget har rørt mig! han var dog en barnlig ægte Digternatur. Hils Sønnerne om De seer Dem og fremfor alt glem ikke Deres Onkel, Excellensen og nu hjertelig Lev vel.

Deres gamle trofaste Ven fra Barndommen

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscanning 12, 258-60)