Dato: 15. juni 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Glorup den 15 Juni 1850.

Kjæreste Ven!

Det var smukt og kjærligt af Dig at Du skrev, jeg fik dit Brev igaar og blev glad overrasket; nær vare vi mødtes i Jylland, jeg vilde have blevet usigelig fornøiet derved; tænk, jeg kom til Fredericia sidste Fredag, netop en Time efter at Du havde været der, jeg boede i samme Vertshuus hvor Du og Hodges have været. Pigen fortalte at den engelske Gesandt, som hun kaldte ham, havde været der; "med Dampskibet Ægir?" Spurgte jeg, "nei" svarede hun, "de kom over Land fra Kolding og ere reiste den Vei igjen til Flensborg, der var en Capitain Wulff med, de spiiste fire Retter Mad og Tjeneren betalte!" See, det var Raporten! jeg blev ganske bedrøvet over at have været Dig saa nær og var det sagt mig at jeg i Kolding vilde træffe Dig, da var jeg næste Dag kjørt derhen. Naar mødes vi nu? Dog "Ingen kan sin Skjæbne kjende!" synger en bekjendt Digter! hvo veed, vi kunne i Sommer mødes endnu; gid det maatte skee! - At din Søster har været saa syg opklarer mig det at hun ikke har glædet mig med et eneste Brev, uagtet jeg har tilskrevet hende to, ja endog tilsendt hende et tredie, og det svensk, om Reisen til Trollhätta; nu er jeg meget urolig efter at vide om hun gaaer frem i Bedring eller hvorledes det egen tlig staaer til. Hils hende ret kjærligt fra mig naar Du skriver, jeg vil i disse Dage sende hende Brev igjen.

Kort før Pindse tog jeg til Sorø, hvor jeg saae Skoven i sit første Grønne og hvor der en heel Uge igjennem var deiligt Solskin, tænk Dig Solskin i Sorø, det har jeg før ikke oplevet; men alle Mennesker der, / lige til Barberen lod mig vide: "seer De, vi kunne ogsaa have et deiligt Veir." - "Det er raat, det er vaadt, det er regnskylle graat udi Sorø", staaer der i Eventyret. I Kallundbog fik jeg godt Natleie, men da jeg var i Seng, kom i Naboe-Værelset et Ægtepar, der talte høit saa det gik gjennem Vægge og lukte Døre, jeg ringede paa Pigen og lod hende sige derinde at jeg hørte hvert Ord. "Enhver maa høre hvad vi sige!" hørte jeg nu Manden, udbryde, "Vi have ikke noget hemmeligt for Nogen!" endelig blev der et Øieblik stille, men nu begyndte de at snorke, det var som Jerichaus Trompeter; jeg vendte og dreiede mig, slog med Stolen, men Trompeten klang og om Morgenen Klokken 5 var Parret oppe for at see om vi fik Storm ved Overfarten Klokken 9 og nu gik den levende Konversation, saa jeg kom paa Benene Klokken 6. Er Fyen, som man siger, Danmarks Spisekammer, da er Jylland sandelig Storstuen, den er just ved Silkeborg Egnen noget af det meest Maleriske i mit Fædreland; den 30 Mile lange Gudenaa er seilbar derfra til Randers og Segl-Prammene skulle nu afløses med et Dampskib. 200 Mennesker arbeide Dag og Nat paa Drevsens Papir Fabrik, der ligger hvor Biskop Silkes gamle Slot har ligget, henimod tredive rødtagede Huse ere voxne op rundt omkring den, her er om ti Aar en deilig Kjøbstad; Skovene ere store og udstrakte, deilige Søer, dybe og stille ligge derinde, der gaae sorte Storke i Moserne og Ørnen slaaer ned i Aaen og [fanger rettet til:] tage Fisk; forrige Aar fangede man med Garn en mægtig Gjede der bar paa sin Ryg Skroget af en Ørn, der havde boret sine Kloer ind i den og for svag til at bortføre Fisken havde maatte følge denne under Vandet, til den af Fiske og Strømningen var blevet pillet til Skrog-Rytter. - Med Doctor Ryge, der boer i Tem, besøgte jeg for første Gang Himmelbjerget, og paa "Aasen", blev af Drevsen det høieste Punkt opkaldt til Erindring om mig: Andersens Høiland; det er ganske paafaldende hvor den hele Landstrækning her minder om Skotland, det røde robinske Land, mellem Chatharine-søen og Lomandsøen. - I Horsens traf jeg en Mængde militaire Venner, og paa Landeveien deruden for, et Par af de øverstcommanderende ved Garden. I Weile var jeg om Middagen hos Orla Lehmann og i Fredericia - som sagt nær ved at møde Dig; jeg var her ellers saa ganske forladt, kjendte Ingen, men saa gik jeg til Commandanten, han orienterede mig i Terrainet og gav mig en Tilladelse at vise frem, hvor ved jeg havde Frihed til at gaae hvor jeg vilde, saa at jeg paa egen Haand saae Alt, saa godt, at der var Intet at vise mig da jeg opad Dagen traf Officerer jeg kjendte; een af disse Kapitain From-Møller gav mig ved Afreisen et smukt lille Digt til mig, skrevet strax og øieblikkelig trykt, en Hilsen paa Skandsen, det rørte mig [Brev]; jeg var i det Hele saa forunderlig bevæget i denne By, Alt stod saa levende for mig; jeg kjendte de fleste Navne paa Gravene, kunde neppe rive mig løs herfra; det er underlig nok at jeg slet intet nedskrev, men jeg var næsten for afficeret og det nu omtrent et Aar efter den store Seiers-Begivenhed. Jeg duer slet ikke til Krig, jeg troer jeg maatte sprænges af "Tankerne" kom jeg paa den levende Kampplads. - Naar Vorsaae kommer til Dig da hils ham meget og træffer Du i Kolding eller paa din Vei, hvor den nu gaaer, Venner af mig da bring dem en Hilsen; især Frederik Lessøe. Von Dockum var i forgaars her et lille Svip paa Glorup, vi talte om Dig, jeg sender hans Hilsen og nu lev vel! glæd mig med Brev igjen, nu er vor Korrespondance kommet ilive, som Tanken om Dig altid har været og altid bliver!

Din broderlige Ven H. C. Andersen. /

[Udskrift:]

Til

Hr: Capitain-Lieutenant i Søe-Etaten

Ch: Wulff

(maritim Adjudant hos den commanderende General) i Hovedqvarteret, rimeligviis i Kolding

fr.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 150, billed 6405-11)