Dato: 23. juni 1850
Fra: Christian Wulff   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Hovedqvarteret i Kolding

d. 23: Juni 1850.

Min kjære Ven!]11 Tak for Dit kiære, elskværdige Brev, strax ligesom jeg fik det var det min Hensigt at skrive til Dig igien, men Smaatoure og andre Distractioner, har hidindtil afholdt ulig derfra. Det var inderlig kjedeligt at jeg ikke traf Dig i Fredericia. Var Du blot kommet lidt før, saa havde jeg faaet Dig at see, og saa skulde Du have giort Bekjendtskab med den elskværdige Oberst Hodges, og det vilde have fornøiet ham at see vor Digter Andersen og Dickens's Ven og Aandsbroder, men Skiæbnen som den Gang kunde have været os gunstig, vil en anden Gang virkelig være det, og maaskee vi før vi vide det, atter skal skues Ansigt til Ansigt. Tak fordi Du strax skrev til Jette, da Du hørte at hun var syg, det lignede Dig, hun blev ogsaa meget taknemlig derover, og jeg veed at hun igien har skrevet et lille Brev til Dig, som Du formodentlig nu har faaet; lange Breve er hun endnu for mat til at skrive.

Jeg har hidtil sat den mest ubegrændsede Liid til Din Troværdighed, jeg troer paa Tinsoldatens Standhaftighed og jeg troer at Storkene tale ægyptisk; men - ja undskyld mig - at troe at der har været Solskin i Sorø, det er for stærkt, det overgaaer saa langt alle Probabilitets-Beregninger, at dersom det ikke var Dig, der sagde det, vilde jeg ligeud erklære det for L ...; -

Her ved Hovedqvarteret, hvor der for Øieblikket ikke er meget at bestille, leve vi ret gemytligt; hvor der er saa mange Mennesker samlet, er der altid en Deel vakkre og ligesinde [de]; vi giøre jevnlig militairiske idylliske Udflugter til Skamlingsbanken og andre smukke Steder, som der er en Masse af i Nærheden, baade i Sønder- og Nørre-Jylland, ja er Fyen Danmarks Have, saa er Jylland Danmarks Vang og Vænge, og det en frugtbar Vang og Vænge, der nok er værd at slaae et Slag for, og ikke lade det rive ud af Hænderne af den første den bedste tydske Røver. - Hvad Politiken angaaer, saa forekommer det mig, at det seer temmelig krigerisk ud for Øieblikket, og der er vel al Sandsynlighed for at Freden ikke kan conserveres, med mindre Omstændighederne tage en uforudset Vending. Længe vente vi ikke at blive liggende ørkesløse i Kolding. Slesvig vil vi vel snart giæste; og vi vil vel ogsaa med Lethed komme der, hvor vi vare førend den ulykkelige Paaskedag 1848, men hvad saa? - det er jo umuligt at forudsee saalænge vi har med Forræderi, Falskhed og Løgn at bestille, og det har vi jo saa længe Preussen er Preussen. Det forekommer mig tit at vor Herre er macchiavellistisk; thi det er meget muligt at Preussens Storhed kan bidrage til sand Oplysnings Fremme; men Midlerne han bruger er ikke altid retfærdige, dog han har jo Lov til at være macchia[vel]listisk, da han veed hvad Resultat, der kommer ud deraf; hvilket vi smaa Mennesker jo ikke vide. Jeg haaber at Du benytter Dit deilige rolige Ophold paa Glorup til at frembringe nogle Sager, der vil glæde, opmuntre, trøste og røre Dine Medmennesker, og at vi til Efteraaret vil høste Frugterne deraf. - Nu vil jeg sige Dig Farvel, min egen kiære Ven! glæder Du mig atter med et Par Linier, giør Du en god Gierning; thi skiøndt jeg har mange nye Venner, er man dog altid ene, nar man [er] skilt fra dem, man er sammenvoxet med, og dertil regner jeg Dig.

Din broderlige Ven

Chr. Wulff.

Den lille fortræffelige Lieut: Rosen hilse Dig meget. -

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost