Dato: 31. juli 1850
Fra: Ingeborg Drewsen, f. Collin   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

213. Fra Jonas Collin og Ingeborg Drewsen.

Onsd. 31 Jul. 1850

De ønsker nogle Linier fra mig inden De forlader Glorup, og dem skal De faae, kiæreste Andersen, uagtet man, i alt Fald jeg, kun kan være lidet oplagt til at skrive i den Spænding, hvori man nu maa være, om hvad der forestaaer, eller hvad der maaskee i Gaar eller i Dag er skeet; og derom vil jeg afholde mig fra alle Betragtninger, som vi alle kunne anstille, og som intet trøsteligt indeholde.

Fra Theodor faaer De neppe noget Brev dennesinde; han har faaet Beskieftigelse med nogle af de mange Saarede, som ere bragte hertil. Paa Deres Spørgsmaal om Boysen, bad han mig at svare, at, saavidt han veed, er bemeldte B. paa Fehmern med den Commando, som blev sendt dertil.

Adolph Boye har nylig, efter Træfningen, skrevet til sin Moder, og er altsaa endnu i Behold. Om Bindesbøll, Søn af Amtsforvalteren i Skanderborg, have vi intet hørt.

Deres Hilsener har jeg tildeels bragt (Gottlieb er taget til Møen paa et Par Dage med sine Drenge; det er forresten i Dag hans Fødselsdag) og skal tildeels bringe. Om Camillo Buntzen har Theodor intet hørt, uden hvad De ogsaa veed, at Batteriet, ved hvilket han staaer, har været stærkt i Ilden.

Resten af Papiret vil Ingeborg benytte. Lev vel! Gid vi snart maatte sees glade!

Deres faderlig hengivne

Collin.

[Fra Ingeborg Drewsen]

Min kjere Andersen!

Jeg har været og er saa inderlig bedrøvet over Læssøes Død, at jeg har havt isinde at skrive til Dem derom; jeg har altid havt saa høje Tanker om ham, og saa stor Tro til ham, og han maatte døe! Hvor det er sørgeligt; det har gjort mig saa umaadelig ondt for hans Moder, jeg har følt saadan en Trang til at sige hende hvor megen Deel jeg tager i hendes Sorg, men hun kjender mig jo slet ikke, og det kunde naturligviis ikke være hende nogen Trøst, men De kan vist nok begribe, at man kan føle Trang dertil, naar man selv føler saa meget ved det. Det er en herlig Sejer, og Gud være takket for den, men dog kan jeg ikke andet end være bedrøvet, naar jeg tænker paa de mange unge og flinke Mennesker der ere faldne, Gud give det nu maatte blive derved, og at vi ikke skulde have mere Krig! - Alt er her ved det Gamle; Lev vel, min kjere Andersen, jeg glæder mig til snart at see Dem igjen.

Deres trofaste Veninde

Ingeborg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost