H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard Severin Ingemann 17. oktober 1850

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 17. oktober 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn den 17 October 1850

Kjære Ingemann!

Det er venligt og hjerteligt af Dem at De altid sender mig Deres Bøger, tak for "Den stumme Frøken", jeg fik den forleden, men har først i disse Dage med Ro kunnet læse den. I hele Deres senere Virksomhed fornemmer man hvor fast Deres Rod staaer i Danmark, hver Glæde og Smerte i Tidsbegivenhederne her gaaer op i Dem; ved Læsningen af Deres sidste Bog havde jeg Indtrykket af at see et Træ jeg i alt kjendte at være fra Deres Digterhave, men hvis Blade gjennemsuse af Øieblikkets store Bevægelser; det er just denne Susen, som forunderlig har tiltalt mig; nyelig i den første af "fire nye Fortællinger", var det den naturlige Forbittreise mod Oprørsstifterne der digterisk fik Luft, det var mig, om jeg tør sige af psychologisk Interesse, hos en saa ædel Natur, som Deres; her, i "Den stumme Frøken", er Folkelivs Bevægelsen, som vi alle fornemme den, som vore Børnebørn skal høre den af de Gamles Mund. Jeg har endnu ikke seet nogen Anmældelse af denne eller Deres forrige Bog, men det ligger vistnok allermeest deri, at Alle leve i Tidsbegivenheder; / om hver ny Bog tales kun flygtigt og henflyvende; Folk sætte sig ikke engang hen at læse; de hører kun Digteren naar han fra Scenen, giver dem det mageligt, medens de der udhvile. Dersom jeg her i Brevet kunde underlægge Ordene Musik, saa blød og inderligt, som i dette Øieblik Tanken virkelig er hos mig, saa fuld af Erkjendelse og Tak mod Dem for hvad De som Digter har givet os Alle, da vilde jeg vove at sige Dem, det der hos Læserne og ogsaa hos mig i et Par af de sidste Skrifter har forstyrret det ellers Friske i det Givne. Det er som om der i den deiligste Bouquet [overstr: kom] var indstukket en vaad Padehat, og en saadan er "Kadaver-Marthe", en saadan er "Hospitals Fortællingen" hvor Liget kaages. Det er forunderlig at just De har disse mere end uhyggelige Skikkelser, de staae, som onde Tegn paa det danske Træe De giver os, og Øinene vil ikke vende sig [overstr: just] fra disse Tegn. Maaskee harjeg Uret, maaskee den Deel af Publicum der kan sige det samme, og da har det Intet at betyde, men hør paa mig med villig, venlig Øre, og skulde De gaae ind paa at man havde nogen Ret, men at De med lige saa megen kan svare, det er dog altid kun en Enkelthed, en lille Plet i hele Maleriet, - men vi see altid strax paa Pletten. Gid jeg ikke maa fortryde at jeg har udtalt mig saaledes for Dem, men jeg kan ikke fortryde det, har jeg Uret vil De smile af mig og har jeg nogen Ret, vil De see den / yngere Broder, der aabent udtaler sig. - Deres Navn staar fast i Litteraturen, Deres Værker ere gaaet ind i Folket, Deres Sange vil synges i mange Slægter, De staaer saaledes, at De roligt kan lade enhver udtale sig som han formaaer om hver ny Væxt i Deres Have, dens Grund er sikker indhegnet og vil søges af kommende Slægter.

Al denne lange Tale, som nu løber mig af Hjertet skal forklare hvad jeg troer har virket noget ugunstigt, men dette er der slet Intet af i den stumme Frøken, og derfor troer jeg at denne vil blive mere hjemme, og faae den Plads, som en Hærskare af Deres aandelige Børn har.

Der gaaer igjennem vor Tid en sund frisk Luftning, saa frisk at den undertiden skjærer, og der vender man sig fra det Uhyggelige, det hoffmanske skrækkelige, jeg troer det er rigtigt, det er godt; De har Humor og Digterens evig unge Hjerte, syng for os i den danske duftende Bøgeskov, fra Kjæmpehøien og i Borgestuen, Folkets Hjerte forstaaer Dem, men - det fæle Hospital! - Dog der var jeg ikke denne Gang; jeg gik paa Skovstien, med den stumme Frøken, skottede kun til Ellemosen med sine Dampe og hørte den brave Landsoldat med Seier og Ære! -

Skulde jeg rive dette Brev itu! er i dette Øieblik min Tanke, - men min ærlige Udtalelse vil De ikke blive vred for. Tusinde hjertelige Hilsener til Deres Kone.

Deres tro hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 288-90)