H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Carl Joachim Hambro til H.C. Andersen 26. marts 1851

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 26. marts 1851
Fra: Carl Joachim Hambro   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

London den 26 Marts 1851.

Kjære Ven,

Jeg modtog Deres kjærkomne venlige Brev af 4. ds. først den 22. her, tilligemed Professor Jerichaus Brev. Hvor usigelig smukt af denne at giøre mig en slig Overraskelse; ikke fierneste Tanke havde jeg om, at han paa saa delicat en Maade vilde tilkjendegive mig sin Tilfredshed med en Handling fra min Side, hvor jeg dog sandelig er ligesaa stor Vinder som han. -, Jeg blev meget rørt derover. Det er saa sielden, man møder saa skiønne Træk, og det er mig en usigelig Glæde, at Busten kommer just til Udstillingen, for som Følge deraf skal alle Bladenes Folk see H. C. A.s Træk, og jeg tænker der ville være Mange, der ville frydes derover, som hiin Skiønne paa Clyden, hvis Enthusiasme reev lidt af Huden med, i det hun trykkede Haanden, rimeligviis for at giemme det i hendes Museum som et lille Stykke af Digteren! Jeg skal imidlertid ikke løbe slig Risico med min Buste, den staaer jo under strengt Politie.

Ja vist, kjære Andersen, har vore Soldater gjort det Godt, og vel kan man sige, at Danmark ikke siden Valdemarenes Dage har staaet stoltere end nu. Vel er Landet lille, men det er sundt og kraftigt og har vust hvad Mands Mod og Kraft betyde, medens det store Tydskland forgieves har kunnet giøre Angreb paa Thyra Dannebods Vold. Engang lykkedes det Tydsken, fordi Oluf viste dem Vei, dennegang stod et Norsk Kløverblad paa Danmarks Side, og er det ikke ogsaa et Beviis for, hvor taabelig det er, at smaalige Hensyn forhindre Nordens Sønner fra at forenes i et eneste stort Skandinavisk Broderbaand. Jeg er Skandinavier med Liv og Siel, tiltrods for at mine Senater staae paa Engelsk Grund, og jeg haaber i Sverrigs dunkle Skove, ved dens dybe klare Elve, vendte Tanken sig for Digteren til søomkrandste Gefion med dets smilende Vænger, og i Deres Bog om Sverrig vil jeg være ganske misfornøiet, om De ikke har antydet, hvor naturlig en Brud til giæve, stolte Klipper er den smilende Ager og Eng.

Om Menneskene kan jeg mindre dømme. Jeg troede aldrig der laae i Dansken, hvad Begivenhederne fra 1848 til 1850 have viist, og saaledes giør jeg Svensken vist Uret. naar jeg ikke føler mig saa tiltrukken til ham som til Normanden. Jenny Lind sagde engang i Ems, kunde hun ikke være Engelsk vilde hun være Norsk, og mig tykkedes hun havde Ret. Dog, jeg haaber af Deres Bog at lære Noget; baade min Kone og jeg længes efter at læse den. - Vi lærte jo Italien at kjende fra Improvisatoren, saaledes haaber jeg De aabner os Sverrig.

Hvad siger De til det kolde prosaiske Hverdagsmenneske, der slaaer sig løs fra Vexler og Obligationer, iler over Rhinens Vande, der tiltalte mig langt mindre end Skotland, og Schweitz; hvor Alt er Guddommeligt, uden Mennesker, til Venedig; der gad jeg ofte dvæle. De maa jo elske den gamle Historie, og der i Venedig kan man deilig drømme. Jeg sad ofte i Maaneskin og stirrede op til St. Marcus og huskede paa vor kjække Corfitz Adler og saae Middelalderens Institutioner stige op for mig. Efter Venedig kun Rom. Men Romerne vare kolde Mennesker, store, men uden mindste Sværmerie. Jeg lever jo ogsaa i den højeste Prosa, men just derfor holder jeg af Middelalderen. Der er saameget Mystisk, ridderligt og kun halvt forstaaet i den Hele Periode! og som Middelalderen forekommer os uforklarlig, og maa være det, fordi det var en Overgangsperiode, saaledes vil ogsaa vor Tid forekomme det dem, der see ned paa os om 3 a 400 Aar, for vi leve i en Overgangsperiode, vi leve i en Alder, hvor Menneskene opvaagne, hvor Følelsen af at om Jorden skal være et Paradies, maa ogsaa Jorden yde hver Enkel[t] den høieste Nydelse, at Alle ere lige, som for Guds Domstoel. Det er lidt haardt for Fyrsten, Adelsmanden, Rigmanden, og selv for Geniet, at udfinde det, og derfor har vi Kamp og Dyst. Det er en høist interessant Tid, vi leve i, og jeg nyder at følge dens Begivenheder.

Nu kommer jo Babels Tider ogsaa; kun "istedetfor Muur og Leer have vi Jern og Chrystal, og det er ikke nok, at blot det kolde Gibs er der, det varme Kiød og Blod skulde og være det, og i saa Tilfælde veed De jo, hvor det Danske Hjem er i England, og De er sandelig der inderlig velkommen.

I »Fædrelandet« læste jeg alle Deres Digte, det til Fru Hartmanns Død gefaldt mig meget.

Men nu maa jeg stoppe, for Pennen løber for gesvindt, og hvad kan jeg, omgivet af mine Karle, som Holbergs Vielgeschrey kalder det, og i dunkel Vraa her i Cityen, have at skrive om.

Derfor faaer De sielden Svar af mig, fordi i at føre Pennen er jeg kun jammerlig. Men i simple Ord sige Dem, at De lever stedse i kjærlig Erindring i min Kreds saae som for Deres stedse

hengivne

Carl J. Hambro.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost